For mainstream-meningsdannere er det blevet populært at hævde, at ”tabuet” i udlændingedebatten har skiftet side de senere år. Førhen var den nationalsindede kritik odiøs. Nu er det angiveligt tabu at kritisere politikken for at være for stram og at hævde, at integrationen går godt. Den nye politiske korrekthed er at være strammer og pessimist.

Vurderingen af debattens vilkår afhænger dog af, hvor man lægger ”midten” i politik, og hvad der er det væsentlige. Ekspert i udlændingeret Peter Starup har tidligere denne måned kaldt den stramme udlændingepolitik for et ”fupnummer”, idet der ikke kan gøres mere inden for konventionerne, og demografisk går udviklingen da også kun én vej: islamiseringens.

Tidligere i år passerede befolkningen i Danmark ifølge Danmarks Statistik 5,9 millioner, og det er jo ikke, fordi der bliver flere af de oprindelige danskere. Faktisk har disse ikke kunnet opretholde deres antal de sidste 50 år, og i nogle år i 80’erne aftog befolkningen tilmed. Det var den blevet ved med, hvis der da ikke fra dette tidspunkt ankom et stadig større tilskud af indvandring, og efterhånden også stadig flere børn af disse indvandrere, der vel at mærke i statistikken kaldes danskere, når de er børn af papirdanskere. Så de fem millioner danskere anno 1972 er ikke ”kun” blevet suppleret med 900.000 udefra – de oprindelige danskere er aftaget og det fremmede segment vokset i en større grad, der simpelthen ikke er registreret.

Væksten i fremmedandelen er problematisk, ikke mindst hvis det er generelle kulturtræk og ikke (kun) ekstremisme, som bliver kerneproblemet – et splittet land. Danmark ophører også med at være et sted, hvor danskere føler sig hjemme, og deres penge vil forsvinde i et sort hul. Skønt retorikken er “hård”, har de færreste politikere, heller ikke Danmarksdemokraterne, interesse i fokus på, at demografien bliver vor skæbne, fordi man jo ikke vil undsige konventionerne. Dét tabu er sagligt noget væsentligere end det rent retoriske skifte, hvor venligbo-agtig kritik af de såkaldte stramninger er upopulær (blandt vælgerne).

Dansk Folkeparti står blandt folketingspartierne alene med et reelt opgør med konventionerne, men de ynder at se deres mangeårige indsats som en succes og vil ikke markedsføre, at problemet bare er vokset og vokset gennem deres mange år på vagten, hvor de har støttet de hovedansvarlige i afgrundskursen. Hvordan kan dét give tillid til dem fremadrettet?

Desuden går ingen af de tre ”nationale” folketingspartier ind for remigration i en grad, som får demografisk effekt, der batter. Men accepterer man den nuværende demografiske tilstedeværelse af islam, hvilket alle folketingspartier altså reelt gør, har man fedtet sig ind i en logik, der netop er en uundgåelig glidebane mod mere islamisering. Sekundære emner som tørklæder, som særlig DF har pukket på gennem sin historie på bekostning af grundlæggende tendenser, er tabersager (hvad gavner love herom fx Frankrig?). Med mange muslimer i et land får man uundgåeligt “hele pakken”, før eller siden.

Også med stor og vildtfremmed indvandring i videre forstand, som Nye Borgerlige går ind for, vil der altid være praktiske argumenter, som i sidste ende fører til, at Danmark bliver som en slags campingplads for alverden, et temporært mødested for tilfældige af bekvemmelighed, uden rod og omsorg for det fælles, tilmed hærget af lovløshed. Det historiske ophavsfællesskab som kernen i det danske folk og fundamentet for vor samfundsmodel har NB dårligt sans for.

Indvandring bliver med NB-logik ligesom narko et ”behov”, der findes påskud for, og den nedbryder også på sigt det misbrugende samfund. Som Danmarksdemokraterne er de til fals for højstbydende. Ligesom de små, angivelige fordele og nødvendigheder bragte os i EF, som dog bare blev en ”stadig snævrere” union og en enorm omkalfatring, blev de såkaldt nyttige fremmedarbejdere kun stadig flere.

Endelig har toppolitikere som Lars Løkke jo tilstået, at rationalet ikke primært er at standse tilstrømningen. Selv hvis sådan noget som Rwanda-placering af asylcenter realiseres, er det for lidt og for sent, da hovedparten af tilstrømningen slet ikke længere er asylanter, men familiesammenføring og andet. Samtidig forbyder konventionerne, at ægte danskere kan gifte sig, som de vil, fordi man ikke må forskelsbehandle. Ingen i dagens Folketing vil håndhæve et ægte tilknytningskrav konsekvent.

Løsgænger Rasmus Paludan synes at være den eneste, der markant siger fra over for det beskrevne perspektiv. De andre partier kalder ham ”urealistisk”, men ser man det angiveligt realistiske, er det såre nødvendigt, at nogen på tinge står for det urealistiske og sætter resten i relief, så folk kan bedømme virkeligheden. Logisk burde det heller ikke være sværere at sende personer til deres oprindelsesland end at få dem ind derfra (tværtimod). Men reel vilje mangler.

Sammenligner man med mainstreams kæphest, klimapolitikken, virker Paludans fremmedpolitik faktisk mere jordnær, og den har tilmed den fordel, at hans tiltag kun vil gavne og ikke bare betyder en enorm regning med et diminutivt resultat. Landets midler vil ikke længere forsvinde i et bundløst hul af ”integration” etc. I det politiske spektrum står Paludan i fremmedspørgsmålet dér, hvor midten var for 50 år siden, den nærmest indiskutabelt sunde fornuft.

Det er så uhyre tiltrængt, at der vælges i det mindste ét folketingsmedlem, der både kan tale bramfrit og tænke juridisk. Ingen af de nuværende kan – trods al retorik – åbenbart tænke uden for den boks, som er skabt af dem, der ønsker at ophæve Danmark som et hjem for det historiske danske folk.