Tressernes mest ægte oprører – imod tidsånden

Alex Ahrendtsens glimrende biografi om Peter Rindal viser ikke mindst det fiktive skel, der sættes mellem såkaldt almindelige mennesker og eliten. Rindal er typisk blevet anbragt i den første gruppe, en jævn mand der ved et tilfælde bliver begivenhedernes centrum. Men baggrund og omstændigheder er altid store faktorer i menneskeskæbner, og Rindal afdækkes som belæst, talentfuld, energisk og nytænkende, den bedste i de positioner, hvor han blev sat, og et mindst lige så ”interessant” menneske som mange berømtheder, der ikke nødvendigvis er mere spændende eller tankevækkende, blot fordi de har et enkelt, abnormt talent i fx kunstnerisk, politisk eller videnskabelig retning, og har været heldige at kunne lade det komme til sin ret.

Men Rindals største talent kunne siges at være det almene, bedre end de fleste uddannede specialister fangede han en tidsånd og slog til på rette måde og tidspunkt. Igen og igen fremhævede han, at hans motiv til indsamling af protester imod Statens Kunstfond ikke var rettet imod bestemte kunstretninger, men imod løsagtig omgang med skatteborgernes penge. Faktisk et fænomen på så mange områder i denne epoke af opbygningen af velfærdsstaten, men uddeling til kunstnere, de færreste værdsatte, var et særlig godt angrebspunkt imod tidens tendens til stadig større omfordeling, som mest af alt var til ulempe for flittige og fornuftige håndens arbejdere.

Hvilken nuværende person, Rindal på flest måder ligner i det aktuelle politiske landskab, forekommer mig ret indlysende. ”Overordnet eller ej, foresatte eller kollega, familie eller ej. Hvis Rindal ikke brød sig om, hvad han så, eller mødte inkompetence og slendrian, fik omgivelserne det at vide uden sordin. Han havde ikke den sociale bremse, som de allerfleste mennesker har, og han gav pokker i hierarki og rangorden,” lyder Ahrendtsens beskrivelse, som jo meget ligner den gængse karakteristik af Rasmus Paludan. Det gælder også holdningsmæssigt, kombinationen af det libertære og det nationale. Rindal stod jo på flere måder langt fra Ahrendtsens Dansk Folkeparti. Han holdt ved dettes frembrud fast ved Fremskridtspartiets glistrupianske linje, også i hans stadig mere fandenivoldske agitation imod islamiseringen, der gav ham en racismedom, da han med velvalgt tvetydighed i 2001 udtrykte ønske om en kirkegård til alle muslimer i Danmark.

Ahrendtsen beskriver Rindals metode, der også kunne være en beskrivelse af Paludans: ”Han gjorde sine ord så hårde, at folk blev nødt til at forholde sig til dem. Rindal havde det fint med, at folk blev rystet. Det handlede ikke kun om at sige sin mening, men også om at sætte gang i debatten.” Vel at mærke benægter Ahrendtsen selv i et interview om sin bog en parallel til Paludan, der efter Ahrendtsens mening minder ”om de moderne, langhårede kunstnere, Rindal protesterede imod”. Det er en besynderlig påstand, der vel mest viser, at det er sværere at stå på aktuelle dissidenters side end på fortidens. Alskens ”hensyn” kommer i vejen. Selvfølgelig kan man finde både forskelle og ligheder mellem alle historiske fænomener og vælge at fokusere på det ene eller det andet, men hvad angår de vigtige modsætninger i skellet mellem folkeligt og elitært forekommer parallellen indlysende.

Også i politisk rolle er der vigtige paralleller mellem Rindal og Paludan. Rindal fik kun få stemmer, da han flere gange stillede op til kommunalvalg. ”Stor offentlig omtale fører nødvendigvis ikke til valg,” konkluderer Ahrendtsen. Den skelsættende og symbolske betydning, både Rindal og Paludan har fået for den offentlige mening, gør dem ikke umiddelbart til vælgernes yndling, fordi de i deres valgte funktion nødvendigvis må sætte tingene på spidsen på en måde, der ikke harmonerer med hverdagspolitikken, skønt de i et enkelt spørgsmål harmonerer med et stort flertal af folkets sindelag.

Det er et besynderligt fænomen, at vælgerne igen og igen vælger politikere, der på vigtige punkter vil noget andet end de selv. Problemets rod illustreredes i mindre målestok i Rindals indsats i repræsentantskabet i Statens Kunstfond. Her blev han generelt skyet af de andre medlemmer. Ingen ville sidde ved siden af ham, fortalte han. ”Omfordeling og bevillinger ville jeg gerne diskutere, men nærmede jeg mig i en pause en gruppe mennesker, der stod og talte, spredtes den øjeblikkeligt.” Denne oplevelse er jo velkendt også for indvandringskritikere, såsom behandlingen af Paludan under debatter, men den dybere sandhed er, at der heller ikke er så meget at drøfte med mainstream for en ægte dissident. Rindal kunne bare igen og igen udtrykke sin mening, at Kunstfonden skulle nedlægges, og de andre medlemmer ignorerede ham og diskuterede inden for de anerkendte rammer. En ægte dissident har vitterlig svært ved at finde en meningsfuld rolle inden for den eksisterende magtudøvelse, medmindre man vil arbejde inden for modpartens præmisser og så at sige gøre sig medskyldig.

