At dutte folk en mening på…

I politik vælger folk desværre oftest den smukke kulisse, dvs. de ”sympatiske” politikere, hvis rådne frugter først ses senere. Der tages stilling efter en smuk ordverden, mens dissidenter, der har indset en fatal udvikling, omvendt marginaliseres, fordi mainstream har formået at gøres deres forståeligt lidenskabelige udtryksform definerende for deres projekt. I valget mellem en pæn ordverden/grim virkelighed og en grim ordverden/pæn virkelighed stemmer de fleste på det første par. Dissidenternes grimme ordverden kan netop konstrueres ud fra mainstreams medieherredømme.

Overskriften henviser til Piet Heins kendte gruk:

En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå!

Den beskrevne metode forekommer mig at være stadig mere anvendt, særlig i de seneste årtiers såkaldte værdikamp og i højeste grad i indvandringsdebatten. Samlinger af løsrevne citater, der skal dokumentere modpartens angivelige vanvid, er det ærketypiske udtryk for denne form for politisk debat. En person kan i mange år næsten dagligt formulere samtidskritik, men nogle få sætninger bliver definerende for det hele. Man kan således livet ud blive den ”racismedømte” Xx efter én gang at have overtrådt den gode tone, og de fleste får aldrig hørt andet fra vedkommende.

Vel at mærke alle lejre benytter sig af den generelle metode: at fiske det værste af det værste frem af modparters ordstrøm og gerne videretolke det i den værst mulige retning. Personer, jeg vil tillade mig at kalde konspirationsteoretikere eller historierevisionister, har i høj grad som metode at udvælge nogle få odiøse citater og gøre dem definerende for en hel retning eller et folk (i særdeleshed det jødiske), hvilket derefter præsenteres som passende modvægt til et veritabelt folkemord. Men til en vis grad er dette enhver debats naturlige vilkår: at man selvfølgelig benytter sig af, når fjenden står ”godt for hug”.

Men man må dog samtidig ikke glemme, at den væsentlige sandhed i politik er de generelle, konkrete frugter af en holdning og udvikling; det interessante er statistik, ikke enkelte aktørers fremfærd og ord, der tit er udtrykt i en ophedet debat. Ord er der næsten uendelig mange af, og en ”tendens” kan se overvældende ud, hvis man bare sir tilstrækkelig mange udvalgte ord fra for at dokumentere en trussel, men det er stadig relativt uendelig få og frem for alt stadig blot ordverden, mens det er feltundersøgelser af grundforholdene, som alene dokumenterer noget reelt. Man må lære at se videre end polemiske udtryk og personlige ejendommeligheder og til de idéer og den praksis, som ligger bag, som sjældent formuleres dækkende, og som altid kun repræsenteres skævt af enkeltpersoner.

Klassisk er det jo at spørge, om man helst vil ledes af en usund, chauvinistisk overklasse-alkoholiker eller en folkekær afholdsmand og vegetar fra arbejderklassen, og bagefter får at vide, at valget stod mellem Churchill og Hitler. De fleste populære ”facts” er ret ligegyldige for samfundets udvikling som helhed, men kan benyttes dygtigt i debatten til at farve resten. Det vigtige er jo heller ikke, om man kan lide en angivelig vulgær polemiker som Rasmus Paludan eller en ”saglig” skikkelse, der nøje undgår kraftudtryk, af den mest søvndyssende Marianne Jelved-type. Man kan sikkert hente mange flere ”belastende” citater fra førstnævnte, men det vigtige er dog, at valget reelt står mellem et dansk frihedssamfund og en stadig mere islamiseret multikulti-forsumpning.

Den nyligt afdøde marxistiske statskundskabs-professor Curt Sørensens 15 år gamle essay om ”Intolerancens anatomi” er typisk for den nævnte metode med at si enkelte ytringer ud fra en helhed og så udelukkende se på dem i stedet for på det resterende, saglige samlede problemkompleks, som stadig ligger i sien. Dansk Folkepartis politikere er ifølge Sørensen ”som besatte af tanken om den rene og enige danske nation, og de hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende.” Modstandere karakteriseres af DF’erne ifølge Sørensen med så grove udtryk, at man ikke har set lignende siden nazismen, etc.

Rent bortset fra, at man mindst lige så godt kunne vende brodden om og se på de politisk korrektes omtale af indvandringskritikerne, fører hele denne mudderkastning i en gal og irrelevant retning. For Sørensen fører den til en vidtløftig beskrivelse af logikken bag folkemord, med Dansk Folkeparti som indledende stadium. En klar illustration af Piet Heins gruk og jo noget, der umuliggør enhver saglig kritik at den multikulturelle udvikling, fordi selv de forsigtigste skridt kan defineres som de første skridt hen imod folkemordet. Eneste alternativ er den tolerante accept af hele pakken.    

Det vildledende ved at være så fokuseret på enkeltbegivenheder helt ned til enkelte citater i stedet for at drøfte dybere udviklingslinjer ses i stærkeste grad for tiden i mediebehandlingen af Stram Kurs (Sverige). Konfrontationerne, postyret og polemikken gøres til selve sagen, og tilbage står læseren eller seeren med indtrykket af en ekstrem ballademager, skønt hans ærinde og sag jo er at fremskynde en indsigt i, hvilken udvikling det faktisk er, at de angiveligt saglige og moderate politikere, som man kun vanskeligt kan finde ”belastende” citater fra, står bag.

