Omtolkningen af urolighederne imod Stram Kurs Sveriges møder er som forventeligt startet fra dag 1 … Joel Halldorf er professor i kirkehistorie og klummeskriver i den svenske avis Expressen. En hyppigt brugt meningsdanner i Sverige. Han er bl.a. kendt for tesen, at sekularisme kan styrke religiøs ekstremisme. Som kur mod fænomener som jihadisme og salafisme har han derfor foreslået en større dosis traditionel islam, skønt denne dog i selve sin kerne er antagonistisk over for os andre (er det ikke især i det traditionelle miljø, ekstremerne opstår i, fra Afghanistan over Pakistan til Saudi-Arabien?)… Halldorfs udlægning af de seneste dages uroligheder er at fremhæve uromagernes ”sociale udsathed” som deres egentlige bevæggrund. ”Det er næppe de frommeste muslimer, som smadrer politibiler.” 

Nu burde professoren dog vide, at fromhed i islam ikke er som afholdsfolkenes i Emil fra Lønneberg. Var Osama bin Laden ikke en from mand? Man kan strides om definitionerne, men ”fromhed” kan jo antage mange skikkelser, heriblandt militante. Det er rigtignok næppe teologer, der med råbene ”Allahu akbar” smadrer biler m.m., men Islam og Koranen er den afgørende knage, voldsmænd og terrorister hænger deres øvrige ageren op på. Brunskjorterne, der smadrede jødiske butikker i Nazityskland, havde jo nok også kun hørt doktriner i forsimplet form kondenseret fra de tykke ideologiske og pseudovidenskabelige skrifter, nazismen byggede på, men alligevel var også de troende og havde handlet anderledes uden denne verdensanskuelse.

Det er notorisk umuligt at granske andres hjerter og hjerner for at fastslå, hvor alvorligt troende de er. På troens frugter må man kende den. De mest enfoldige kan subjektivt opleve en stærk tro på de basale dogmer, de kan fatte (og Islams afgørende søjler er mildt sagt ikke raketvidenskab). Så kan klogere folk arrogant komme og angiveligt afsløre de troendes ”falske bevidsthed” og påstå, at disse troende ”i virkeligheden” protesterer imod sociale vilkår, diskrimination og lignende, når de protesterer for deres religion. Men hvad er det for en virkelighed, der borttænker de handlendes egne bevidste motiver? I stedet gøres de til sociale tabere, man skal have ondt af, hvilket om noget må formodes at provokere de i egen opfattelse sande troende. Kan despekten være dybere? Heraf den opsparede vrede, som en brændende Koran kun er den, om end velvalgte, anledning til at udtrykke.

Paradoksalt nok er Rasmus Paludan en af dem, der mest respekterer muslimerne og deres tro ved at tage dem på ordet, tale med dem i øjenhøjde og tage deres religiøse tirader alvorligt (ligesom advareren Churchill for så vidt var en af de få, der respekterede Hitler). De akademiske og politiske fortolkere, som vil bedrive appeasement, gyde olie på vandene og komme med ”løsningsmodeller” (de nægter at respektere fjenden som fjende netop for at beherske) ved at fremføre, at striden handler om alt mulig andet, end de muslimske aktivister selv giver udtryk for, nærer en slags foragt i anden potens for muslimerne, idet de ikke engang anerkender deres sag, og nok er uenige i islamiske doktriner, men altså taler om alt mulig andet end sagen selv. Paludan fremfører bramfrit sin ærlige uenighed, hvilket nok umiddelbart giver gnister, men det er mainstream-meningsdannerne, der konfliktsky og hovmodigt stikker det væsentlige – Islams mellemværende med vantro – under stolen, hvilket lader trykket og muslimers frustration ved ikke at tages alvorligt som troende vokse til den senere og større, uundgåelige eksplosion.