Simon Andersen fra 24syv støtter Rasmus Paludan og Frihedens Stemme i sagen om offentliggørelsen af Hugo Helmig ‘s død.

Simon Andersen skriver på Facebook:

“OM SAGEN I PRESSENÆVNET MOD PALUDAN i HUGO HELMIG-SAGEN

Mediedebatten de seneste uger har været præget af usædvanlig ros til pressen over hele linjen, fra Se & Hør over Ekstra Bladet til morgenaviserne, for ikke i dagevis at bringe historien om kunstner Hugo Helmigs død, selv om alle medier kendte til historien – og samtidig forargelse over de få alternative medier, der tidligt bragte nyheden, vist primært Rasmus Paludans ‘Frihedens Stemme.’

Pressenævnet behandler nu en klage over dette medie.

Jeg er spændt på at se hvordan den klage afgøres, og jeg håber ikke, at ‘Frihedens Stemme’ taber sagen.

Er det ønskeligt, at det vil konstituere en overtrædelse af de vejledende presseetiske regler at afsløre, at Hugo Helmig er død, også uden familiens ‘tilladelse’, og ønske ‘pæne’ medier en sådan retsorden? Svaret er nej.

Jeg lægger her til grund, at oplysningen om Helmigs død var sand og kunne dokumenteres, og jeg forstår, at det er tilfældet, idet det fremgik af det offentlige CPR-register.

Af de vejledende presseetiske regler fremgår det, at “det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information” og – hvilket er er særligt interessant –

“under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden, samt eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på mediernes indhold […].

Spørgsmålet er herefter følgende:

Har det offentlighedens interesse, at Hugo Helmig er død? Svaret må ubetinget være ja; Helmig var ikke bare sine forældres søn, har var en – fremgår det af den efterfølgende omtale – en særskilt, benådet kunstner, der havde stor betydning for dansk musik og for sine mange fans.

“Fra det øjeblik Hugo Helmig kom frem, lignede og lød han i al sin ungdommelige charme som en popstjerne, der kunne erobre hele verden”, sagde Politiken musikredaktør, Simon Lund til sin avis.

Betingelserne for, at Hugo Helmigs død kan omtales, er dermed opfyldt, og det kan vel dertil overvejes, hvorvidt det misbrug, han havde og åbent havde fortalt om, yderligere gør omtale af hans meget tidlige død relevant og berettiget.

Det må herefter være klart, at nyheden om, at Hugo Helmig er død, har offentlighedens klare interesse – og bør bringes; ifølge Pressenævnet er det netop mediernes opgave at bringe “hurtig og korrekt” information.

Så hvorfor skete det ikke?

Man må forstå det således, at alle medier afventede ikke en bekræftelse fra Hugo Helmigs pårørende, bekræftelsen havde alle medier i kraft af oplysninger fra CPR-registret, men en godkendelse, således at forstå, at det var Hugo Helmigs forældre selv, der skulle offentliggøre ‘nyheden’ om sønnens død, og først herefter ville medierne bringe historien.

Jeg forstår overvejelserne om hensynet til familien, der, selvfølgelig, ikke skal læses om deres søn og bror død i avisen, men der gik ni dage, fra Hugo Helmig døde, til hans far selv fortalte om dødsfaldet på Instagram. Dertil kommer, at Hugo Helmig ikke var et barn, han var voksen, myndig, 24 år gammel, og at hans forældre hverken retligt eller i øvrigt således kan træffe beslutninger på sønnens vegne, herunder afgøre eller bestemme, hvornår oplysninger om hans død måtte være betimeligt.

Derfor er det særligt interesseret, hvorvidt Pressenævnet måtte finde, at ‘Frihedens Stemme’ havde pligt til – jo, det ville være god stil, men pligt i presseretlig forstand – at forelægge oplysningerne om, at mediet havde tænkt sig at bringe historien om sønnens død, for hans forældre.

Svaret er nej.

Jeg er en kende polemisk her, men spørgsmålet er, om de medier, der særligt dækker underholdningsområdet, Ekstra Bladet, B.T., Se & Hør, har overtrådt de presseetiske regler ved ikke hurtigt at bringe historien om Helmigs død, idet “det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information” – “under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden.”

Og jo, selvfølgelig kan man diskutere, om oplysninger om en – betydningsfuld – kunstners død har “betydning for offentligheden,” men hvis vi lægger til grund, at netop kunstnerisk udøvelse har stor betydning for mange mennesker, og kan sammenlignes med den samfundsbetydning, politikere kan have, og at der i den konkrete sag yderligere er det aspekt, at Helmig, søn af meget betydningsfulde personer, var martret af misbrug, hvilket også taler for, at “hurtig” information om hans død er afgørende, rigtig og nødvendig, idet det ikke kun handler om tabet om Hugo Helmig, men at hans død kan var en del af en større fortælling om opvækst, misbrug m.v., ja så taler alt for hurtigt at bringe nyheden. Eller, som det synes at være tilfældet er, ikke at afvente ‘godkendelse’ inden nyheden kunne bringes.

Det spørgsmål, alle bør stille sig, er derfor følgende:

Ønskes en retsstilling, hvor pårørende til betydningsfulde personer skal ‘godkende’ et tidspunkt for, hvornår pressen kan omtale dødsfald, hvis – igen – omtale af dødsfaldet i øvrigt har offentlighedens interesse, og at der er er taget de nødvendige hensyn, herunder selvfølgelig at alle pårørende er underrettet mv.

Svaret er selvfølgelig nej.

En er der så forskel – på en ung kunstner som Hugo Helmig og for eksempel en politiker. Svaret er nej.

Jeg forstår, at ingen i disse tider – med konstant debat om mediers etik – ønsker at ende i Søren Pinds skammekrog på Twitter eller få påkaldt kunstnervrede over sig, men det spørgsmål, der i denne sag er relevant, er følgende:

Er det en overtrædelse af de presseetiske regler at fortælle, at Hugo Helmig er død, også før hans forældre ‘godkender’ det.

Nej. Og den kendelse bør afsiges over Frihedens Stemme.”

Simon Andersens Facebookpostering.

Flere kendte journalister kommenterer Simon Andersens Facebookopdatering. Blandt andet Michael Dyrby, der var chef for B.T.

Se også Lyssna till hela rättegången om Korankravallerna i Rinkeby, där Rasmus Paludan och Stram Kurs Sverige valtalade

Læs også Suzanne Brøgger: – At gå med hat, at tildække hovedet med hue eller slør, tørklæde eller turban har noget med ens værdighed og integritet at gøre