Om det er svenskerne selv, der har forvoldt brand og deres samfunds forlis, eller om dette skyldes fremmedes angreb, er endnu sværere at fastslå end krydseren Moskvas skæbne…  En idiotisk politik gennem mange år, ført af politikere valgt af et vælgerflertal, er jo en lige så nødvendig forudsætning for den aktuelle ballade som voldsberedte muslimer. Mindst skyldig er den tredjepart, vor omrejsende politiske Sokrates med sixpence, der blot synliggør importen af en holdning diametralt modsat den nordiske humor og tolerance.

Fra 90’erne husker jeg samværet i foreningen Skånsk Fremtid under forsæde af den vennesæle Hjalmar Havelund, hvor man med et glimt i øjet sang sådan noget som ”Hele Stockholm står i flammer, hurra!”. Naget mod den svenske centralmagt efter en af historiens værste etniske udrensninger var der stadig, forståeligt, skønt 300 år var gået. Tilbage i 80’erne husker jeg som barn at have besøgt museet i Stockholm med skibet Vasa, der sank i 1628 på sin korte jomfrurejse, fordi det var elendigt konstrueret. Dette skibs sødygtighed minder noget om det svenske multikulti-samfunds robusthed over for bølgeskvulp, og i bagklogskabens lys burde man have takket en mand, der havde fået det til at havarere ved kajen.

Snarere end at laste nutiden for noget, der skete for 300 år siden, bør man laste nutiden for det, der sker i nutiden, og hvis brande i Sverige er nødvendige for at vække landet til forståelse af den enorme femte kolonne, man står med, før reel krig udbryder, so be it. Sverigedemokraterna  er blevet pæne, almindelige politikere, der står med den umulige opgave at skulle bidrage med noget fornuftigt til de andre partiers fait accompli. Alternativ för Sverige er mest nogle kedeligt snakkesalige Alt-Right-typer i jakkesæt med en hårtrukken ideologi om ”folket”, der blot synes at være en ny måde at foragte den konkrete jævne svensker på, og forekommer da også uden folkelig appel. Stram Kurs Sverige kan meget vel endelig være den gnist, som vækker svenskerne til at trække sig fra afgrundens rand.