Den amerikanske skeptiker-forenings grundlægger Michael Shermer talte forleden med Douglas Murray i anledning af dennes nye bog The War on the West. Interviewet var desværre kortere end Shermers som regel halvanden time lange og spændende samtaler med aktuelle tænkere, men nogle væsentlige hovedpunkter blev da berørt, med fokus på den woke politiske korrekthed i USA. Murrays indsigter giver anledning til eftertanke om, hvordan denne bevægelse viser sig i Danmark.

Et hovedproblem for den politisk korrekte bevægelse i dag er, at den kun har spinkelt rationale for sine sager, men stor lidenskab for ”retfærdighed”. Trangen til at skabe ”en bedre verden” osv. er lige så stærk som hos borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne, men målene er i alt væsentligt nået, så man må finde eller opfinde stadig mindre klagepunkter for at holde gang i ”fremskridtet”. Og disse punkter må vel at mærke markedsføres med ramaskrig og katastrofeblink. Alle aktivister vil gerne være en slags Martin Luther King, så de må præsentere det moderne Vesten som lige så slemt og racistisk som for to generationer siden.

Den moralske panik, den store ståhej for ingenting, oplever man jo også herhjemme dagligt i medierne.  Og dog er det typisk nationalsindede, der beskyldes for at gå op i ”First World Problems”, altså luksusproblemer i forhold til dem, de fleste af verdens befolkninger bakser med. Skønt nationalsindedes bestræbelser jo netop går ud på at undgå, at vi får resten af verdens problemer, mens de wokes forsøg på at bruge småtterier til at puste til hadet mod Vesten omvendt vil føre til, at vi unødvendigt får de store problemer, hvis de woke får (endnu mere) magt som agt.

Sammen med den moralske panik oplever vi også det woke opgør med den videnskabelige rationalitet, som Murray omtaler. Rationalitet behandler alle neutralt og lige, fx i form af standardiserede adgangsprøver til uddannelser, hvilket var kernen i det, Martin Luther King stred for, men for den nye bimmelim (BLM)-generation er også dét blevet galt. Forskellige baggrunde kræver forskellige målestokke, lyder devisen også blandt danske ”forskere”, som er med på noderne, og som derved gør den ”individualistiske præstationskultur”, meritokratiet, til noget odiøst, skønt denne lige chance for alle var kernen i frihedssamfundet, ja i vestlig storhed.

Det moderne Vesten er selvsagt langtfra perfekt, men må jo bedømmes relativt ud fra det, historien i øvrigt har præsteret. Men netop fordi det er så åbne og selvkritiske samfund, er deres fortsatte skønhedspletter så tydelige i forhold til i resten af verden, der skjuler eller undertrykker fejl, eller også er der simpelthen så mange fejl i ikke-vestlige lande, at man ikke bemærker skoven for bare træer.  Så selvhadet har let spil, og alt for sjældent ses der som hos Murray med et nøgternt blik på hele postyret. Vesten (europæerne) har fået ry for at være historiens værste undertrykkere, racister etc. , men Murray genindfører de sagligt korrekte proportioner.

Ikke mindst påpeger han, hvordan helte fra Vestens historie nu typisk gøres til skurke (mens antivestlige helte, reelt større skurke, stadig oftest er helte). Sigende er den stærkt tiltagende smædekampagne mod Winston Churchill, som næsten alle indtil for nylig anså for en af de største europæere. At en historisk person ikke havde alle moderne og progressive meninger, bliver nu den udslaggivende dom over vedkommende, i stedet for at bedømme ham efter hans afgørende indsats under 2. verdenskrig. Paradoksalt nok er de såkaldte antifascister så forhippede på millimeterretfærdighed, at de nu forbander den person, der om nogen bekæmpede fascismen, da den var en reel trussel. Dengang ville de åbenbart hellere se fascismen sejre end omfavne den konservative Churchill? Denne manglende evne til at skelne mellem store problemer og småtterier er generel hos de politisk korrekte (grasserer desværre p.t. også blandt nationalsindede Putin-apologeter, der ligeledes konstruerer historien, så Vesten er værst). Igen og igen smider de antivestlige woke barnet ud med badevandet i deres uendelige opgør med fortidens ”uretfærdigheder”. Dengang var de i progressiv trods blevet Hitlers reelle allierede, i dag bliver de Islams nyttige idioter.

Den toneangivende moralske panik går sigende nok ikke ud på, at Vesten meget reelt er under pres fra en førmoderne omverden, men retter sig mod de stadigt svindende og ubetydelige fragmenter af førmoderne træk i Vestens egen arv. Og desværre fokuseres der tit på kulturtræk, der slet ikke burde ses som noget specifikt gammelt og passé, men er evige værdier for menneskenaturen, hvor vi undergraver egen fremtid ved at bekæmpe dem. Såsom undergravningen af det specifikt mandlige og kvindelige, der bl.a. har meget konkrete demografiske konsekvenser. Desuden præferencen for eget folk og egne etniske frænder, som synes at være et afgørende element i det nogenlunde egalitære velfærdssamfund, progressive ellers går ind for.

Disse selvudnævnte progressive saver på så mange måder den gren over, de samtidig så gerne vil sidde på. Mens de virkelige forsvarere af de moderne vestlige kerneværdier, deriblandt Stram Kurs, paradoksalt udråbes som de værste eksempler på den reaktionære fortid, man angiveligt vil bekæmpe, men reelt om noget støtter med irrationel, totalitær woke-ideologi og islamimport. Sidste mand slukker lyset over det Vesten, som alene havde tændt og holdt Oplysningens fakkel for den i mørket ravende og lidende menneskehed.