Har svenskere med teenagebørn stået ved deres ungdoms indsigter og idealer, og har de opdraget deres børn i overensstemmelse med disse, er der håb om, at Stram Kurs Sverige kan vinde genklang, trods den officielle svenske linje. Nogen skal blot klart sige det, så mange går og siger i det dulgte og derhjemme, og vel at mærke stå fast.

Det er nemlig nu 30 år siden, at det svenske tabloidorgan “Aftonbladet” i 1992 tog indvandringsproblemerne op til behandling i en artikelserie “Vi och dom” og afdækkede et sindelagsskifte hos den daværende ungdom. Under overskriften: “Nu nægter vi at tie” offentliggjorde bladet resultaterne af en undersøgelse om unge menneskers syn på indvandringen og indvandrere. I et par måneder havde to af bladets journalister talt med en række 16-18-årige i Stockholm, Göteborg og Malmø og desuden foretaget et rundspørge blandt 1093 skoleelever for at få et statistisk brugbart svar på nogle centrale holdningsspørgsmål. Bladets chefredaktør opsummerede helhedsindtrykket af undersøgelsen således: ”Vi, deres forældre, prædikede solidaritet og ligeværd. De, vore børn, siger: – I ved ikke, hvad I taler om. Kom engang hen på skolen. Gå engang ud om aftenen. Tag ind til byen engang på en fridag og se selv!”

Indvandringen skal ned

Spørgeundersøgelsen blandt de 1093 sagde bl.a., at 40% af dem – drenge og piger, svenske og indvandrere – mente, at Sverige skal modtage færre “flygtninge”. Blandt de svenske drenge alene var der 59% og blandt pigerne 44%, der mente det. 70% af de svenske drenge og 49% af pigerne mente, at indvandrerne er mere tilbøjelige til at begå kriminalitet end svenskerne. At dette ikke blot var løse formodninger, kunne bladet bekræfte med tørre tal, der viste, at indvandrere i forhold til deres antal havde en langt højere kriminalitetsrate end svenskerne. Pigerne i en stockholmsk satellitby, hvor omkring en tredjedel af beboerne var indvandrere, afslørede i nærmere interviews ikke just nogen afvisende holdning over for indvandrerdrengene. Mange af dem mente dog at være blevet seksuelt krænkede af de fremmede, og mange følte, at de blev betragtet som en slags ludere, som de fleste af indvandrerdrengene ikke ville drømme om at gifte sig med.

Svenske drenge trængt og truet

De svenske drenge følte sig i nogen grad trængt ud af de fremmede og undertrykt eller truet af deres vold. 48% af de adspurgte påstod faktisk at have været udsat for vold fra indvandrerne. Forholdet bekræftedes af lederen af et ungdomshus, der erkendte: “En svensk 16-års dreng løber betydelig større risiko for at få bank, bare fordi han er svensk, end jævnaldrende indvandrere. Det er en form for racistisk vold”.

Svigtet af de voksne

Mange af de unge svenskere anno 1992 følte sig svigtet af de ældre, som lukkede øjnene for virkeligheden, tav eller søgte at bortforklare eller undskylde. Bladet havde ved sine samtaler med voksne, der stod midt i problemerne, fået samme indtryk: “Voksenverdenen ser den anden vej, bange for at enhver normal reaktion mod dumhederne kan opfattes som racisme” … “Og hos unge svenske teenagedrenge … bytter frygten plads med et gryende, fortærende, stadig uforsonligere had”.

Nemmest at tie

Bladets spørgsmål til voksne svenskere i stillinger, hvor forholdet mellem svenskere og indvandrere er centralt, bekræftede til fulde påstanden om deres evne til at komme uden om at tage stilling til problemerne og i stedet opretholde dyb tavshed. De havde svært ved at forstå de stærke modsætninger, der havde udviklet sig blot i løbet af de seneste få år. Rektoren ved et forstadsgymnasium, hvor der havde været slagsmål mellem svenske og udenlandske elever, sagde forundret, at det var noget helt nyt for skolen. Han fortalte, hvordan modsætningerne mellem indvandrere og svenskere var vokset dramatisk på meget kort tid. Han var klar over, at en indvandrerklike terroriserer svenskere og undertiden også indvandrere på natbusserne, og at mange ikke længere tør være alene ude om aftenen. Alligevel undrede han sig over sine svenske elevers reaktioner: “For nogle år siden gik de jo i fakkeltog imod racisme”!

Andre regler for indvandrerne

Men eleverne så klart, hvordan det var fat: “Der gælder andre regler for indvandrerne på vor skole. Ingen lærer vover at sige noget til en indvandrer, der laver ballade, for så er han racist”. Eleverne fandt, at lærerne var ligeglade med modsætningerne på skolen og undertiden forværrede dem, fx i spørgsmålet om ikke at måtte synge den svenske nationalsang ved skoleafslutningen. De var dødtrætte af indoktrineringen imod fremmedfjendtlighed.