Politikeren Halime Oguz fra SF (der røg ud af folketinget ved seneste valg) har skrevet en Facebookopdatering om den fynske politibetjent, der er sigtet for voldtægt og dødstrusler. Indlægget citeres i sin helhed:

“Det her bliver lidt langt, men håber alligevel, du vil læse det til ende. Det er absolut første gang, jeg skriver om denne her episode.

Jeg har altid haft den tro, at man ikke skal lade sig trække med ind i sladder og mudderkastning, også selvom det kan være fristende. For på et tidspunkt vil sandheden alligevel komme frem, når regnen skyller mudderet væk og kun den, der har kastet med mudderet, står tilbage med beskidte hænder.

Måske er dette tidspunkt indtruffet nu.

Her er et eksempel med en betjent ansat hos Fyns Politi. Jeg skal ikke kunne udtale mig om, om han er skyldig i det, han bliver anklaget for; jeg skal kun kunne udtale mig om min oplevelse med ham.

En torsdag morgen for to år siden stod jeg op til en telefon, der var rødglødende og som var fyldt med opkald, sms’er og notifikationer. Betjenten havde skrevet et opslag om mig og min datter, som fra start til slut var fyldt med injurier og løgne.

Jeg kendte ikke manden og kunne ikke forstå, hvorfor han skrev så ondskabsfuldt om mig som person. Jeg var både racist og én, der undertrykte mine egne (Halime Oguz har tyrkisk baggrund, red.), og nogle suspekte personer bekræftede hans påstande. Men timingen for opslaget var ikke helt tilfældig. Dagen før havde jeg nemlig sammen med min formand været ude med et udspil om at kriminalisere negativ social kontrol.

Det kom dog i løbet af dagen frem, hvem, der egentligt stod bag det hele. En anden, der også var ansat ved Fyns Politi og venner med ham, kontaktede nemlig ét af mine familiemedlemmer for at få bekræftet påstandene om min undertrykkende adfærd, og det var dér, at det gik op for mig, at denne person i virkeligheden var ophavsmanden. Denne person havde designet historien til politibetjenten.

Jeg blev senere også selv ringet op af én, jeg ikke kendte fra andet end Facebook, og her fandt jeg senere ud af, at samtalen var blevet optaget ene og alene med det formål at finde noget, der kunne bruges i forbindelse med de to ovennævnte personers agenda.

Jeg kunne ikke gå ind i diskussionen, fordi den handlede om min datter. Hun ønskede ikke at få sit privatliv diskuteret på de sociale medier. Derfor kunne politibetjenten og hans allierede fortsætte ufortrødent velvidende, at jeg ikke kunne tage til genmæle. De kendte så udmærket de afrettende mekanismer i rygtesamfundet og den dermed forbundne sociale kontrol.

Ikke desto mindre gik diskussionen frem og tilbage i måneder uden min deltagelse, og selv diskussionerne fra SF’s interne medlemsforum, som omhandlede denne betjent, blev inddraget, fordi de blev lækket til betjenten, så han kunne slå dem op på sin væg. Her begik politibetjenten dog den fejl at gengive navne på menige partimedlemmer, hvilket er forbudt, men det siger måske noget om, hvilket lemfældigt forhold politibetjenten havde til loven. De stoppede ikke dér. De skrev hyppige opslag om mig og taggede min partiformand for at stresse hende og lade hende så tvivl om mig…

Politibetjentens beskyldninger og snagen i min families private anliggender kom til at forfølge mig lang tid frem. Han havde god kontakt til nogle medlemmer fra min eks-svigerfamilie, som kunne fortælle nogle “historier” til ham. Og en dag, hvor jeg var sammen med min lille dreng i Legeland i København, fik jeg et screenshot, hvor betjenten igen havde skrevet om mig og her omtalt min søns tragiske ulykke, den ulykke, som dengang ikke var offentligt kendt, og som selv min nærmeste kreds i København ikke kendte til. Skulle denne politibetjent nu også begynde at udbasunere min private tragedie ud over gader og stræder? Jeg begyndte at ryste, og jeg var nødt til at gå ud for at få noget luft. Hvilken ondskab. Hvilken hjerteløshed. Efter jeg havde været væk et stykke tid, begyndte min lille dreng grædende at lede efter mig, fordi han ikke kunne finde mig.

Jeg blev paranoia og fik angst, når jeg så deres navne. De blev blokeret. Jeg var nødt til at søge hjælp.

Formålet med denne forfølgelse var meget klar: Alle de, der kritiserede indvandrermiljøet, skulle ned med nakken, og kunne man ikke få ram på personen selv, kunne man inddrage dennes børn og skabe mistillid til personen gennem dem. Politibetjentens fangarme nåede i øvrigt helt ind på Borgen, hvor han ifølge ham selv havde sine ”kilder”. Her var der en politiker, der videregav “oplysninger” for at støtte politibetjentens politiske projekt. Til gengæld blev der ført en intensiv valgkamp for ham.

Jeg forstår ikke, hvordan en politibetjent, der er sat i verden for at skabe tryghed, kan sprede så meget frygt, løgne og utryghed. Jeg forstår det ikke.

Det kan godt være, at sandheden er ilde hørt og koster stemmer. Men jeg vil aldrig føre offentligheden bag lyset og posere med et hjertehåndtegn, som om alt var i sin skønneste orden. Det er det ikke! Mit budskab vedbliver at være, at der er mennesker i dette land, der ønsker en segregering. Så længe der er er lysår mellem nydanske kvinders rettigheder og danske kvinders rettigheder, og så længe at nogle unge bliver hjernevasket til at vende sig imod det danske samfund, hvilket for nogles vedkommende betyder, at de finder et fællesskab i det kriminelle miljø, vil jeg blive ved med at påpege disse. Ikke alene påpege, men også komme med løsninger.

Det skylder vi disse borgere, og det skylder vi Danmark.”

Halime Oguz’s Facebookopdatering.

(Illustration: Klovnepoliti)

Se også Underrättelser före Korankravallerna mot Rasmus Paludans Stram Kurs Sverige var otillräckliga

Læs også Ekstra Bladet giver årets nytårstorsk Poul Madsen til Rasmus Paludan (Nytårstorsken 2019)