Om vor store forfatter Jacob Paludan (1896-1975) og Rasmus Paludan er i familie, ved jeg ikke, men de forekommer i hvert fald mig at være åndeligt beslægtede. Om Jacob hedder det i Den Store Danske, at han var ”en kritisk og eftertænksom ånd og en uafhængig personlighed”. Hans essays er ”skarpe”, på én gang åbenhjertige og egensindige. Ud over disse ligheder i mentalitet med den nulevende kendteste Paludan var Jacob også sin tids forsvarer af tilsyneladende umulige sager, som ”tiden” og ”udviklingen” ubønhørligt gik imod, såsom bilisme og naturødelæggelse, og det er slående at læse Jacob Paludans 75 år gamle beskrivelse af den spæde moderne globale (pop)kultur, som ødelægger de stedbundne kulturer og gør landene ens.

Vil vor tids Paludan om endnu 75 år stå som en, der også kæmpede mod det uundgåelige, såsom islamisering, befolkningsudskiftning, statskontrol og en ensretning af meningerne efter ”moderne” værdier? I hvert fald til en vis grad virker disse tendenser set med nutidens øjne knap så uundgåelige som de mere primært teknologiske og velstandsdrevne ”fremskridt”, Jacob Paludan kritiserede. Nutidens uheldige tendenser kunne i hvert fald principielt tænkes imødegået med ren politisk vilje. Alternativer synes udmærket tænkelige selv i en i øvrigt ”moderne verden”. Men dertil kræves en kritisk holdning til alle tendenser i tiden, hermed mener jeg en manglende negativ afhængighed af modparten, hvilket både den gamle og den nye Paludan lykkes med.

Jacob Paludan skrev i sit essay Propagandaens Gespenst (1945): ”Der sker sælsomme Forskydninger inden i En, naar man værgeløst udsættes for en aarelang Propaganda. Den virker ikke ens paa alle, den støder jo paa forskelligt formede Modstande i Sjælelivet – nogle ærgrer sig, andre møder den med Humor, nogle nøjes blot med at forstaa dens Hensigter, hvilket ikke her er det samme som at tilgive, andre, Gud bedre det, lader sig paavirke af den. Det maa være af psykologisk Interesse at undersøge, hvordan de forskellige reagerer, for Propaganda er jo ikke noget, vi er blevet befriet for paa Befrielsesdagen; den er tværtimod det moderne Menneskes Ledsager, et Fag, en Videnskab, omgivet af Nyskabelsens næsten mondæne Charme.”

Ja, propagandaen er overalt, som det med udbredt bevidsthed siges under Ukraine-konflikten: på begge sider. De fleste suges dog med af den ene tendens, negativt afhængig af modparten, tit ud ad en tangent. Jacob Paludan stod markant uafhængig af herskende ideologiske tendenser, med hans eget udtryk en ”skribent på en yderpost” (man kommer også til at tænke på en aktuel bloggers Uriaspost). Heller ikke Rasmus Paludan lader sig rive med af de mere fantastiske negative reaktioner på udviklingen (tør man kalde det NewSpeek-mentaliteten?), men danner sig ud fra en i dag sjælden historisk sans for, hvordan verden reelt fungerer, de velafbalancerede anskuelser, der i det hele karakteriserer midterpartiet Stram Kurs.

Nutidens elektroniske debat 24/7 er en gave, men den medfører jo nok større splittelse end national samling, idet alle særstandpunkter endevendes uendeligt og kan ”dokumenteres” med tilsyneladende autoritative links. Som Uriaspostens Kim Møller også bemærker i sit seneste blogindlæg, har corona og Ukraine kun intensiveret splittelsen. Man kommer altså ikke nærmere hinanden ved at argumentere sagen, snarere tværtimod.  Er man skeptisk, mødes man jo generelt af indvendingen, at der er dette eller hint hemmelighedsfulde, man ikke har sat sig ind i. Jeg kan derfor kun fremholde som forbilledlig holdning under tidens (forståelige) lidenskaber og store historiske udsving den faste hånd på roret, Jacob Paludan havde og Rasmus Paludan har. Følgende deres egen kurs med blikket rettet mod det væsentlige, uanfægtet af vrede tilråb fra alle fløje videreførende de væsentligste gamle værdier i det moderne danske frihedssamfund.