Mona Sheikh røg ud af Det Radikale Venstre i 2001, da der kom fokus på hendes medlemskab af en radikal islamistisk bevægelse, og hun på opfordring ikke ville gå på kompromis med sin religion. I forbindelse med sin eksklusion fra de Radikale var hun i tv-programmet Deadline for at fortælle om sit syn på dødsstraf. Det var en opvisning i tågesnak, hvor holdningen til dødsstraf afhang af ”konteksten”. Siden finsleb Sheikh sin evne til akademisk tågesnak, fik stipendium på en kvart million kroner som eliteforsker og blev så ansat ved Dansk Institut for Internationale Studier. Her oplyses det i forskerportrættet, at hendes teoretiske bidrag bl.a. er at ”øge metodologisk følsomhed i studiet af religiøs ekstremisme og ’radikale andre’,” samt at have været med til at udvikle ”en socioteologisk tilgang til studiet af religiøs vold, og bidraget til sikkerhedsliggørelsesteoriens konceptualisering af religion”.

Hvad dét mon betyder, får man en (vis) idé om i det netop udkomne særnummer af tidsskriftet Studies in Conflict and Terrorism, redigeret af Sheikh. I særnummeret ser diverse forfattere på ”transnationalisering af jihadistiske konflikter”. Redaktør Sheikhs indledning, betitlet Transnational Jihad as a Bundled Conflict-Constellation, skaber måske ikke direkte klarhed over tankegangen, men tendensen er trods alt tydelig. Mens fredsforskningen ellers har konkluderet, at jihad-konflikter er sværere at håndtere end andre typer konflikter, er ambitionen med Sheikhs særnummer at ”advance from this conclusion”, og en frugtbar vej fremad ”seem to be detangling the different processes of transnationalization”.

At fokusere på det transnationale aspekt ved jihadismen er jo nok rationelt, men her fører det til at gøre jihadisme til et fænomen som så mange andre i samme ”rammeværk”, fx som blot endnu et udtryk for antiglobalistisk populisme. Denne nedtoning af Islams særlige rolle i de nutidige voldelige fænomener, der selv kalder sig islamiske, synes at være en rød tråd i Sheikhs arbejde. Hendes bog fra 2016, Guardians of God: Inside the Religious Mind of the Pakistani Taliban, præsenteres med ordene, at “forfatteren viser, at talibanernes narrativer er sekulære og religiøse på samme tid, hvilket modsiger en skarp skelnen mellem religiøse og sekulære motivationer for vold. Bogen taler imod ekstreme positioner, der giver religion en enten primær eller ubetydelig position i forklaringen af det pakistanske Talibans eksistensberettigelse. Den argumenterer for en mere velorienteret og indfølende tilgang i stedet for det rent militaristiske standpunkt imod ekstremisme, der hidtil kun har hjulpet dens vækst.”

Det lyder jo alt sammen meget ”moderat”, hvilket Sheikh også sagde, hun var, da hun for godt 20 år siden forsvarede sit medlemskab i organisationen Minhaj-ul-Quran, men ”moderat” er jo et elastisk begreb, der afhænger af definitioner. At hævde Islams primære betydning for Taliban er altså her defineret som ”ekstremt”… I det nævnte af hende redigerede særnummer er hendes tendens i øvrigt gennemgående hos bidragyderne. Således er forklaringen på, at Sydøstasien ikke har de mest voldelige islamiske bevægelser, at islamiske partier her har muligheder ”for at udtrykke deres ambitioner via demokratiske kanaler” – åbenbart et attråværdigt eksempel til efterfølgelse. (Man har dog endnu ikke set forskere, der anbefaler at appease fx den højreradikale terrorgruppe Feuerkrieg Division ved at tillade dens partipolitiske parallel demokratisk repræsentation…)

Al denne teoretisering tager kort sagt brodden af det skumle teokratiske fænomen, militant Islam ellers ofte og rimeligt betragtes som, og relativerer det som andre politiske aktører med magt- og sikkerhedspolitiske rationaler. Da samme tilgangsvinkel blev valgt over for nazismen af konservative historikere i 1980’erne, førte det til stort ramaskrig og den såkaldte ”historikerstrid”, hvor en hidtil agtet historiker som Ernst Nolte blev stigmatiseret ved at hævde, at Holocaust ikke var noget unikt, og at Det tredje Riges politik også havde forståelige rationaler. Over for islamismen bruger forskningen altså i al stilfærdighed en sådan indfaldsvinkel som en selvfølge.

Den slags er for så vidt ikke odiøst inden for samfundsforskningen, som bør have vide rammer, men det bliver jo betænkeligt, når man ser den generelle akademiske tendens. En anden kendt repræsentant for denne er idéhistoriker Mikkel Thorup, professor ved Aarhus Universitet og rød gadeaktivist i sin ungdom. Nu er han kendt forsker, fx i begrebet ”fjendskab”, som han særlig ser som et værktøj i opbygningen af fællesskaber. Igen en legitim akademisk tolkning, men også den fører jo fokus væk fra den (fremmede) fjendes egenskaber, der i stedet blot bliver et lidt odiøst påskud for andre til at lægge afstand.

Sådan ”tolker” og filer forskerne hele tiden på definitioner, der via eksperternes optræden i medierne danner det herskende verdensbillede, og generelt går tendensen kun i én velkendt retning. Yderfløjsaktivister er i betænkelig grad velkomne som forskere inden for mange samfundsrelevante fag, dog selvfølgelig ikke af den forkerte tendens, som da Aarhus Universitet foretog alle mulige unikke krumspring for at undgå at ansætte nazisten Riis-Knudsen i en meget upolitisk stilling inden for germansk filologi, skønt hans kvalifikationer næppe kunne overgås. At han og andre nazister overhovedet kunne få job noget sted, faldt jævnligt mange for brystet, ligesom mange antinazistiske indvandringskritikere har mødt lignende problemer, men yderlig islamisk eller rød baggrund er altså ingen hindring for en glat akademisk karriere (tværtimod?).