At være mellem Skylla og Charybdis betyder at være trængt mellem to onder, hvor man i forsøget på at undgå det ene møder det andet. Det kræver en politisk linedanser med kolossal selvstændighed og mod som Rasmus Paludan at holde kursen mellem nutidens to afgrunde til venstre og højre.

Eftersom Stram Kurs typisk kaldes et højreekstremt parti, kræver det måske særlig forklaring, hvorfor det ikke er dét. Som eksponent for den moderne højreekstremisme kan meget passende vælges den ledende russiske ideolog Aleksandr Dugin, hvis holdninger sammenfattes her. Der er tale om en antidemokratisk, esoterisk-mystisk verdensanskuelse, som tolker verden manikæisk, i gode og onde. Fjendebilledet er den vestlige ”liberalisme”, hvormed der vel at mærke ikke kun menes de progressive ”liberals”, men hele vort traditionelle frihedssamfund.

Billedet ovenfor er fra ”nationalbolsjevikkernes” møde, med Dugin som chefideolog (og han er om ikke chefideolog, så i hvert fald i parløb med herskende russisk statstænkning). Symbolikken er sigende, statsdyrkelsen m.m. fra kommunismen og fascismen er fusioneret. Taktikken for at nedgøre Vesten fra denne ideologiske retning er også velkendt hos åndsfrænder i Vesten, typisk er memes med de værste moderne ”regnbue”-udskejelser sat op imod velklædte kernefamilier, som om dét karakteriserer modsætningen mellem demokrati og fascisme for langt størstedelen af befolkningen. Den selektive karikatur af livet i Vesten, der sagligt kun rammer en lille minoritet ”progressive”, som resten trækker på skuldrene ad , får meget bekvemt propaganda-ofret til at glemme den ganske generelle repression og armod under angiveligt bedre styreformer. Lidelse lutrer, er det russiske mantra imod vestlig hedonisme, men dem, der dyrker lidelsen, er vel at mærke ikke dem, der konkret mærker den!

For at begrunde kampen mod demokratierne må Dugin opstille fantastiske verdensbilleder med konspirationer, der berettiger til fx den aktuelle krig som modtræk. Som man kender fra de tidligere totalitære, karikeres den liberale fjende som så rædsom, at faktisk ethvert middel er legitimt. Oppositionelle i Vesten har så vist gode grunde til at fristes af denne tankegang, men må jo så bare huske, hvad de får i stedet for. Vidtløftige teorier kolporteres ofte også herhjemme for at legitimere krigen i Ukraine som en kamp mellem skumle globalister og Rusland som europæiske traditioners sidste højborg. I enhver teori er der gran af sandhed, skønt Kreml er et dystopisk forbillede, men at nogle vil misbruge en situation, skal jo ikke forhindre andre i at stå imod aggressorer af andre, netop nationale grunde.  Anden verdenskrigs udfald blev også misbrugt, uden at man derfor burde blive nazist. Balancegangen er netop mellem Skylla og Charybdis, og skræmmende få formår den.

Thi ser man på Vestens mainstream, er der jo klare tendenser til ikke bare at være uafhængig af Dugin-tankegangen, men negativt afhængig af den. Jeg får lyst til igen at minde om min egen bog om liberalfascismen. Og i fx det linkede udmærkede Dugin-portræt går forfatteren i sin konklusion ud ad den modsatte tangent og opstiller en slags parallel mellem indvandringsmodstand generelt og nyfascismen. Den slags fodrer jo netop sidstnævnte. Mens det store flertal af almindelige europæere udmærket kan være imod islamisering og masseindvandring, og holde fast i en nogenlunde traditionel livsstil samt demokrati, er det sært, hvordan meningsdannere og politikere spektret rundt i vid udstrækning absolut skal tilføje outrerede verdensforklaringer, hvor hovedet anbringes under armen, for at imødegå modparten.

“Alting hænger sammen”, er ideologens typiske svar på anklagerne om stadig mere firkantet kassetænkning, men de fleste kan jo netop leve med tilsyneladende modsigelser. For ideologer skal der være konsekvens, punkterne skal forbindes, alt kategoriseres og være på rette plads: Liberalismen i dens progressive (og herskende) skikkelse er så vist – principielt – lige så gal som de røde og brune varianter af fascismen. Nødudgangen mellem disse, som for tiden hidser sig op imod hinanden, forekommer mig at være den libertære, etnonationalistiske utilitarismes stramme kurs, der af ideologer til begge sider beskyldes for “tomhed”, netop fordi den levner plads til almindelig sund fornuft og den enkeltes frihed. Vestens kerneværdier er stadig langt at foretrække for restens (deraf flygtningestrømmenes retning), men med erosionen fra både ydre og indre nedbrydende kræfter af alle ideologiske farver kan det næppe vare ved.