Ved det store fokus på splinten i den dansknationale minoritets øje overses oftest bjælken i den selvsikre, progressive mainstreams. Den kassetænkning, antinationale beskylder nationalsindede for, udviser de jo selv typisk på et højere niveau eller snarere i større omfang, svarende til deres luftkastellers overnationale udstrækning. Nationalsindede anklages typisk af mainstream og venstrefløj for at lide af fordomme, fobier og tunnelsyn, at være tilbageskuende, leve i en boble osv. Det ses også i den aktuelle debat om forsvarsforbeholdet, hvor statsministeren noget fraseagtigt siger: ”Tiden kræver sammenhold, ikke forbehold.”

Forbehold er dog et tegn på eftertanke og sund skepsis. Vor store konservative forfatter Jacob Paludan skrev for 75 år siden i sit essay ”Yndlings-Fordomme” (den slags skal man faktisk hæge om!): ”Vi staar paa skridende Grund og maa stadig flytte os, godvilligt eller ikke. Man kalder dem konservative, der vil have Ulejlighed med at reagere; de fleste underkaster sig stiltiende Loven. I vore Dage forandres Milieuer saa hurtigt, at vi alle kommer i en nærmest trippende Bevægelse af Frygt for ikke hurtigt nok at slippe Gaarsdagens Fodsbred Jord.” Paludan sammenlignede trangen til forandring med et stimulerende middel, som mange er afhængige af.

Mette Frederiksen hævder, at fjernelse af forsvarsforbeholdet primært har symbolværdi for at vise, at vi vil være ”med”, men det kan vi dog også være alligevel uden at opgive suveræniteten over den lille fodsbred jord, der er Danmark. Kernen i denne aktuelle debat blev faktisk også formuleret af Jacob Paludan i en strøtanke: ”Et af vor Tids mest gribende Syn er Folkemasserne, der stemmer om, hvorvidt Selvbestemmelsesret og Frihed skal fratages dem.” Et flertal vil desværre meget muligt stemme ja, om det så er for at ofre frihed for angivelig tryghed eller netop blot, fordi man jo ureflekteret vil ”følge med tiden”.

Det er ikke kun i forsvarssagen, at globalisterne lader sig styre (mindst) lige så meget af ideologiske fordomme, kassetænkning og automatreaktioner som deres ”populistiske” og ”nationalistiske” modparter. Typisk er også debatten, der blussede op igen i denne uge, om ordensmagtens forskelsbehandling af mennesker med eksotisk udseende. Det radikale folketingsmedlem Samira Nawa havde beklaget sig over, at hendes mørke mand stoppes oftere end lysere danskere ved grænseovergangen til Danmark. Pia Kjærsgaard beskrev udmærket på sin JP-blog, hvorfor der er saglige grunde til, at det kan være tilfældet. Men at det jo ikke er en kriminalisering af de mørklødede, kun sund fornuft at tjekke statistiske problemgrupper bedre. (Og alle generaliserer jo nødvendigvis. Som en overskrift i dagens Berlingske også illustrerer: ”Københavnerne har et kendetegn, som Özlem Cekic mener er ’helt vildt’: ’Det er en enormt stor uskik’”).

Er Samira Nawa et grelt eksempel på antinationalisters dysfunktionelle fordomme om, hvordan verden burde fungere, er Georg Metz det i om muligt højere grad. Han blev også sat på plads af Pia Kjærsgaard i denne uge efter at have luftet sin manglende forståelse for den større begejstring for ukrainske end syriske flygtninge. Hans antiracistiske fordomme fik frit udløb i indignation over den angivelige forskelsbehandling efter hudfarve. Endnu et eksempel på snæversynet kassetænkning, et spejlbillede af den mest firkantede raceideolog, generalisering (en tese om at grupper er ens uanset herkomst) med modsat fortegn. Kjærsgaard indvendte med rette realistisk, at der jo er forskel på forudsætningerne for at leve i Danmark alt efter hvor i verden, man kommer fra.

Pia Kjærsgaards svar til henholdsvis Nawa og Metz var dog bemærkelsesværdigt forskellige, for så vidt som det førstnævnte jo slog på hudfarvens betydning for myndighedernes skøn, mens det andet afviste dens relevans. En udbredt skizofreni i nationalsindede kredse, thi naturligvis har hudfarven også betydning som statistisk markør for mange andre egenskaber. Hvilket dokumenteret gør multietniske samfund mere utrygge og konfliktladede end (nogenlunde) monoetniske. Virkeligheden fungerer etnonationalt, men mange nationalsindede lider også af antiracistiske fordomme! Men alternativet er ikke raceideologi, som modparten vil have os til at tro. En dansker er historisk set bleg, men defineres ikke kun af dette. Forbeholdet mht. anderledes farvede forsvinder over for dem, man får et positivt personligt bekendtskab med. Dette løser dog vel at mærke ikke samfundsproblemet ved ”diversitet”, hvor gruppe konfronterer gruppe. Men den nationalsindedes kassetænkning kan her i det mindste justeres efter erfaring. Nawa- og Metz-typernes antinationale idiosynkrasier er åbenlyst lige så rigide som Hitlers antisemitisme, og de vil hellere føre os til Untergang end indrømme fornuften i nationale forbehold.