Opgørets stadige nødvendighed

Følger man debatten og den såkaldte udvikling, kan man få indtrykket af at stå over for historisk helt nye fænomener, men dette indtryk skyldes mest kort hukommelse. Erhard Jacobsens opgør med venstredrejningen i kultur og politik for cirka 50 år siden var i hvert fald på mange måder som nutidens nødvendige opgør med samme eller beslægtede strømninger, der nu har taget skikkelser som kulturmarxisme og wokeisme, og hans bog Et opgør (1975) kan meget passende læses som inspiration.

Erhard Jacobsen for fuld udblæsning sagde sparto til nutidens forkætrede populister. Hans beskrivelser af tidsånden efter 1968 er både rammende og stadig aktuel: ”Der rejstes kraftige angreb fra ’progressive’ pædagoger overfor skoleidrætten og dens dyrkning af konkurrence – hvorfor ikke lade alle 24 elever, drenge og piger, spille fodbold mod hinanden og med hinanden – det giver jo sådan en vidunderlig fornemmelse af, at ’alle er lige gode’, og ’at vi kommer hinanden ved’. Der rejstes også i stigende grad tvivl om værdien af viden og lærdom – man skulle ’trives’ og ’have det rart sammen’ i skolen som udenfor skolen – babyerne og bedsteforældrene skulle også med, når vi alle sammen slog på negertromme og sang rytme-sange.”

Jacobsen refererede også det moderne pædagog-sprog: ”Jamen for helvede, ikke?, når de borgerlige, ik’ – ka’ gå og indoktrinere al deres borgerlige lort, ik’ – om Dybbøl Mølle og Dannevirke, ik’: og alt det der, om Jesus, ik’ – så må vi andre vel også, ik’ – jeg mener, ha’ lov til at indoktrinere socialisme, ik’…” Han beskrev, hvordan de såkaldte progressive infantilt havde opdelt tidens fænomener i mam og : ”’Bæ’ er USA, Sydvietnam, Vest-Tyskland (især Franz Josef Strauss), EF, NATO, militær, politi, demokratiske politikere, lovligt valgte fagforeningsledere, ’kapitalister’, hjemmegående husmødre og bilister. ’Mam’ er Kina, Nordvietnam, Østtyskland, sorte Pantere, lærlinge, kriminelle, adfærdsvanskelige, neurotikere, homoseksuelle, venstresocialistiske teater- og popgrupper (Røde Mor, Skifteholdet, Solvognen, Banden) og ditto solister Benny Holst, Arne Würgler og Jan Toftlund.” Kampen for ”frihed” i den tvivlsomme mørkerøde udgave var in: ”Og hvor der ikke var en virkelig undertrykkelse, måtte man opdigte en. Eller finde nogle andre gruppers undertrykkelse, man kunne kæmpe imod – gerne tusinder af mil borte. Så stødes ens romantiske følelser ikke af generende detaljer, som f.eks. denne, at ens undertrykte venner ’kom til’ at smide en bombe ind i en bus og dræbte 30 skolebørn.”

Den største del af Jacobsens bog beskriver hans kamp mod den massive venstreekstreme kurs i Danmarks Radio. Han udførte et kolossalt arbejde med at dokumentere den manglende alsidighed, såsom omstændeligt at afskrive og analysere et uhyre antal båndoptagede udsendelser, og beskriver i bogen detaljeret alle de beskidte trick og krumspring, en næsten samlet front af journalister og mediefolk i og uden for DR brugte imod hans arbejde. Ikke overraskende er formanden for Radiorådet, den senere justitsminister Ole Espersen en af dem, der fremstår som mest infam. Og da Jacobsen i et tv-program skulle forsvare sin lytterkomité over for tre kulturradikale journalister, mødte han alle de også i dag velkendte trick, ”der bringes i anvendelse mod en modstander, hvis argumenter man ikke kan klare, og hvis person man derfor med alle gangbare debat-fif søger trukket ind i centrum. (…) I mangel af modargumenter mod rejst kritik tager man tilflugt til at søge at rejse antipati mod kritikeren.” Jacobsen blev parodieret som rablende gal, en senator McCarthy, en Hitler.

