En studerende på RUC, der ønsker at være anonym, har klaget til Forskningsetisk Udvalg ved RUC, over artiklen ”Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work”, der er skrevet af professor Rikke Andreassen og Lene Myong.

Klagen er blevet afvist som “grundløs”, da den autoetnografiske metode, som artiklen blandt andet baserer sig på, ikke vurderes som tvivlsom af Forskningsetisk Udvalg ved RUC.

I et svar til klageren skriver Forskningsetisk Udvalg blandt andet:

“Hvis man søger på ”autoethnography” i en anerkendt forsknings-søgemaskine, eksempelvis scholar.google.com, fremkommer hundredvis af artikler fra både konferencer og tidsskrifter, heriblandt rigtig mange publiceret i de bedste tidsskrifter inden for diverse forskningsområder. Endvidere er der dusinvis af artikler, som har tusindvis af citationer, der anvender autoetnografi som metode. Det kan derfor fuldstændig afvises at autoetnografi er ”uvidenskabelig”. Tværtimod ses det, at det i dag er en anerkendt metode inden for mange videnskabelige områder. Fsva. det andet klagepunkt om, at ”metoden under alle omstændigheder (er) udtryk for tvivlsom forskningspraksis”, kan dette også afvises fuldt og helt, alene ud fra hvor mange forskellige forskningsjournals og -forlag, der publicerer artikler, som har benyttet autoetnografi. Der er intet tvivlsomt ved metoden.”

Den ”autoetnografiske metode” er en metode, hvor forskeren benytter sin egen erindring og sine egne oplevelser som datagrundlag. Den har de seneste år vundet frem. Især i USA. Men den benyttes også i stigende grad på uddannelser i Danmark.

I en blogpostering hos Jyllands-Posten kritiserer folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) metoden og Forskningsetisk Udvalgs afvisning af klagen over artiklen Race, Gender, and Researcher Positionality Analysed Through Memory Work.

Henrik Dahl konkluderer:

“Personlige erindringer og følelser kan ikke sige noget alment om den sociale verden, fordi de er usikre, og fordi de ikke kan kontrolleres. Husker forfatterne til den kritiserede artikel forkert? Eller har forfatterne digtet nogle erindringer, der passer ind i en politisk dagsorden? Eller er der faktisk noget om snakken?

Det kan ingen mennesker vide eller kontrollere eller prøve efter. Fordi det nu engang er sådan med personlige erindringer og følelser, at de hverken kan kontrolleres eller efterprøves.

Særligt vellykkede gengivelser af personlige erindringer og følelser kan man kalde ”lyrik” eller ”kunst” eller lignende. Men man kan aldrig nogensinde kalde dem videnskab. Fordi til videnskabelighed hører – som Lars Qvortrup så udmærket beskriver – at de øvrige medlemmer af forskersamfundet kan efterprøve og kritisere det, der bliver lagt frem, på et sagligt og transparent grundlag.

RUC’s afvisning af overhovedet at gå ind på, om det er acceptabelt at anvende den autoetnografiske metode, siger alt om, hvad der er galt ved de moderne universiteter i almindelighed og ved RUC i særdeleshed: Man kan ikke længere være sikker på, at der overhovedet er tale om videnskab. Det kan lige så godt være politik og aktivisme. Eller løgn og latin. Eller lyrik, der kan være interessant nok – men bare ikke kan diskuteres rationelt af andre forskere.

Og dermed er vi fremme ved den kerne, der virkelig truer RUC’s eksistens: Den dag, alting er videnskab, er der i virkeligheden ikke noget, der er videnskab.

Den dag, alting er videnskab, er RUC og de øvrige universiteter overflødige. Og så kan vi lige så godt lukke dem og bruge pengene på noget, der er mere fornuftigt.”

Læs hele Henrik Dahls blogpostering her

Se også Lektor Rikke Andreassens opråb til medierne: Skriv ikke om multikulturens bagside