Den nationale troløsheds religiøse rod

”Mennesket er et samvittighedsvæsen, der kender ret fra uret,” lyder det i Morten Messerschmidts indledende argumentation for kristendommens dyder i hans bog Den kristne arv. Det klinger nok ironisk for mange, der ser Messerschmidt sno sig for at undgå at blive dømt i Meld og Feld-sagen, eller rettere undgå de politiske konsekvenser af at blive dømt. Bortset fra, at der også synes at være et stort politisk element i den juridiske jagt på Messerschmidt, sætter hans fremfærd (kritiseret ikke mindst af Marie Krarup) også grundtræk ved debatten om kristendommen i relief. Det er jo tit meget svært at definere de konkrete konsekvenser af kristne holdninger i politik, og (beskyldningerne om) hykleri er altid lige om hjørnet. Og dog er de færreste i tvivl om, at kristendom vigtigt har præget Vestens samfund og politik.

Vi er alle syndere, hvilket Messerschmidt også demonstrerer, og forsøgte han at være en engel, ville han såmænd heller ikke overleve længe i politik. Det samme med et syndigt folk blandt andre syndige folk. Men de fleste i centrum-venstre, der beskylder Messerschmidt og Dansk Folkeparti for at sammenblande kristendom og politik og at ”tage patent på kristendommen”, gør det naturligvis selv i mindst samme grad, når de tolker kristendommen mere fundamentalistisk som netop et forsøg på at få en engleagtig politik, der er selvmorderisk i syndens verden. Messerschmidt fremfører i sin bog en mere subtil tolkning om den svært håndgribelige vekselvirkning mellem samfundsudvikling og tro, med fokus på den specifikt danske vej med Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig som hovedskikkelser. Med bl.a. den gode pointe, at nye generationer i det mindste må lære mere om kristendommen end i dag, for det er et vrængbillede af en stråmand, der generelt kritiseres i den almindelige afstandtagen til ”kristendommen”.   

Blandt Messerschmidts forsøg på at sammenfatte sit kristne livssyn kan citeres: ”En ydmyghed over for livet, en fastholdelse på det givne og det konkrete i opposition til det ideologiske og ideelle. Som kristen at være fastholdt på virkeligheden – hvor uperfekt den end må være. Tillid til Gud og ydmyg overfor de givne autoriteter og hengivenhed til det levede liv, hvor barskt og hårdt det end måtte vise sig.” At Søren Krarup (paradoksalt set i lyset af de seneste DF-stridigheder) er blevet en læremester, er tydeligt, og omvendt gør Messerschmidt en del ud af, at han idémæssigt har fjernet sig fra sin oprindelige læremester, Mogens Camre og hans ”lovprisning af rationalisme og naturvidenskab og hån mod overtro”. Det er dog svært at se, hvordan disse forskelle konkret udmøntes forskelligt i det politiske program. Respekt for fornuft og kendsgerninger giver Krarup jo heller ikke køb på.

Det er igen mere subtilt og metapolitisk, man må se en forskel. Naturvidenskab og rationalisme rummer i sig selv ingen værdier eller retning. De er bare værktøjer for de meningsfyldte mål, man i øvrigt har. At samfund af troende er stærkere end samfund af ikke-troende, er en almindelig indsigt. Problemet er selvfølgelig så ikke mindst, hvordan man kommer fra et samfund, der én gang er blevet meget sekulært og uden normer, tilbage til en slags tro. Eller om man overhovedet kan dét. Er ”oplysningen” en ensrettet historisk vej? Hvad visse aspekter angår, sikkert ja. Dog alskens pseudoreligiøse overbevisninger lever videre overalt selv midt i den vestlige videnskabelighed. Dette tågefyldte pulterkammer af alt fra New Age til østlig religiøsitet antyder et rum, som lige så vel kunne genopfyldes med klassisk kristendom. Til fordel for folkefællesskabet modsat den oftest pinlige individuelle søgen efter en ”dybere sandhed” (eller engagement for næsten, landsmanden, i stedet for idealistiske, globalistiske og reelt selvrealiserende luftkasteller).

Rasmus Paludans projekt Sankt Jakob Maurerdræberens Kirke tages ikke op af Messerschmidt, skønt Paludans tanke jo netop var et opgør med den toneangivende kristendoms tendens til at være et venstreorienteret politisk program imod ”grænser”, ”ulighed”, “islamofobi” etc. Vel at mærke netop uden at Paludan gav køb på det afgørende element, at troen må virke i frihed. En typisk højreideologisk fejlslutning i opgøret med de rødes kristendom er jo at blive deres totalitære spejlbillede og tvinge folket til ”kristne” livsformer og love som en genfødt Christian IV. Den ”reaktionære” er typisk lovreligiøs. Foretages kristen oplysning og prædiken med talent og inspirerende, vil mange flere vælge troen, og vil de det ikke, kan man lige så lidt tvinge folket til ånd som til selvforsvar.

Men en pointe hos Paludan er også, at det netop er via kampen og dens trængsler, hvor han selv går forrest som eksempel, at troen opstår. Man sidder ikke først i ro og mag på skolebænken og bliver troende for derpå at gå ud i livet og praktisere troen. Det er politikerens typiske fejlslutning, at udviklingen kan styres ved en sådan planlægning. Derfor må det på flere måder desværre blive slemt, før det kan blive bedre. Ved at tage ved lære af Paludan og så vist også Messerschmidt i stedet for bare at udskamme behøver det dog ikke at blive helt så slemt, før kurven vender.

Morten Messerschmidt:

Den kristne arv.

Eksistensen, 2021. 115 sider.

Be the first to comment on "Den nationale troløsheds religiøse rod"

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.