Da Jacobsen blev inviteret til et DR-medarbejdermøde, blev han mødt af ”byger af uforskammede tilråb, uden enhver forbindelse med aftenens emne”, og af indlæg i debatten, ”som ville være blevet standset af enhver anden dirigent end den nærværende, nemlig den fra TV-skærmen kendte forbruger-medarbejder Helge Lorenzen. Aldrig i mit lange politiske liv har jeg stået model til en behandling så sjofel, som den jeg fik ved denne lejlighed. Og de værste gadedrenge var ikke de tilkaldte medlemmer af Faglig Ungdom, men medarbejdere, hvis navne der stod adskillige titler foran, og som i øvrigt var mig særdeles bekendt fra min analyse af udsendelser med ensidig politisk tendens.” Med ”en hånlatter” hilste man Jacobsens henvisning ”til begreber som alsidighed og fairness. Alle afviste med foragt, at der kunne være tale om nogen form for objektivitet. (…) Forsamlingen afviste med øredøvende protestlarm min udtalelse om, at det ikke tilkom Danmarks Radios medarbejdere at gøre verden bedre, eller rette sociale skævheder, eller løse politiske problemer – efter deres godtykke.”

Siden de glade 70’ere er både DR og andre medier jo blevet dygtigere til at fare med lempe, og den politiske tendens udtrykkes oftest mere subtilt. Således dokumenterer Jacobsen i sin bog udførligt de tætte bånd mellem Danmarks Radio og den venstreekstreme gruppe DEMOS, hvor aktivister herfra endda var ansatte i DR (heriblandt en leder i Børne- og Ungdomsafdelingen), der åbenlyst førte massiv reklame for DEMOS’ holdninger og ”kunstneriske” produktion. I dag bruger DR stadig nyheder og vinkling plantet af det venstreekstreme miljø, dog mere behændigt, mindre gennemskueligt. Jacobsen holdt denne slagside op imod, at 80-90 procent af befolkningen kulturpolitisk er ”borgerlige” og befinder sig udmærket i det privatkapitalistiske samfund – og ”det skal Danmarks Radios medarbejdere værsgo respektere!

Vel at mærke var det for Jacobsen en selvfølge, at sand alsidighed betyder, at man også giver plads til ”mærkelige”, ”anstødelige”; ”revolutionære” og ”reaktionære” synspunkter, men problemet var hyppigheden af enkelte af disse. Fx registrerede han utallige udsendelser om fængselsvæsnet til gavn for fangerne, med radikale kriminologers synspunkter, såsom at man i stedet for at spærre en mand inde i 100 dage til en udgift af 20.000 kr. burde forære manden de 20.000, så han kunne ”tage en lang ferie og starte et eller andet”… I dag er en sådan idé jo ikke mainstream fremmed og kan endda ses omtrentligt praktiseret. Jacobsen så endvidere, hvordan man med ”overlegen foragt for radiolovens krav om udsendelser for ’almenheden’ lader fortrinsvis minoritets-problemer komme til behandling. Problemer, som kun vedrører enkeltgrupper, men som medarbejderne ønsker at pådutte alle lyttere en interesse for, og tillige sympati for.” Og en af de sidste sætninger i Jacobsens bog lyder: ”Massemedierne er ikke folkets stemme, men taler i høj grad minoriteternes sag.” Her kan DR (og andre medier) næppe siges at være blevet mindre subtile med tiden, tværtimod.

Datidens politiske korrekthed havde styrke og fremtrædelsesformer omtrent som nutidens. Jacobsen beskriver, hvordan han under fire øjne har hørt kendte politikere være dybt forundrede over tendensen i bestemte radio- og tv-programmer, og dog ville de aldrig finde på offentligt at støtte hans angreb. De vil starte deres offentlige omtale af DR’s tendens med en erklæring: ”Nu vil jeg nødig beskyldes for at høre til Erhard Jacobsens aktive lytterkomité”… Denne komité var datidens parallel til nutidens indvandringskritiske organisationer og lignende ”reaktionære” fænomener, som mange nok giver ret i det skjulte, men aldrig vil forbindes med. Det sære paradoks, at pariaer, som de færreste vil omgås, står for noget, de fleste faktisk mener, er heller ikke nyt.

