I politik vælger folk desværre oftest den smukke kulisse, dvs. de ”sympatiske” politikere, hvis rådne frugter først ses senere. Der tages stilling efter en smuk ordverden, mens dissidenter, der har indset en fatal udvikling, omvendt marginaliseres, fordi mainstream har formået at gøres deres forståeligt lidenskabelige udtryksform definerende for deres projekt. I valget mellem en pæn ordverden/grim virkelighed og en grim ordverden/pæn virkelighed stemmer de fleste på det første par. Dissidenternes grimme ordverden kan netop konstrueres ud fra mainstreams medieherredømme.

Overskriften henviser til Piet Heins kendte gruk:

En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå!

Den beskrevne metode forekommer mig at være stadig mere anvendt, særlig i de seneste årtiers såkaldte værdikamp og i højeste grad i indvandringsdebatten. Samlinger af løsrevne citater, der skal dokumentere modpartens angivelige vanvid, er det ærketypiske udtryk for denne form for politisk debat. En person kan i mange år næsten dagligt formulere samtidskritik, men nogle få sætninger bliver definerende for det hele. Man kan således livet ud blive den ”racismedømte” Xx efter én gang at have overtrådt den gode tone, og de fleste får aldrig hørt andet fra vedkommende.

Vel at mærke alle lejre benytter sig af den generelle metode: at fiske det værste af det værste frem af modparters ordstrøm og gerne videretolke det i den værst mulige retning. Personer, jeg vil tillade mig at kalde konspirationsteoretikere eller historierevisionister, har i høj grad som metode at udvælge nogle få odiøse citater og gøre dem definerende for en hel retning eller et folk (i særdeleshed det jødiske), hvilket derefter præsenteres som passende modvægt til et veritabelt folkemord. Men til en vis grad er dette enhver debats naturlige vilkår: at man selvfølgelig benytter sig af, når fjenden står ”godt for hug”.

Men man må dog samtidig ikke glemme, at den væsentlige sandhed i politik er de generelle, konkrete frugter af en holdning og udvikling; det interessante er statistik, ikke enkelte aktørers fremfærd og ord, der tit er udtrykt i en ophedet debat. Ord er der næsten uendelig mange af, og en ”tendens” kan se overvældende ud, hvis man bare sir tilstrækkelig mange udvalgte ord fra for at dokumentere en trussel, men det er stadig relativt uendelig få og frem for alt stadig blot ordverden, mens det er feltundersøgelser af grundforholdene, som alene dokumenterer noget reelt. Man må lære at se videre end polemiske udtryk og personlige ejendommeligheder og til de idéer og den praksis, som ligger bag, som sjældent formuleres dækkende, og som altid kun repræsenteres skævt af enkeltpersoner.

Klassisk er det jo at spørge, om man helst vil ledes af en usund, chauvinistisk overklasse-alkoholiker eller en folkekær afholdsmand og vegetar fra arbejderklassen, og bagefter får at vide, at valget stod mellem Churchill og Hitler. De fleste populære ”facts” er ret ligegyldige for samfundets udvikling som helhed, men kan benyttes dygtigt i debatten til at farve resten. Det vigtige er jo heller ikke, om man kan lide en angivelig vulgær polemiker som Rasmus Paludan eller en ”saglig” skikkelse, der nøje undgår kraftudtryk, af den mest søvndyssende Marianne Jelved-type. Man kan sikkert hente mange flere ”belastende” citater fra førstnævnte, men det vigtige er dog, at valget reelt står mellem et dansk frihedssamfund og en stadig mere islamiseret multikulti-forsumpning.

Den nyligt afdøde marxistiske statskundskabs-professor Curt Sørensens 15 år gamle essay om ”Intolerancens anatomi” er typisk for den nævnte metode med at si enkelte ytringer ud fra en helhed og så udelukkende se på dem i stedet for på det resterende, saglige samlede problemkompleks, som stadig ligger i sien. Dansk Folkepartis politikere er ifølge Sørensen ”som besatte af tanken om den rene og enige danske nation, og de hader og forfølger både de anderledes værende og de anderledes tænkende.” Modstandere karakteriseres af DF’erne ifølge Sørensen med så grove udtryk, at man ikke har set lignende siden nazismen, etc.

Rent bortset fra, at man mindst lige så godt kunne vende brodden om og se på de politisk korrektes omtale af indvandringskritikerne, fører hele denne mudderkastning i en gal og irrelevant retning. For Sørensen fører den til en vidtløftig beskrivelse af logikken bag folkemord, med Dansk Folkeparti som indledende stadium. En klar illustration af Piet Heins gruk og jo noget, der umuliggør enhver saglig kritik at den multikulturelle udvikling, fordi selv de forsigtigste skridt kan defineres som de første skridt hen imod folkemordet. Eneste alternativ er den tolerante accept af hele pakken.    

Det vildledende ved at være så fokuseret på enkeltbegivenheder helt ned til enkelte citater i stedet for at drøfte dybere udviklingslinjer ses i stærkeste grad for tiden i mediebehandlingen af Stram Kurs (Sverige). Konfrontationerne, postyret og polemikken gøres til selve sagen, og tilbage står læseren eller seeren med indtrykket af en ekstrem ballademager, skønt hans ærinde og sag jo er at fremskynde en indsigt i, hvilken udvikling det faktisk er, at de angiveligt saglige og moderate politikere, som man kun vanskeligt kan finde ”belastende” citater fra, står bag.

Virkeligheden bag ordverdenens Potemkin-kulisser kan imidlertid dårligt skjules længere. Paludan har indset, at debatten var kørt fast i mudderkastningen, hvor flere ord ikke mere løser noget, men bare bliver endnu et våben for modparten. Tilstanden ude i den virkelige verden, en politiks resultat hinsides “meninger”, altså ikke den sekundære ordverden med partikulære eller tilsyneladende sandheder, måtte holdes frem for offentligheden til beskuelse og indsigt. Hvad Paludan eller meningsfæller har ytret, bliver herefter kun af interesse for Redox-typer, når det dysfunktionelle samfund og dets såkaldte pæne støtter står afsløret.