”Måske … er den stille og uanselige ydmygelse af tusindvis af anonyme mennesker værre end den lejlighedsvise anholdelse af en kendt dissident. Utvivlsomt. Men spørgsmålet er sandelig: Hvorfor anholdt de dissidenten? For det meste, hvis du tænker over det, netop fordi han havde forsøgt at sige sandheden om denne stille og uanselige ydmygelse af tusindvis af anonyme mennesker.” (Václav Havel: Hvorfor gå i fængsel?, 1979)

Alle parter minder lige nu om, at dagens dom i rigsretssagen er en frugt af retssamfundet, der som sådan må respekteres. Ja, der står næppe en ”flygtninge under jorden”-forening klar til at skjule Støjberg for ordensmagten. Hvad tænker man på af muligheder, der er udtryk for ”manglende respekt for retssamfundet”? Har man overhovedet lov til at være uenig i dommen og kritisere den? Det virker ikke altid sådan.

Roden til dommen over Inger Støjberg ligger i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der ofte minder mig om Sovjetunionens forfatning fra 1936, fuld af fine ord om individets rettigheder, skønt frugterne var andre. Således sørger selv de værste uretssamfund jo nøje for at være ”retssamfund”, partiskhed og vilkårlighed rationaliseres og indtolkes af de utvivlsomt dygtige jurister, som altid vil stå parat til at tjene en hvilken som helst magt, med sporhundens gode næse for det resultat, der bør opnås under det givne herredømme.

Lad mig bare citere lidt fra Stalins forfatning, så kan enhver vurdere, om de genkender melodien: ”Borgeres lige rettigheder i USSR, uanset deres nationalitet eller race, i alle sfærer af det økonomiske, statslige, sociale og kulturelle liv, er en uomstødelig lov. Enhver direkte eller indirekte restriktion af rettighederne, eller omvendt, enhver indførelse af direkte eller indirekte privilegier for borgere på grund af deres race eller nationalitet, så vel som enhver tale til støtte for racemæssig eller national udelukkelse eller had og foragt, er strafbar ifølge loven.”

Emnet i dag bør ikke være, om man finder Støjberg passende som leder af Danmarks nationale opposition. Men jeg kan i hendes glatte og polerede fremtoning godt savne den sunde, åbne vrede og trodsighed mod systemet, Mogens Glistrup viste som reaktion på sin fængselsdom. Glistrup adlød også ”retssamfundet”, men han efterlod ingen tvivl om, hvor pilråddent og sammenspist det hele var efter ethvert almindeligt begreb, og hvor meget der skulle til for et ægte opgør. Støjberg passer faktisk meget godt ind i Dansk Folkepartis mangeårige bestræbelse på at blive accepteret af mainstream og ændre kursen ved finjusteringer i samarbejde med primært de ”borgerlige”. Skønt dagens facit om noget bekræfter, at Glistrups lidenskabelige opposition til alle gammelpolitikerne er den virkelighedstro, om end vanskelige vej.