”En af verdens mest anerkendte filosoffer viser i denne bog, hvorfor vi tager beslutninger og vælger ledere, der splitter os i stedet for at samle.” Således præsenterer den danske udgave af professor Martha Nussbaums bog sig selv, og den skulle jo derfor læses. Men selv om forfatteren angiveligt har 73 æresgrader fra universiteter verden rundt, når hun alligevel ikke til en virkelighedstro definition af ”os”, eller det attråværdige i absolut at skulle ”samle”, hvis man vitterlig har modstridende interesser og har det bedre for sig selv.

I sin forklaring på den frygt, Nussbaum ser præge samfundet, fokuserer hun hovedsagelig på evolutionære-psykologiserende forklaringer, antager en ”falsk bevidsthed”, hvor hun altså skyder folk i skoene, at de nærer had og frygt, fordi de ser anderledes på politiske forhold. Meget snildt kan hun tale om en snæver, narcissistisk moralisme, idet hun kalder familie og egen gruppe for ”det udvidede selv”, hvorved menneskets naturlige altruisme også kan defineres som egoisme.  Hele verden skal være med i det gode projekt.

Det er bemærkelsesværdigt, at bogen er skrevet som en reaktion på Donald Trumps sejrsgang, når de foruroligende samfundsmekanismer, Nussbaum beskriver, længe i forvejen og mere præcist kunne bruges mod den venstresnoede politiske korrekthed. Hun beskriver menneskets modtagelighed for gruppepres samt modgiften derimod, nemlig borgere, der tør være uenige og selvstændige. Frygt får derimod mennesker til at søge tilflugt i ”en homogen gruppes trygge favntag. Det at sætte spørgsmålstegn ved tingenes tilstand er forbundet med en følelse af at være ubeskyttet og stå alene”. Disse ord rammer dog sagligt set den politiske korrektheds meningsfællesskab hårdere end fx den etniske gruppe, hvor der udmærket kan være meningsmangfoldighed.

Retfærdigvis må det siges, at Nussbaum også nævner intolerance og frygt på venstrefløjen, men det sker meget i forbigående, og typisk er det blandt de mange eksempler ”frygten for muslimer”, hun vælger at detaljeanalysere. Her fremhæver hun igen vigtigheden af korrekte oplysninger som grundlag for debat, idet de fleste angiveligt ikke ved, ”at islam (meget lig kristendommen) ved sin grundlæggelse i bund og grund var en religion med fokus på lighed og respekt”… Her udelades jo den vigtige tilføjelse, at ligheden og respekten er begrænset til meningsfæller, ligesom for den politiske korrekthed, og Nussbaum viser med al sin snak om vigtigheden af respekt for modparten, at nok ser hun splinten i sin modparts øje, men bjælken i øjet hos dem, hun forsvarer, næsten fjerner hun.

Aggression drevet af frygt, og søgen efter trygheden i moders skød, er typisk karaktertræk, der bruges til at delegitimere ”højrepopulister” og at undgå at drøfte selve sagerne, men mentaliteten har jo været dominerende på venstrefløjen i 100 år inden den moderne højrepopulisme. Hvorfor den først bliver et tema nu burde derfor være et mere interessant emne for psykologer. Vrede og frygt er ”gift for demokratisk politik”, mener Nussbaum, men ingen spiller jo på disse følelser mere end de rød-grønne.  I Danmark udnævnes Rasmus Paludan rigtignok jævnligt til ærke-islamofob, men det forholder sig jo indlysende stik modsat: Ingen frygter muslimerne mindre end han, for så vidt som han jo konfronterer dem på åben gade. De, der tordner mest imod ”islamofobien”, går på listesko netop af frygt for at tirre udyret.

Nussbaum medgiver, at selv de bedste begår fejl af frygt ”i ønsket om at forsvare os selv og dem, vi holder af”, hvorfor disse tilbøjeligheder må ”tøjles”. Se, det er jo klar tale, at man bør forsvare sine egne mindre lidenskabeligt af hensyn til outgroups. Hvorfor er det nødvendigvis at appellere til had og frygt, når europæere af æt mener, at disse hensyn på bekostning af éns egne er gået for vidt? Nussbaum skriver med udgangspunkt i amerikanske forhold og har som forbillede de europæiske socialdemokratier, men man kan vel ikke sige, at problemerne er mindre her, bare anderledes. Hun har det typiske moderne social-biologiske udgangspunkt, at blot samfundet sikrer de basale behov, vil stor lykke være vundet. Sjovt nok viser hele hendes redegørelse for menneskesindets funktionsmåde, at hun (og jo hele den postreligiøse mainstream-mentalitet) ligesom nazismen opfatter mennesket som i alt væsentligt ”dyr med tøj på”, med tilfredsstillelsen af drifterne som nøglen til en bedre verden.

Når det er sagt, må det også siges, at Nussbaums bog rummer værdifulde tanker. Som alternativ til menneskerettigheder opstiller hun ti ”menneskelige mulighedsprincipper” med samfundsmål, der er værd at stræbe efter. Således ”retten og evnen til at kunne bevæge sig frit, være tryg, beskyttet fra voldelige overfald” samt deltagelse i politiske beslutninger og ytringsfrihed – fremhævet her, fordi de jo er vigtige værdier, der trues af ensidig fokus på visse andre ”progressive” bestræbelser. Fremskridt er virkelig noget mindre entydigt, end Nussbaum synes at mene. Hun har ret i det ulykkelige ved, at debatten mere præges af hævntrang over for modparter end konstruktiv fremadskuen, men stridighederne skyldes jo ikke mindst, at der er stor uenighed om, hvad der egentligt er konstruktivt, hvad der er nedbrydende, og ”elitens” altovervejende tilslutning til én tendens.

Begreberne afklares ikke i den mørkerøde professor Mikkel Thorups danske efterskrift til bogen. Han fremhæver, at Nussbaum anlægger et ”globalt perspektiv” på det normative og det politiske. ”Vi vælger ikke selv, hvor vi bliver født, men det er alligevel en af de vigtigste enkeltfaktorer for, hvilket liv og hvilke muligheder vi får. En globalt orienteret normativitet spørger til det rimelige i det og er optaget af at udligne de forskellige livschancer, der kommer af at blive født forskellige steder på en forbundet klode.” Thorup tilspidser her Nussbaums  pointe med en af den antiracistiske aktivismes forslidte fraser om verdens grundlæggende uretfærdighed, som vi må sætte os for at ”udligne” (til hvis ulempe mon?). Nussbaum ser trods alt flere problemer i det. Men Thorup fortsætter sin læsning af hende ud ad sin tangent, således at hun argumenterer for ”en bevidsthed om mangfoldigheden af folkeslag og livsformer, dvs. en kosmopolitisme”. Nu er den blotte bevidsthed om verdens mangfoldighed jo ikke identisk med kosmopolitisme, faktisk kan nationalisten netop være nationalist i bevidstheden om andres utiltrækkende mangfoldighed. Men Thorups mere firkantede opfattelse viser den herskende tendens’ farer, som Nussbaum også undlader at gå i kødet på til fordel for et mere ensidigt og letkøbt forsøg på blotlæggelse af den trumpistiske (og generelt ”højrepopulistiske”) modpart.  

Martha C. Nussbaum:

Frygtens monarki.

Et filosofisk blik på vores politiske krise.

Klim, 2019. 329 sider.