Den muslimske terror, vold og intimidering af kritikere i Vesteuropa er konsekvenser af den førte indvandringspolitik, som kunne forudses med matematisk sikkerhed. Så den overlast, europæere lider i denne forbindelse, må betragtes som udøvet direkte af deres myndigheder. Ikke mindst anskuet i den optik må man se Rasmus Paludans arbejde som noget lignende de borgerrettighedsforkæmpere fra Hviderusland, Rusland og Ukraine, som i år velfortjent delte Nobels Fredspris.

Men også uden den nævnte tolkning af muslimsk hærgen i Vesten er Paludans indsats fuldt på højde med andre, der har fået tildelt eller er blevet nomineret til Nobels Fredspris. Ja, man kan tilmed argumentere for, at med dét selskab burde han betakke sig for at modtage den. Men derved ville han jo så bare være ligesom så mange af sine modparter, der ikke kan være i selskab med ideologiske antipoder. Og sådan er han jo netop ikke. Det er svært at finde en stærkere fortaler for alles lighed for loven og ret til at komme til orde.

At skikkelser som Obama, Arafat og  Al Gore har modtaget prisen, og Greta Thunberg var nomineret (nomineringen af Hitler i 1939 var trods alt ment som en vits), viser politiseringen af prisen – vel at mærke generelt med en velkendt tendens. Den prismodtagende statsmand, der på flere måder mest kan sammenlignes med Paludan, er faktisk den østasiatiske kvinde Aung San Suu Kyi, der kæmpede for demokrati i sit Myanmar, men efter sin sejr måtte bakse med muslimske oprørere og derfor blev ilde set i det internationale samfund, der stiltiende så til, da hun for nylig igen endte i fængsel.

Da muslimer er det internationale samfunds yndlingsofre, som ingen må gå imod, kan man sige, at Paludan grundlægger sit ry der, hvor Aung San Suu Kyi endte, så det bliver op ad bakke med reelt at få fredsprisen. Men objektivt set er de muslimske segmenter den største kilde til ufred i ethvert samfund med ikke-muslimsk majoritet, så forsøget på at mindske et sådant segments indflydelse er i sig selv en indsats for freden. Hertil kommer Paludans arbejde for dansk (og svensk) ytringsfrihed og retssamfund generelt trods forfølgelse fra både ”minoritet” og stat. Endelig hans kamp for nationale menneskerettigheder.

Så det er ganske urimeligt, at han på grund af en rent ideologisk tidsånd (endnu) ikke har været fredspris-kandidat. Men så meget desto mere burde han være de danske vælgeres oplagte kandidat ved folketingsvalget den 1. november.