Det stadig mere kafkaske skuespil omkring landsforræderisagen mod Claus Hjort Frederiksen, hvor Folketinget nu skal tage stilling til hans immunitet uden at vide hvorfor, ville være en oplagt mulighed for virkeligt nationalsindede partier til at problematisere, hvad landsforræderi egentlig er.

Ser man på Straffelovens kapitel 12 om landsforræderi, er det trods alt en af de lidt mildere paragraffer (109), Hjort skal tiltales efter. Den første paragraf (98) kan give fængsel indtil livstid og gælder handlinger ”ved udenlandsk bistand … at bringe den danske stat eller nogen del af denne under fremmed herredømme”, hvilket jo rammer det reelle resultatet af den fremmedpolitik, som mange politikere med velberåd hu har ført i årevis, selv efter at konsekvenserne stod helt klart, nemlig en befolkningsudskiftning, som har gjort områder af Danmark til fremmede territorier, farlige for indfødte og vanskeligt tilgængelige selv for myndighederne.

Andre paragraffer kan også tænkes at ramme politiske og andre hjælpere af islamiseringen, således er den såkaldte Godhedsindustri skyldig i på ”utilbørlig måde” at samarbejde med de fremmede fjender i erhvervsmæssig henseende (paragraf 104), og handlinger til at formå de fremmede fjender til at ”krænke danske myndigheders bestemmelsesfrihed” (paragraf 105) er som før nævnt realiteten med skabelsen af reelle no-go-zoner, hvor fx offentlig transport, udrykningskøretøjer og ordensmagten angribes, og sharialov praktiseres.

Også bestemmelser i Straffelovens kapitel 13, således om bistand til personer, der planlægger og udfører diverse terroragtige handlinger mod staten, vil have relevans imod dem, hvis politik har omfattet invitation af og omsorg for voldelige fremmede fjender. Det må erindres, at lov i høj grad beror på skøn og definitioner af dem, der besidder definitionsmagten.

Det vil jo ikke blot være en happening at fremføre sådanne anklager. Claus Hjorts ukendte brøde er åbenbart noget sådant formalistisk juristeri, at ingen kan gætte den, fordi den ikke har haft synlige konsekvenser, mens det ovenfor nævnte forræderi er noget, alle kan se, og mange landsmænd lider under dagligt. Danmarks skæbne er ændret af det, hvilket Claus Hjorts angivelige fortalelser altså i hvert fald kun har forvoldt i usynlig grad. Og så må det huskes, at Hjort trods alt har været en af de mest fornuftige i fremmedspørgsmål uden for de specifikt nationalsindede partier og for så vidt kunne have moralsk pondus til selv at vende brodden den modsatte vej. Ikke for at gå fri, thi meget muligt har han begået noget strafværdigt, men for at sætte sin handling i politisk relief til folkelig oplysning og Danmarks fremtidige gavn.

Det er over 30 år siden, at en af Besættelsens største modstandsfolk, Jens Toldstrup, talte for en nyvurdering eller aktualisering af begrebet landsforræderi. Efter at have gennemgået det traditionelle begreb, der kun rettede sig mod at hjælpe fjendtlige stater i direkte krig, og den tyske besættelses delvise forplumring af dette via samarbejdspolitikken, fortsatte Toldstrup:

”Først fremmedpolitikken gennem den sidste snes år har dog gjort det uomgængeligt at nyvurdere begreberne for at klargøre, hvad der i dag må kaldes landsforræderi, og hvem der står for det. Nutidens indvandringspolitik bidrager i virkeligheden til, ikke i en enkelt kortvarig handling, men gennem et langvarigt begivenhedsforløb, at bringe Danmark eller til en begyndelse dele af det i fremmedes vold. Resultatet søges besmykket med fint klingende fremmedord som ’multietnisk’ eller ’multikulturelt’ samfund, men de kan dog ikke skjule virkeligheden, der er den, at Danmark gradvis udleveres til fremmede folkeslag, og at danskerne fortrænges og mister først eneretten til deres eget fædreland og siden måske muligheden for at være i det som danske. Virkeligheden i dette svarer til, hvad der tidligere under andre forhold betragtedes og betegnedes som landsforræderi. Denne politik er et forræderi mod Danmark og det danske folk. Den er landsforræderi.”

Under min egen gang i nationale modstandskredse har jeg gennem årene mødt mange, hvis aftrækkerfinger – for så vidt forståeligt – klør efter Opgørets Dag, men jeg selv føler nu ingen trang til at straffe nogen, bare sætte dem fra bestillingen, derpå er jeg flintrende ligeglad med deres videre skæbne. Men ægte nationale partier eller politikere burde altså bruge den aktuelle sag til at tage det af Toldstrup nævnte generelle spørgsmål op. Uden realpolitisk håb om succes, javist, men i det mindste kan det aktuelle skuespil, generelt det politiske hykleri og lovgivningens hulhed blive blottet ved, at personer, der i betroet embede har truffet de nationalt måske mest katastrofale beslutninger i Danmarks historie, angiveligt har handlet på lovens grund, mens noget, ingen har ænset, før regimets øverste beordrer proces mod en ledende oppositionsskikkelse, foranlediger landsforræderisag.  Skal der virkelig være jagt på landsforrædere, så lad der dog være det konsekvent!