Både medrivende og relevante er Bent Jensens erindringer, så jeg kunne ikke lade være med at læse dem i ét stræk. Opvokset i et missionsk hjem i en lille by, men uden den snæverhed, som moderne parodier ynder at tillægge den slags, var Jensen åndeligt åben og søgende fra start, og han søger stadig efter ”livets gåde”, bilder sig ikke ind at besidde sandheden: ”Jeg har mange gange tænkt på, om det at vokse op i et mindretalsmiljø har påvirket mig og mit syn på tingene, selv om min opvækst ikke adskilte sig radikalt fra flertallets, for jeg har altid været interesseret i og draget af personer i periferien, kættere, outsidere, dissidenter og anderledes tænkende.” De paralleller, der i dag trækkes mellem stærkt troende kristne og muslimer, ses med et sådant eksempel at ramme helt forbi. Den stærkt troende danske kristne og den stærkt troende muslim reagerer ofte helt forskelligt på en anderledes omverden; en stor del af de mest værdifulde danske debattører gennem generationer har jo haft et lignende engageret kristent udgangspunkt.

Efter en kort tid som elektriker indtog Jensen gymnasiet og derpå historiestudiet. Han søgte her stadig efter ”faste holdepunkter og autoriteter” og blev en periode optaget af marxismen, idet han som så mange andre på denne tid, med Søren Kierkegaards ord, ”søger en ting dér, hvor man ikke skulle søge den”. Men på historiestudiet ”lærte vi at være opmærksomme på grænserne for, hvad man fagligt kan udtale sig om. Alt for mange mennesker er ikke i stand til at skelne mellem det, de tror eller formoder – og det, de ved noget om og har forstand på. Det er en vigtig opgave for historikere at stå fast på disse grænser.” Man ser klart kontrasten i dag på Jensens Facebook-profil mellem hans egne nuancerede redegørelser og talrige skråsikre kommentarer fra personer, der givetvis kun har en brøkdel af hans viden om emnet. Et generelt problem i debatten, hvor dét, at noget er imod det vedtagne, alt for ofte i sig selv bruges som væsentligt sandhedskriterium.

Det er klart, at en stor del af Jensens erindringer går med stridighederne med de toneangivende, mere eller mindre sovjetvenlige historikere. Han sammenfatter: ”Det var dybt forstemmende at være vidne til, hvordan disse kolleger kompromitterede sig selv og samtidig forrådte de forskere og andre i Sovjetunionen, som under svære vilkår forsøgte at modstå det totalitære regimes tvang.” Herudover var der ”ingen ende på de fredsgrupper, der skød op som paddehatte efter regn.” Der var ”Cyklister for fred” og sågar ”Boksere for fred”. Man kommer uvilkårligt til at tænke på nutidens paralleller, der er apologeter for islam og befolkningsudskiftning, men maskerer det under mærkaten ”kamp mod racisme”, skønt dog hverken krig eller racisme var eller er det mest nærliggende alternativ. Den største frygt for mainstream-historikere og ”fredsfolk” var at virke ”antisovjetiske”, ligesom den største frygt i dag er at virke antiislamiske, så hellere se igennem fingre med alskens uhyrligheder, ophidse sig mere over koranbrændinger end massemord og svine egne landsmænd til.

Jensens bestræbelse gik ud på at få en reel samtidshistorisk skildring, men blev ustandselig skudt i skoene, at han gik efter en juridisk vurdering af eftergivenhedspolitikken over for Sovjet, altså at han var på hævntogt og groft sagt ville se fodnotefløjen bag tremmer. Det er jo også et stadigt og generelt problem i debatten, at uenighed tolkes som benægtelse af andres ret til at have visse meninger. Reelt er en sådan benægtelse tydeligvis til stede hos mainstream, i særdeleshed hos de mest såkaldt politisk korrekte, med veritabel lovgivning imod såkaldt ”had”, der udadtil næppe kan skelnes fra legitimt nationalt selvforsvar. Men indrømmet er mange på den nationale fløj også mere optaget af hævn end bare at rette kursen op – langt fra Jensens saglige og sindige mentalitet. Men han kunne dog efter Den Kolde Krig få rig lejlighed til at undre sig over, ”hvor mange mennesker der findes med altid redebon evne til at bortforklare, hvad der i den ikke fjerne fortid var stålsatte meninger.” Det er simpelthen ærlighed og klarhed, en sandhedskommissionen og ikke en folkedomstol, der er Jensens ærinde – sandelig tiltrængt i adskillige sammenhænge.

