Christian Marcussen skriver om tidligere teaterdirektør Jon Stephensen på sin Facebookprofil:
“I morgen kommer Jon Stephensen med pæn sandsynlighed i Folketinget.
Jeg håber inderligt, at nedenstående bare var sådan noget, han som kulturelite og direktør på et Københavnsk teater, var forpligtiget til at mene:
»Ikke på noget tidspunkt siden Jyllands-Posten for snart ti år siden trykte de ti satiriske tegninger af profeten Muhammed (det var 12 Muhammedtegninger, red.), har det handlet om kampen for ytringsfrihed. Angsten for at miste vores frihed til at ytre os, nej, den har jo aldrig været reelt truet.«”
Christian Marcussens Facebookopslag.
Se også Ring P1 diskuterade Stram Kurs Sverige och Rasmus Paludans Koranbränningar
Læs også Der er gået 30 år, men Lars Løkke Rasmussen har intet lært
Når mennesker som denne mand åbner munden, så er det at man straks er i stand til at detektere hvor velorienteret vedkommende egentlig er og hvor meget han selv har gjort ud af at orientere sig om tingenes reelle tilstand.
Og som så ofte før med en repræsentant for kultureliten, så bekræftes man i sine “fordomme” om sådanne mennesker. Enten ved de virkelig ikke særlig meget om nogetsomhelst eller også ønsker de ikke at vide særlig meget om nogetsomhelst. Eller en kombination af de to.
I de højere kredse i Danmark er mantraet og påstanden stadig, på trods af alle beviserne for det modsatte, at det danske samfund lever i bedste velgående, i overflod, med velfungerende institutioner og med frihed, borgerrettigheder og ytringsfrihed for alle- selv når realiteterne skriger en ind i hovedet. Og det holder man sig til, for ikke at sprede dårlig stemning. Alle påstande om problemer i samfundet afvises bare som enten “konspirationsteorier” eller larm fra hysteriske og ubehøvlede mennesker, som ikke opfører sig ordentligt og derfor ikke har krav på en ordentlig behandling. For Danmark er efterhånden delt over i to; et samfund for dem, der har indflydelsen, uddannelsen og midlerne i orden (i særdeles høj grad baseret på at de har de samme meninger som magteliten)- og så et helt andet og rettighedsløst for alle andre. Og i nyere tid er denne opdeling blevet endnu mere specificeret; årvågne mediemennesker, som sætter sig dybere ind i tingene (og dem er der færre og færre af) censureres og udsættes nu for direkte forfølgelse og forhindres i at orientere offentligheden (bl.a. ved hjælp af direkte censur!). En offentlighed, som nu praktisk taget udelukkende orienteres af en mere og mere ensrettet og begrænset medieverden, som i stigende grad er direkte eller indirekte kontrolleret af statsapparatet og statsministeren, som bevidnet gennem de senere års vedtagelse af øgede bevillinger/statsstøtte til de medieinstitutioner, der var bedst og ivrigst til at formidle den regerende juntas falske og løgnagtige narrativ om coronavaccinerne og var bedst til at sprede så meget panik som muligt og hjælpe med hetzen mod “de uvaccinerede”. Bare et eksempel. Og med hjælp fra offentlighedsloven (også kaldet “mørklægningsloven”) og alle mulige andre tiltag indenfor begrænsning af borgerindsigt og pressefrihed, så har den politiske magtelite efterhånden fuldstændig magt til selv at kontrollere pressen, medierne og dermed narrativet totalt, således at pressen er reduceret til mikrofonholdere for og fortællere af elitens narrativ. Og elitens narrativ er stadigvæk narrativet om Danmark som et nærmest problemløst rigt land med forkælede og priviligerede borgere, der intet har at brokke sig over, og hvis største problemer er hvis deres aktier eller ejendomme er faldet lidt i værdi eller hvis ligusterhækken er klippet lidt skævt i villakvarteret.
Det er ikke på tale at skifte mantraet ud med et mere realistisk et, for hvis man erkender problemerne så erkender man også sin egen totale fallit og fiasko- og skyld!- i at mislykkes med at bevare det danske samfund som bare forholdsvis velfungerende- og specielt i denne forbindelse, med Stephensens fuldstændigt blatante blindhed overfor de gigantiske eksistentielle problemer, islam og muslimernes mere og mere tydelige og øgede tilstedeværelse i Danmark har givet i forhold til den mislykkede bevarelse af Danmark som et samfund, baseret på vestlige frihedsværdier, i form af ytringsfrihedens erodering.
“They hate us for our freedoms”, sagde George W Bush engang. For en gangs skyld ramte han temmeligt præcist med en udtalelse.
Nu hader vores egne og særdeles indflydelsesrige kulturelitære landsmænd os også- af samme grund! Og de støtter aktivt fjenden med deres aktive antifriheds politik og handlinger.