Det lader til, at Rasmus Paludan har frigjort nogle kræfter i Sverige, ikke kun blandt de fremmede fjender, men også blandt svenskerne selv. Efter generationer med indignerede røde ideologer, kedsommelige identiske jakkesæt og stramtandede feminister som politikere og meningsdannere, alle enige om det væsentlige, er et stænk af den danske frihedsmentalitet og respektløshed trængt ind og har skabt postyr – men også med svenske rødder, der hidtil mest har fået luft i litteraturen.

For nu at sige det direkte, så personificerer Paludan mange af de træk i Astrid Lindgrens kendte figurer, såsom Emil og Pippi, der gjorde Lindgren til Sveriges mest folkekære forfatter. Svenskerne udlevede måske mere de karaktertræk i bøgerne end i det fælles liv, endsige i politik. Rasmus Törnblom, daværende næstformand for Moderata ungdomsförbundet, det svenske KU, skrev i 2014 en klumme i Svenska Dagbladet under titlen ”Hvad er nutidens fortællinger?”, typisk for den aktuelle brug af Lindgren og karakteristisk for en ”moderne borgerlig”:

”Mange er opvokset med Astrid Lindgrens mangesidige og malende fortællinger om blandt andre Emil, Ronja og Rasmus. Det er stadig i vor tid vigtige og dannende fortællinger om mennesker, relationer og eventyr. Bullerby, Lønneberg og børnehjemmet Vesterlund fortæller også en historie om et Sverige, som har været, og som vi gennem utallige fortællinger har lært at både elske og forundres over. Vort billede af det Sverige, som vi som børn bad vore bedsteforældre fortælle om, blev i stor udstrækning malet af Astrid Lindgren…

Det romantiserede billede af datidens Sverige bliver vigtig i debatten om Sverige i dag. Ikke mindst ud fra, at det netop er bevarelsen af idealer og forestillinger fra en tid for længe siden, som den politiske debat tit kommer til at handle om. Når Sverigedemokraterne drømmer om, hvad der har været, og i bevarelsen af det forgangne udtrykker fremmedfjendtlighed og indelukkede meninger, er det på tide at fundere over, hvilke fortællinger Astrid Lindgren ville have fortalt om vor tid. Hvilke spørgsmål vil vore børnebørn stille os? Hvem er vor tids Emil? Jeg ved, hvad jeg tror, at Astrid Lindgren havde fortalt om…

Om et åbent, moderne og respektfuldt Sverige, tror jeg, at Astrid Lindgren havde fortalt. Hvor der kommer mennesker fra hele verden for arbejde, studier, kærlighed og på flugt fra krig og forfølgelse. Hvor alles kærlighed er lige indlysende og respekteret. Hvor normkritik og frisprog har besejret moderne sexisme og gamle kønsroller. Hvor vækst og bevægelighed har gjort verden større og mere åben. Langt væk fra romantiserede gærder, fremmedfjendtlighed og kønsroller fra 1800-tallet.”

Humlen ved denne tolkning er jo bare, at det er oprørerne i det gamle kernesvenske miljø, som læserne elsker i Lindgrens bøger, ikke de moderne ideologiske programpunkter, og værdier som normkritik og frisprog accepteres jo i Törnbloms tolkning også kun i én retning. Lindgrens bøger var netop præget af kærlighed også til det kernesvenske miljø, trods dets skyggesider. Præsten Werner Fischer-Nielsen har i sin bog Astrid Lindgren og kristendommen (1998) påvist, hvordan hun beskrev et lille samfund (Lønneberg) uden tanke for verden udenfor, og dog med en så uudtømmelig rigdom, at skildringen stadig læses overalt. En lille bygd med mennesker, der hviler i sig selv og i den traditionelle folketro, og dog med en dybde under hverdagens tildragelser. Moderne ideologer burde forpligtes til at læse, hvilke eventyr hverdagen kan byde på i småsamfund – helt uden ”berigelse” udefra.

Og ud fra Pippis engagement i sine nære omgivelser uddrager Fischer-Nielsen et etisk lærestykke af fortællingerne: At man roligt kan lade den nød ligge, som man ikke kan gøre noget ved, ”hvis man så til gengæld bruger alle sine kræfter til at afvende den nød og ondskab, som man har magt over og derfor kan gøre noget ved.” Dette personligt-umiddelbare forhold, det eneste med sand virkning, glemmes jo netop i dag af det angiveligt så modne livssyn, der splitter kræfterne på hele verden og derved lader sin egentlige – nære – livsverden gå til. ”Det hjælper ikke noget, hvis man har så travlt med at frelse hele verden, at man er blind for de småting, som man har mulighed for at gøre noget ved her og nu”, fastslår Fischer-Nielsen om det fælles budskab hos kristendommen og Lindgren – og nu hos Rasmus Paludan.

Astrid Lindgrens Rasmus i bogen Rasmus på farten udtrykte sin grundholdning, der også må være motto for vor Rasmus på farten: ”Lad livet byde mig, hvad det vil. Og lad mig være stærk nok til at tage imod det”… De moderne ideologer kan ikke samtænke den tilsyneladende modsætning homogen nation – personlig frihed, som er det indre billede, Lindgrens bøger kalder frem hos svenskerne. Det kendte Pippi-citat: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!” – er endnu et udtryk også for djærv Paludan-mentalitet, som svenskerne elsker, men er blevet misbrugt til støtte for det uprøvede multikulti-eksperiment. Den oprørske mentalitet hos Lindgrens figurer og blandt svenskerne er netop i moderne tid kun blevet tolket og kapret i svensknedbrydende retning. De svenske nationalsindede partier har hidtil været kedelige, så svenskerne vil utvivlsomt elske Paludans samklang med figurerne hos den folkekære forfatter.