Der findes forhåbentlig ikke et ”Index” over forbudte skribenter som i Inkvisitionens tid, men mainstreammedierne går bemærkelsesværdigt i takt – og har fælles tone. Der kan altid gives grunde, når aviser afviser konkrete debatindlæg, såsom indlæggets relevans eller kvalitet, eller pladsmangel. Det er kun på baggrund af en længere periode og talrige indlæg, at man kan udtale sig troværdigt om en tendens. Og jeg kan jo kun udtale mig om egen erfaring, nemlig at fra starten af 1990’erne og gennem cirka tyve år fik jeg i hvert fald hvert tredje læserbrev/debatindlæg, jeg indsendte til en avis, optaget, om ikke i første forsøg, så i et af de næste. Også kronikker blev det til. Men det er aldrig lykkedes mig at få et indlæg optaget som repræsentant eller eksplicit apologet for et af de udskældte partier, jeg har tilhørt, folketingskandidat for Fremskridtspartiet, partistrateg i Danskernes Parti, nu som vicepartileder i Stram Kurs (eller man kan i bedste fald sige, at jeg fik ét debatindlæg optaget som Z-kandidat post festum for 19 år siden – eller snarere i min egenskab af anklaget under en højesterets-sag)… Typisk forsøgte jeg mig for nylig forgæves i flere aviser med følgende:

Googler man udgifter til Rasmus Paludan-demonstrationer, der aldrig forstyrrer nogen (det gør kun moddemonstranter), kommer der mange link. Omvendt er det svært at oplyses om udgifter til Extinction Rebellions demoer, der selv bryder loven og skaber kaos. Sigende for debatten om de politiske lejre, at ”højrefløjens” lovlige fremfærd problematiseres mere end forstyrrelse af offentlig orden. Man kan være trendy dommedags-uromager uden at blive hadefigur som Paludan, skønt Extinction Rebellion jo sværter Vestcivilisationen mere, end Paludan angiveligt sværter Islam, nemlig som en trussel mod alt liv (skønt kun Vesten har løsninger). Værre kan anklager ikke blive, og endda på et ”videnskabeligt” grundlag, hvor værste scenarier nøje vælges. Omvendt er Paludans demoer som et sociologisk eksperiment om muslimsk tolerance, og her gælder endelig Greta Thunbergs ord: ”Videnskaben er krystalklar.”

Om det er verdens bedste læserbrev, er vel tvivlsomt, men det er nu engang, hvordan man kan sammenfatte en aktuel problemstilling på den begrænsede plads, som et læserbrev, der med sin korthed giver ”bedst chance for optagelse”, må fylde. Ikke kun ud fra dette, men altså talrige andre forgæves forsøg, der står i kontrast til mine første mange år som avisdebattør, er min mest (eller faktisk eneste) sandsynlige konklusion, at de såkaldt højrenationale partier er kategoriseret som nogle, man debatterer om, men ikke med. Det er jo så meget mere paradoksalt og betænkeligt demokratisk set, at netop dét at melde sig som udfordrer i kampen om den politiske magt gør det sværere at komme til orde.

Disse partier må jo så konkludere, at de kun kan blive hørt ved egen spektakulær aktivisme, som da Danskernes Parti uddelte ”asylspray”, eller Stram Kurs brænder koraner. Dét bliver disse partier så også klandret for og stigmatiseret yderligere på de pæne debatsider, skønt det ellers ofte nok begrædes, at demokratiet er ved at kvæles af passivitet og manglende deltagelse i partiaktiviteter og møder. Men ligesom den generelle opfordring til at deltage mere aktivt i debat er dette givetvis kun møntet på dem med holdninger inden for det stadig snævrere, anerkendte centrum-venstre-spektrum.