Jensen kommer også ind på det typiske hykleri, der var omkring netop hans virke, både hans helt egne studier og om ham som leder af en undersøgelse af Den Kolde Krig. Skønt der jo dels var iværksat utallige lignende offentlige projekter, uden at det blev anset for odiøst eller magtens forlængede arm, og dels var disse undersøgelser selvfølgelig også båret af en vis synsmåde, mens alene Jensen blev anset for ”tendentiøs”. Mainstreams stadig illusion om at stå for en ideologisk neutralitet, mens kun dissidenter er partiske, er sandelig det værste udtryk for den åndelige umodenhed, der giver sig til kende på så mange måder. Som Jensen påpeger, findes der ikke værdineutral historie. ”Det betyder ikke, at alt er lige rigtigt eller lige godt. Først og fremmest er god historieskrivning baseret på gode kilder. Det er det altafgørende udgangspunkt.” Her hæver han sig igen højt over så mange både antipoder og ligesindede, der får debatten til at køre af sporet eller ud ad en tangent ved snarere at bruge en ”revisionistisk” historiemetode, med uhyre selektive, utilbørligt skæve eller tilmed falske kilder, til systematisk støtte for forudfattede konklusioner.

Som en af de få prominente debattører, der formår at rette hård kritik af både Øst og Vest også i dagens situation, viser Jensen den lødige historiske metodes værd i praksis. Mod slutningen af sine erindringer redegør han for de seneste årtiers udvikling i Rusland, hvor nyrige grupper efter kommunismens sammenbrud udnyttede situationen og gjorde liberaliseringens epoke til et let mål for kritik. Det var dog ikke noget nyt for så vidt, som den kommunistiske elite også groft havde tilranet sig privilegier, og dét permanent, mens demokratiets indførelse i det mindste muliggjorde, at de hårde tider kun blev en overgang. Nutidens magthavere i Rusland har imidlertid ikke lagt den totalitære stats politik og metoder bag sig, og befolkningen lader sig i vid udstrækning forlokke til drømmen om ny russisk storhed, så Jensen begræder ødelæggelsen af de mange lovende tendenser i 90’erne. Som altid deler han dog sol og vind lige, og den russiske regerings forsøg på at påvirke omverdenen sætter han i konteksten, at alle regeringer forsøger at påvirke i den grad, de har mulighed for det.

Jensen har imidlertid i hele sit voksenliv stået urokkeligt på den side, der forsvarer frihed og demokrati, idet hans studiefelt har givet ham totalitarismen som paradigme – skønt det alt for ofte har været et valg for det mindst ringe snarere end det bedste. Han afslutter sine erindringer med pessimistiske betragtninger om Danmarks og Vestens fremtid – eller rettere betvivler han, at der er andet end nedgang forude, idet vor civilisation er ”kørt træt”. Konkret har vi fx endnu ikke i Danmark ”haft nogen reel politisk diskussion om, hvordan vi løser de store problemer, politikerne har skaffet os på halsen i kraft af indvandringen.” Det kan måske lyde absurd for de fleste, al den stund det jo har været et dominerende politisk emne i flere årtier. Men med de høje krav, Jensen stiller til en egentlig debat, falder den meste hidtidige snak igennem som ævl og kævl, og langt de fleste kunne nok tage ved lære af hans eksempel og i det hele lade sig inspirere af hans retlinede og flittige livsfærd.

Bent Jensen:

Modløber. Erindringer.

Gyldendal, 2022. 356 sider.