14. maj 1972 satte Romas Kalanta – en 19-årig gymnasieelev – ild på sig selv i en offentlig park i centrum af Kaunas. Kalantas selvmord var en protest mod den russiske besættelse af Litauen.

Romas Kalanta var katolik, hvilket var svært i det ateistisk orienterede Sovjetunionen, hvor religion blev opfattet som suspekt, hvis ikke som noget decideret kriminelt. Romas Kalanta var også (litauisk) nationalist, hvilket om muligt var endnu værre end at være katolik i den multinationale sovjetstat, hvor enhver form for nationalisme blev set som en trussel mod staten.

I lyset af Kalantas baggrund kunne hans selvmord tolkes som henholdsvis et krav om ophør af den russiske besættelse og et ønske om at kunne praktisere sin kristne tro frit. Og selvmordet førte da også til omfattende protester i Kaunas – primært foranstaltet af unge mennesker – protester, der hurtigt blev slået ned.

Selvom de fleste litauere var enige med Romas Kalanta på det overordnede plan – de ønskede også selvstændighed og undertrykkelsen af den katolske kirke afskaffet – opfattede de ikke nødvendigvis Romas Kalanta som en helt og hans selvmord som et offer i en større sags tjeneste. De så ham derimod som en ung mand, der ønskede opmærksomhed, og som en svag person, der ikke havde formået at tilpasse sig det kommunistiske styre i Litauen. Desuden frygtede de, at Romas Kalantas oprør ville medføre, at sovjetstaten strammede grebet om Litauen og fjernede noget af den frihed, der var blevet Litauen og andre dele af Sovjetunionen til del under Khrusjtjovs styre (hvilket de fik ret i).

Romas Kalanta var ikke en helt i sin samtid. Han var en drømmer, utopist og oprører, der med sit urealistiske krav om et selvstændigt Litauen fri for russisk indflydelse forstyrrede tingenes orden. Majoriteten foretrak denne orden, hvor undertrykkende den end måtte være, frem for det potentielle kaos, som Romas Kalantas offerhandling potentielt kunne udløse.

I kølvandet på Romas Kalantas selvmord konkluderede en kommission af psykiatere, at Kalantas handling ikke var politisk motiveret. Den var afledt af psykisk sygdom – skizofreni – og Kalanta havde været en stakkel, der ikke kunne tage vare på sig selv og sin hygiejne (jævnfør hans lange hippiehår). Desuden var der ingen mentalt sunde mennesker, der begik selvmord i det “lykkelige” sovjetiske samfund.

Da Litauen opnåede selvstændighed efter Murens fald, nedsatte de litauiske myndigheder straks en ny kommission, der skulle underkende 1972-kommissionens konklusion vedrørende Romas Kalantas psykiske habitus. Den ny kommission valgte ikke at underkende den første kommissions afgørelse, men nåede dog frem til den modsatte konklusion.

Der var ifølge den ny kommission intet, der tydede på, at Romas Kalanta var psykisk syg endsige deprimeret. Romas Kalanta havde været ved sine fulde fem, da han begik selvmord, og de litauiske myndigheder fik dermed en helt, der passede som hånd i handske til det nu igen selvstændige Litauen. 14. maj blev desuden udråbt til Civilmodstandens dag i Litauen.

Forud for sit selvmord havde Romas Kalanta skrevet en note med teksten “Bebrejd kun regimet for min død”. Noten blev holdt hemmelig indtil 1990, hvor den omsider dukkede frem fra arkiverne. Romas Kalantas handling var altså politisk. Men den konstatering tålte først dagens lys, da Litauen igen var blevet en selvstændig stat.

Romas Kalantas note har interessant nok åbnet op for endnu en tolkning af hans selvmord. En litauisk psykiater skriver i en tekst om Romas Kalanta, at regimet er “systemet” – forstået som det til alle tider herskende “system”. Psykiateren læser Kalantas selvmord som et ønske om individuel frihed. Det bliver ikke skrevet direkte, men psykiateren kredser om retten til trosfrihed (her er det ikke længere katolicismen, der tænkes på, men sandsynligvis islam (der er på fremmarch i Litauen)) og individuelle rettigheder (disse individuelle rettigheder kan meget vel være retten til at være homoseksuel).

Romas Kalanta er stadig en helt ifølge psykiateren, men nu en woke-helt, der har fjernet sig ganske meget fra det nationalistiske og katolske udgangspunkt.

Men historien slutter aldrig og heller ikke her. Med Ruslands ny melding om, at Litauen slet ikke er en selvstændig stat, bliver døren igen slået op for historien om Romas Kalanta som en nationalistisk og katolsk helt, der var villig til at ofre sit liv i kampen mod den russiske besættelsesmagt.

Helte er kort sagt flydende størrelser. De bliver brugt af eftertiden efter forgodtbefindende.

Se også Offerhistorie: Journalist Jeppe Grunnan holder mikrofonen for Rosa Sulaiman fra Socialdemokratiet

Læs også 14. maj 1972: Romas Kalanta satte ild til sig selv i protest mod den russiske besættelse af Litauen