For tiden lyder klagesangen, ikke mindst fra borgerlige debattører, at politikerne ikke har nogen ”visioner”. Jeg ville sige ”gudskelov” – hvis det ellers var sandt. Thi folketingspolitikerne fra begge såkaldte blokke har jo rigeligt med visioner, herunder globalistiske, og masser af idéer til at opdrage danskerne og ”forbedre” vore liv med nye love og reguleringer.

Generelt i historien er det sådan, at mængden af almindelige borgeres ulemper og lidelser er proportionel med omfanget af ledernes politiske ”visioner”. Det er en i politik iboende ulempe, at politikere hele tiden må finde på nye idéer at føre sig frem med. Ligesom kunstnere, entertainere og generelt intellektuelle må være ”originale” for at markere sig, hvilket tilsyneladende med tiden tenderer til at gøre al aktivitet mere vanvittig eller outreret.

I politik var det nok særlig med marxismen, at ”visionerne” vandt indpas, og ikke mindst i demokratierne har alle andre så måttet følge trop med såkaldt nytænkning og fremmaning af en lyserød og stadig lykkeligere fremtid for ikke at sakke bagud i konkurrencen om vælgernes gunst, skønt det hele jo også i sidste ende skal realiseres af disses pengepung.

Men måske burde hovedopgaven i politik ikke være at opstille nye ”visioner”, men at bekæmpe dem, hvilket kun ved at mishandle begreberne også kan kaldes en slags vision. Altså politikerne skal primært værne og forvalte en arv, ligesom kunstnere og intellektuelle burde være optaget af at gøre, i stedet for absolut at skulle komme med nye, fortænkte erstatninger af noget i forvejen storartet og velfungerende. Det perfekte er som bekendt det godes værste fjende. Og frihedens.

Igen-igen kan man inspireres af Mogens Glistrups politiske tænkning, der i sin kerne var en reaktion imod alle de ”visionære” med idéer om det rigtige liv og korrekte meninger på borgernes vegne og regning. Glistrups (anti)”vision” var netop ikke et brud med dansk tradition, men at redde dansk folkestyre og velfærd, som han så trusler mod, både nære og i horisonten. Den var derimod ikke udtryk for noget som helst ønske om at knæsætte kollektive værdier eller en ”kulturkamp” for moralsk oprustning og et politisk befordret mere meningsfuldt liv med fælles mål og mission andet end dét, folk nu engang levede.

Her er Glistrup også milevidt fra den moderne kulturkonservative skolemesterholdning om sædernes forfald og dystopier om den af forbrugerisme degenererede vestcivilisation. Med Glistrups egne ord i Dagbladet Information 10. april 1973: ”Men når folk så skal opbygge deres glæde og se Otto Leisner i farve-TV eller køre frem og tilbage langs hovedvej 1 fra Korsør til København hver søndag, eller gå i deres sommerhuse og plante fyrretræer, for nu at tage tre typiske ting, der glæder den danske befolkning, så er det nødvendigt, at der skabes de bedst mulige økonomiske rammer ved anvendelse af færrest mulige af ugens 168 timer.”

Der kan næppe tænkes en mere antimarxistisk (og antifascistisk) holdning end dette syn på staten, der i videst muligt omfang skal lade borgerne leve deres eget liv. En apolitisk antitese til den moderne forestilling om jeg’ets og samfundets parallelle forbedring, der er retfærdiggørelsen af den politiske korrektheds meningsdiktatur. Det er milevidt fra alle folketingspartiers bekymrede samfundshersen i dag og også fra langt de fleste samfundsdebattørers noget arrogante uro for deres landsmænds sjælelige stade, uanset om det fordømmende blik falder fra højre eller venstre side.

Som Per Stig Møller med den konservative akademikers uro for folkesjælen skriver i sin bog Tro, håb og fællesskab, er frihedens grænser ”svære at finde i Glistrups fremskridtssamfund, hvor alle synes at drive rundt med deres egne sysler og end ikke har noget ansvar for deres forhold til næsten” – som om den enkeltes forhold til næsten er et politisk projekt og ikke en indirekte funktion af dannelsesniveauet, hvor uddannelsespolitikken jo har svigtet grimt i mange årtier. Og der ville netop være ressourcer til denne og omsorg for danskere med behov, hvis magthaverpolitikerne – herunder Møller – havde draget omsorg for de grænsespørgsmål, der reelt er politikernes grundopgave og essentielle for samfundets øvrige indre forhold.