Jacobsens bog kunne, hvad det principielle angår, fra beskrivelsen af blokpolitik til flokmentalitet, være skrevet i dag. Det kan virke trættende, at politik sådan er ”den evige gentagelse”, men giver dog også en slags lettelse i forhold til den værste pessimisme: at alt kun bliver uhyre meget værre. Dét vil det dog blive, hvis ingen gider kampen imod de mørkerøde, som Erhard Jacobsen gad den, med utrættelig entusiasme og vid. At frontstillingen principielt er omtrent den samme, gør det også stadig lærerigt at læse hans kapitler om vigtige spørgsmål, såsom ”Den offentlige mening – hvem er det?”, ”Alsidighed – hvad er det?”, ”Hvem er venstre-fløjen?” og ”Hvad er indoktrinering?” Og ikke mindst hans bogs sidste kapitel, ”Hvad kan det nytte?”, hvilket enhver aktivist for ægte frihedssamfund jo jævnligt må spørge sig selv om. Også her er Jacobsen stadig inspirerende og viser sit åndelige slægtskab med sin med- og modspiller i de politiske stridsmænds Hall of Fame, Glistrup, idet han uden at ryste på hånden fastslog, at kampen mod venstredrejningen og misforstået ”borgerligt frisind” havde givet ham et rigt liv med positive resultater, han ikke fortrød, trods hånlige avisoverskrifter, en ”kanonade af ukvemsord”, uvilje, mistro, sur kritik… Han fortsatte opremsningen af ulemper, men fortsatte jo også sin indsats som demokratiets salt i årtier endnu efter disse ord. Af format og væsen var han så vist modsat sin herostratisk berømte datter, ja  i mentalitet og principielt anliggende må man vel i dag – ligesom med Glistrup – se til Stram Kurs’ leder som nærmeste nulevende parallel.

3 Kommentarer på "Opgørets stadige nødvendighed"

  1. Allerede dengang var situationen kritisk og venstreekstremisterne dominerede såvel kulturliv som det politiske liv. Nu dominerer de alt- også kirkerne, alle de indflydelsesrige organisationer af enhver slags og sidst, men ikke mindst, nu også erhvervslivet, som er gået 100% med på de vanvittige og utopiske drømme om “klimakamp”, “antiracisme”, “inklusion og diversitet” og “grøn omstilling”- begreber, som i virkeligheden i al sin enkelthed handler om fuldstændig at destruere det, de mener er den “hvide” kulturkreds-selvom mange andre end de “hvide” tror på f.eks. kapitalisme, demokrati og borger- og frihedsrettigheder. Især den kapitalistiske økonomi er vigtig for de venstreekstreme at underminere og destruere, for ellers kan de ikke gennemføre deres samfundsmodel, som bygger på en helt anderledes og totalitær struktur.
    Men dén plan går faktisk fint for dem nu- og har ovenikøbet fået hjælp fra grådige monopolistkapitalister, der tror at de fortsætter med at kunne leve af statsstøtte og at de slipper for at blive ofre for revolutionen, når den er gennemført 100% og depressionen er en kendsgerning i Vesten.

    • Ja, om det er værre eller bedre end i 70’erne, afhænger af de parametre, man vælger. Dengang var DR eneste elektroniske medietilbud, nu er der trods alt principiel mulighed for modsigelse fra den, der gider. Den åbenlyse revolutionsdyrkelse er trængt ud i en lunatic fringe, der nok er højrøstet, men hvor mange tager den alvorligt. Fodnotepolitik-typerne er væk fra mainstream, midten er mindre benovet over 68’er-romantikken, men det er så erstattet af en teknokratisk “pragmatisme”, som ikke vil kalde sig ideologisk, men hårdhændet vil gennemføre de tiltag, man tror “gavner”. Fx Ole Espersen var sandelig slem efter mange målestokke, men stod også for loven, der forbød overvågning på offentlige pladser. Siden er principperne faldet for det “hensigtsmæssige”. Den konkrete eller objektive udvikling af demografien gør en sammenligning sværere, fordi der nu er problemstillinger, hvor man kun kan filosofere over, hvordan 70’ernes politikere mon havde reageret. Men noget, der var kontroversielt for 50 år siden, er uheldigvis en selvfølge i dag. Det er dog til en vis grad historiens grundvilkår. Man må vælge sine kampe.

  2. Teknokratisk ¨pragmatisme¨ illustreret her ved de helt store ‘Corporate Governance Emperors’ – eller en slags monopol megakapitalister i moderne tid. Eller velsagtens en amerikanske form for russiske oligarker.
    https://twitter.com/UlrichAlois1/status/1529106570893721602/photo/1

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.