Ligesom Paludan var det paradoksalt også Rindal, der – modsat den herskende opfattelse – var den ”moderne” i striden, selv om han stod for de gamle værdier i kunst, moral og politik. Hans frihedsbudskab var jo til fordel for den frembrydende, kommercielle populærkultur, særlig med ophav i USA, der blev tilvalgt af flertallet på bekostning af den elitære klassiske kultur, som Danmarks Radio og de offentligt støttede institutioner så som deres opgave. Indtil myndighederne gav efter for den nye tid, gav dette rum for tiltag som piratkanalen Radio Mercur. Rindal kunne ikke indse, hvorfor det, nogen så som ægte kultur, skulle støttes frem for hans egne lidenskaber, frimærker og ludo. Enhver burde bare selv betale for det, de ønskede, på et frit marked. På samme måde står Paludan for et moderne opgør med ”religion” som noget særlig fredhelligt, eller rettere er det jo den vilkårlige definition af særlig fine holdninger og kulturelle udtryk, som kræver privilegier på tværs af demokratiske friheder, der er anstødsstenen for begge oprørere. Paludans frihedsargumentation imod Islams veto er bemærkelsesværdigt parallelt med Rindals protest imod kunststøtte af folkets lommer på tværs af folkelige præferencer; ”frihed” er det fælles mantra.

Der er også mange andre paralleller til nutidens stridigheder i Rindals biografi. Behandlingen af hans folkelige oprør minder om Overdanmarks senere reaktion på ”racisme”. Kulturminister Hans Sølvhøj affejede Rindal som en latterlig mand med begrænsede tænke- og talegaver. Af Ahrendtsens analyse af deres debatter fremgår det dog, at Rindal argumenterede mindst lige godt som Sølvhøj. Senere fik denne da også skrupler og skrev i sine erindringer: ”Jeg havde ofte været med, når snævre kredse diskuterede kulturpolitik, men havde ikke erkendt, at det netop var små aktivgrupper, der så sådan på tingene, hvorimod det massive flertal havde en helt anden holdning.” Det samme er jo tilfældet i vor ”woke” tidsalder, men nu har aktivisterne lært af historien og forstår mere effektivt på forhånd at delegitimere kritikere, mens Rindal i 1965 havde kunnet overrumple de såkaldt progressive meningsdannere.

Blandt andet derfor er forskellen til nutiden, at det er blevet langt sværere at engagere folk til at sige fra over for en vedtaget ”udvikling”, hvilket Rindal også nåede at konstatere, da han i sin alderdom med paludansk utrættelighed ville fortsætte sin aktivisme imod offentlig ”generøsitet” over for kunstnere. En mentalitet har konsolideret sig og givet stadig sværere vilkår for et frihedsbudskab, som Rindal blev katalysator for, Glistrup videreførte, og nu kræver livvagter, når en Paludan forsvarer det på dets i dag ømmeste punkt. I forhold til dette frihedsbudskab blottes 68’ernes, som blev mainstream, som hyklerisk, idet det faktisk betyder tvang for alle til at støtte en ensretning.

En rød tråd siden tresserne er også politikernes ”armslængde”-princip, hvor de tilsyneladende vil sikre friheden ved at lægge beslutningerne til andre fora end deres eget, men hvor den reelle ensretning i fx kulturverdenen bare giver denne yderligere fuld udblæsning. Hvilket bl.a. har fået den ungarske regering til at indse, at for at sikre reel meningsmangfoldighed må politikerne gå ind og moderere ”journalistisk venstrepartis” overherredømme i medierne – hvilket paradoksalt fører til diktaturbeskyldninger fra dem, der gerne fortsat vil sætte tonen alene. Den debat fører for vidt her, men antyder, hvor mange aspekter med relevans til nutidige problemstillinger, der er i Rindals biografi, som bør læses af alle med interesse for den frihedskamp fra samfundshersen på så mange områder, der har foregået i nu snart 60 år, desværre altid med det folkelige i defensiven.

Alex Ahrendtsen:

Rindal. Kampen mod kultureliten og velfærdsstaten.

Forlaget Grønningen 1, 2023. 336 sider

Be the first to comment on "Tressernes mest ægte oprører – imod tidsånden"

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.