Virkeligheden bag ordverdenens Potemkin-kulisser kan imidlertid dårligt skjules længere. Paludan har indset, at debatten var kørt fast i mudderkastningen, hvor flere ord ikke mere løser noget, men bare bliver endnu et våben for modparten. Tilstanden ude i den virkelige verden, en politiks resultat hinsides “meninger”, altså ikke den sekundære ordverden med partikulære eller tilsyneladende sandheder, måtte holdes frem for offentligheden til beskuelse og indsigt. Hvad Paludan eller meningsfæller har ytret, bliver herefter kun af interesse for Redox-typer, når det dysfunktionelle samfund og dets såkaldte pæne støtter står afsløret.

3 Kommentarer på "At dutte folk en mening på…"

  1. Tak til Neerup Buhl for endnu en fremragende analyse.
    Jeg må indrømme at jeg ikke længere kan se hvordan danskerne skal kunne se ind bag ved bedragets forhæng, selvom det, efter min mening, er ufatteligt nemt at gennemskue situationen og det bedrag, der efterhånden virker mere og mere åbenlyst.
    Men det er som om at vores landsmænd ikke ønsker hverken at lytte til eller se realiteterne. Jeg har virkelig det indtryk at de foretrækker at landet går under, fremfor at indrømme at de og andre selvgode og moralsk overlegne og arrogante Gutmenschen tog fejl igennem 50 år med uafbrudt muslimsk masseindvandring til landet og nu senest med coronavaccinerne og de “uvaccinerede”. Man ser jo også en stor del af befolkningen savne restriktionerne, mundbleen og adgangspasset og en del virksomheder holder stædigt fast ved disse ting, som om det var et kært minde om en svunden, men vidunderlig tid, hvor man kunne udnævne en befolkningsgruppe som onde og farlige og hvor alle de gode kunne sidde derhjemme med deres mundbind på og 25 kviktests klar, mens de så på deres dejlige juntaleders pressemøder, hvor hun fortalte om de farlige mennesker, der rendte rundt og smittede andre.
    De mennesker kan ikke overbevises- de er tabt. Og desværre er de i flertal.
    Og jeg har desværre heller ikke noget realistisk håb om at de nogensinde bliver klogere.

  2. Helt enig i analysen !
    En national konservativ som jeg absolut betragter mig selv som værende ønsker jo helst at leve i et land/nation hvor den rene oprindelige etniske befolkning, den danske, kan leve i fred og fordragelighed, og ja, ikke mindst enighed omkring landets udvikling og jo ikke den afvikling som vi med rasende fart er på (u)rette vej styrer lige direkte imod. I min egen opfattelse lige imod afgrunden til et multikulti helvede med en totalt uhæmmet masseindvandring af mørkemænd fra en middelalderlig ‘u’oplyst mellemøstlig/afrikansk kultur hvis eneste formål er at udryde os danskere og den vesterlandske oplyste kultur ligeså. Vi foregives at indvandringen til landet nærmest er gået i stå, men det er jo ikke kun de indvandrere der kommer lang vejs fra men også dem som kommer kortere fra, som f.eks. indenfor EU’s grænser til DK. dette hører vi ikke så meget om. De fylder jo heller ikke rigtig op i statistikerne. Men kan jo bare opleve det hele selv ved at opsøge det offentlige, og se den enorme ‘eksotiske’ indvandring der har fundet sted fra nær og fjern.
    En smuk kulisse af folkevalgte politikere er det folk får fordi de ikke tør at gå hele tangenten ud og få den ægte(rigtige) vare, som jo f.eks. Rasmus Paludan, som toner rent flag, og gerne flager med dem selv i hans mange events, nu også i Sverige.
    Jeg vil kalde det lige så meget blændværk med den såkaldte hårde påståede førte indvandringspolitik fra den nuværende regerings side af. Det er jo ren Femte Kolonne når den nu afgående udl.-/integrationsminister påstår at han har stået i spidsen for en sådan hård, eller stram ført udl. politik. Alene det ‘ønskede’ modtagecenter for asylansøgere i Rwanda er jo endt i det rene flop. Nu er han endda afsat fra posten som udl.-/int.minister og intet er jo blevet gennemført med dette modtagecenter. Samtidig er vi jo blevet direkte overhalet af Storbritanien indenom i form af etableringen af sådan et center i Rwanda. Femte Kolonne marcherer i fuld gallop.
    Alt i mens kan man nærmest ved selvsyn se og opleve hvordan Danmark dag for dag bliver mindre etnisk dansk samtidig med at hele det offentlige system er ved at tage sit totale systemnedbrud. Hvor finder vi lige ‘Reset-knappen’ til at nulstille det danske samfund tilbage til for ca. 20-30 år siden hvor vi var et langt mere monoetnisk og homogent enigt samfund i alle henseender. Uanset alle internationale konventioner som de politisk korrekte og MSM og PS klynger sig til og er deres alter-ego mantra til at dope den danske befolkning med i sigtet om en fantastisk multikulti samfundsindretning. dette er jo allerede dømt på forhånd til at mislykkes.
    Suk, sørgeligt og deprimerende…

  3. Problemet var det samme med D. Trump. Han havde en farverig måde at få sagt ting på. Og så skulle vi ellers ikke høre om andet. Selv langt ind i de borgerlige rækker, måtte diverse debattører, lave en rituel afstandstagen og holde sig for næsen, inden de eventuel måtte medgive, at der var måske noget, ved de resultater, han opnåede. At tænke sig, han leverede ligefrem en del af det, han havde lovet sine vælgere. Hvornår har vi sidst oplevet det? Men den slags ligegyldige detaljer, kan vi ikke beskæftige os med.

    Umiddelbart var der måske heller ikke så meget “Grab them by the Pussy” over Bidens officielle ordproduktion. Det var der vel strengt taget heller ikke over Stalins timelange talestrøm. Tvært i mod var den sidste da ret afdæmpet i sin optræden. Så hvis det var det, vi skal vælge ud fra, hvad det åbenbart er, ja så kunne han ikke ophidse den danske vælgerskare.

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.