Søger man en afbalanceret og rationel vurdering af en sag, går man sjældent forgæves hos grundlæggeren af den amerikanske skeptiker-forening, Michael Shermer. Derfor forekommer det mig da også markant, at han i det seneste afsnit af sin interview-serie som en selvfølge (godt 43 minutter inde i programmet) går ud fra, at Europa er islamisk styret om 100 år. Det sker nok også tidligere (men timingen er her sekundær).

Shermers udtalelse faldt i hans interview med den jødiske filosof og bibelekspert Yoram Hazony i anledning af dennes nye bog til fordel for traditionel konservatisme. Shermer går ind for en strikt opretholdelse af adskillelsen mellem offentlige skoler og religion, ikke mindst for at hindre islamisk overtagelse (som han dog med rette ser som en mindre risiko i USA). Hazony går ind for mere (jødisk-kristen) religion i det offentlige – også netop for at hindre andre kræfter i at overtage, ud over islam mest akut den woke ”religion”.

Med rette spørger Hazony Shermer, om denne virkelig tror, at islam vil respektere det sekulære samfund, hvis den får magt som agt. Næppe, og derfor er det klogt på forhånd at sætte åndelig modoffensiv ind i stedet for bare at sætte sin lid til det helt sekulære samfunds styrke. Hazony påpeger, at det vestlige sekulære samfund har sin rod i det religiøse, og dets kerneværdier havde ikke vundet fremgang uden i denne kontekst. Shermer vil nødig give køb på sin moderne individualistiske videnskabelighed, men det forekommer mig, at de to i praksis er mere enige, end deres forskellige tilgange indikerer.

Hazony understreger ikke mindst, at det religiøse ikke skal påtvinges nogen. Det skal være et frit valg, men derfor kan man godt tænke sig en mere favorabel kontekst for viderebringelse af den religiøse og kulturelle arv. Den rene sekularisme og krav om hensynsløs individuel frihed, som først blev knæsat efter anden verdenskrig, varsler samfundets undergang. Hazony fremhæver netop nationalstaten som den bedste ramme for alle folk, hvilket han har udviklet i sin bog The Virtue of Nationalism.   

Det er jo også markant, at en ledende, anerkendt intellektuel som Hazony uden blusel kalder sig ”nationalist”, hvilket selv de færreste danske nationalkonservative vover, kujoneret af modpartens begrebsapparat. Ydermere fremhæver Hazony modsat den herskende ortodoksi det nationales ælde, adskillige tusind år, her er Israel forbilledet. Her afkræfter han også antisemitternes teorier om jødisk forsøg på overherredømme, idet den traditionelle jødiske stræben er for en verden med adskilte, suveræne folk, der hver for sig ligesom Israel finder sin egen sandhed. (Men selvfølgelig overbeviser hans indsigter ikke rigtige antisemitter, der bare ser sådanne forklaringer som snu vildledning).