Om det kulturradikale koryfæ Poul Henningsen ville have været koranbrænder, kan man gisne om, men det havde i hvert fald været en logisk konsekvens af hans øvrige virke.

Den af de nationalkonservative med rette kritiserede historiske danske kulturradikalisme fik i 1955 sin klassiske definition af den venstreorienterede litterat og tidligere kommunist Elias Bredsdorff i en Politiken-kronik.

Kulturradikalismen er ”en tankegang, der bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver, og er belastet med social samvittighed.” Bredsdorff mente desuden, at kulturradikalismen gerne afslørede vanetænkning, hykleri og klichéer og i bund og grund var kættersk i sine fundamentale energier.

En af kulturradikalismens mest fanatiske nulevende forkæmpere, Georg Metz, kommenterer: ”Først og fremmest kom kulturradikalismen til at stå som udtryk for opgøret med småborgerlighedens snæversyn og for frisindet i et opgør med kirke og stram kønsmoral – i de tider og før da synonyme størrelser. Dertil kom kravet om kvindernes frigørelse og ligestilling.”

I den truende islamiserings og den dogmatiske politiske korrektheds tidsalder må man kort sagt konkludere, at fremskridtets fakkel og forsvaret af det moderne Vestens frugter er overgået fra det klassiske kulturradikale segment, der i misforstået solidaritet har allieret sig med de angiveligt stakkels muslimer og den regressive mørkerøde venstrefløj, til nationalsindede af den karat, som i opgøret med udviklingen siden tresserne forstår at skelne og at undgå at smide barnet ud med badevandet.

Stram Kurs bygger med sit libertære frihedsbudskab, såsom modstand mod islams underkastelsesideologi og anden kollektivisme, om noget på respekten for mennesket, tænker i forsvaret af Danmark i internationale perspektiver (indsigt i globale trusler uden at forføres af overnationale luftkasteller), og den sociale samvittighed, Bredsdorff også nævnte, kommer i Stram Kurs vigtigst til udtryk i værnet af udsatte landsmænd imod multikulti-samfundets hverdagsbrutalitet og globaliseringens erhvervsmæssige jungle.

Rasmus Paludans stil og legendariske frisind støder traditionalistiske kulturkristne kredse (såvel som Alt-Right-typer), hvor hans budskab fejlagtigt beskyldes for ”tomhed”, det samme gør Stram Kurs’ positive holdning til kvindefrigørelse, som dog først og fremmest er vigtig i fronten mod den af islam påtvungne puritanisme, hvor de gamle kulturradikale – ligesom i spørgsmålet om blasfemi – sigende nok vakler. De er reelt blevet de nye, nemt forargede bedsteborgere, ønsker tabuer og kriminalisering til forsvar af tidsånden, altså reaktionen version 2.0.

Allerede Mogens Glistrup skabte med sin sympati for PH’s respektløse oprør imod borgerlig selvhøjtidelighed en splittelse i den gryende moderne nationalkonservatisme, men mon ikke Stram Kurs’ fortsættelse af denne retning i form såvel som indhold på et velafbalanceret dansknationalt grundlag er det, der appellerer mest til det danske sind? Vel at mærke hvis holdningen dog bare får lov til at komme ufordrejet til orde og forklares til de mange, som medierne med deres vrøvl om “højreekstremisme” etc. har gjort skeptiske.