I dag for 30 år siden holdt jeg i Den Danske Forenings regi tale på det i Sønderjyllands historie så centrale sted, Folkehjem i Aabenraa. Talen afspejler nogle perspektiver fra indvandringsdebattens tidlige år, som til dels er gået tabt undervejs, og frem for alt udtrykker den en kampvilje, som jeg næppe havde kunnet mobilisere, havde jeg vidst, at den nationale modstand efter tre årtier ville være stagneret, og landet bare kørt endnu længere ned i møget. Dengang var der en tro på, at Den Danske Forening snart ville blive en mægtig folkebevægelse, og problemerne stod til i nær fremtid at blive håndteret af en nationalsindet regering. Men nu er det snart tid til med uforrettet sag at give faklen videre til næste slægtled …

Evigt samme kamp

 Da 2. verdenskrig var forbi, opstod der hos nationalt sindede danskere håb om, at det nu var muligt at genvinde den del af Sønderjylland, som vi ikke havde fået tilbage 1920. Forsøget på at opfylde håbet førte til en strid, som splittede modstandsbevægelsen. En af de varmeste tilhængere af forsøget på at genvinde vort tabte land var historikeren Vilh. la Cour, og som et indlæg i striden offentliggjorde han i 1946 bogen End en Dyst. La Cour havde ikke den rodløses maniske trang til originalitet eller den blasertes idelige ønske om nye horisonter. Han kæmpede i realiteten blot den samme kamp, som var kæmpet gennem tusinde år – uden sociale og politiske ambitioner. Han havde således erkendt, at hvert eneste slægtled står i nøjagtig den samme nationale eksistenskamp, blot under forskellige forhold. Der er for la Cour ikke noget ”mål” at stræbe efter, intet paradis på jorden. Kun den samme uendelige kamp for hver eneste nye generation. Så længe viljen til livet er der, eksisterer Danmark. Så snart den slukkes, dør det.

Flugten fra det eksisterende

Ligesom la Cour slår også vi blot over for “end en dyst”. Det kræver styrke at holde modet oppe i en sådan dyst og fastholde dens helt anti-ideologiske og apolitiske karakter. Det er jo fra begyndelsen en svaghed ikke at kunne opstille utopiske mål, der lokker. Det er imidlertid absolut nødvendigt, idet vi ellers uundgåeligt før eller siden sælger vor sjæl til den højestbydende og derved mister os selv. Troen på “udviklingen” eller “fremskridtet” må med andre ord erstattes af respekten for det eksisterende. Det er en vanskelig og smertelig omstilling. Som den tyske filosof Friedrich Nietzsche skrev, så vil alle mennesker, når man spørger dem, om de kunne ønske endnu en gang at gennemleve de sidste ti eller tyve år, svare nej. Nogle af dem måske med disse fortrøstningsfulde ord: ”Men de næste tyve år vil blive bedre.” Mennesker med en sådan holdning vil selvfølgelig være et let bytte for ideologier, der lokker med et nyt og bedre samfund på bekostning af nationens livskraft. Nietzsche kaldte sådanne mennesker for ”historiske”. Han skrev om dem, at ”blikket på fortiden driver dem frem mod fremtiden, opflammer deres mod til fremdeles at binde an med livet, tænder det håb, at det rene nok skal komme, at lykken sidder bag det bjerg, som de vandrer henimod. Disse historiske mennesker tror, at tilværelsens mening mere og mere vil komme for dagen i løbet af selve processen, de ser kun tilbage for ved at betragte den hidtidige proces at forslå nutiden og lære at begære fremtiden så meget heftigere; de ved slet ikke, hvor uhistorisk de trods al deres historie tænker og handler, og at heller ikke deres beskæftigelse med historien står i den rene erkendelses, men i livets tjeneste.”

Ifølge Nietzsche vil intet menneske altså atter gennemleve sit hidtidige liv, men nogle begrunder det anderledes end de såkaldte “historiske” mennesker. Nietzsche kalder dem ”overhistoriske”. Deres nej til gentagelsen udspringer af den mening, at ”det forgangne og det nuværende er et og det samme, nemlig i al dets mangfoldighed typisk ens og som al nærværelse af uforgængelige typer et stillestående mønster af uforandret værdi og evigt samme betydning”.

Overmennesket som redning

Denne – efter min mening rigtige og illusionsløse – erkendelse fører let til resignation og stilstand. For at overvinde denne fortvivlende meningsløshed er det, at Nietzsche ender med at efterlyse det så berygtede overmenneske, som på trods af erkendelsen af altings tomhed formår at opstille mål og kæmpe for dem. At kæmpe trods alt er netop, hvad vi har behov for at evne i dag, men Nietzsches overmenneske var jo også et hensynsløst magtmenneske, for hvem målet helligede midlerne. Foragten for det konkret eksisterende menneske og leden ved livet her og nu havde Nietzsche fælles med de utopiske ideologier. Hans opgør begyndte som et udfald mod “hegelianismens” verdensproces, i forhold til hvilken det enkelte menneske intet er. For den tyske filosof Hegel havde historien jo et mål, nemlig verdensåndens erkendelse af sig selv, som besynderligt nok var identisk med Hegels egen filosofi! Heroverfor konkluderede Nietzsche desværre ikke, at tanken om et ”mål” for historien overhovedet altid vil være umenneskelig, men opstillede i stedet de store personligheder som historiens mål og mening. Åndshovmodet slår én i møde, men karakteristisk nok var det netop denne tanke, der herhjemme vandt Georg Brandes’ sympati. Mens Brandes imidlertid glædede sig over overmenneskets undskyldning, nemlig at Gud er død og alt derfor tilladt, var ateismen for Nietzsche en ubegribelig katastrofe, som var umulig at leve med i længden. Han var udmærket klar over det uholdbare og foreløbige i ideen om overmennesket, men magtede ikke på anden måde at skabe mening og kampvilje i menneskelivets evige gentagelse.

Virkelighedstroskab eller selvhad

Det gjorde derimod vor egen Søren Kierkegaard. Også hans forfatterskab var et opgør med den selvforherligende hegelianisme, som reducerede det enkelte menneske til blot at være en brik i systemet, men i modsætning til Nietzsche formåede han at overvinde foragten for de konkret eksisterende mennesker og dagliglivets krav. Både Nietzsche og Kierkegaard så virkeligheden som en evig gentagelse, men mens Nietzsche flygtede fra denne virkelighed ved at dyrke det idealistiske overmenneske, troede Kierkegaard på en Gud, der forpligter mennesket til at være sin næste tro, uanset hvor uværdig, ufuldkommen og kedelig denne næste så end måtte være. Det er hos Kierkegaard, at den enkelte dansker i dag kan hente styrke og inspiration. Hans budskab har evig aktualitet. Men i særdeleshed under den nuværende kamp om Danmarks fremtid er problemet jo netop de herskende politikeres og kulturfolks leflen for alt eksotisk og fremmedartet og foragt for det såkaldt egoistiske, nedgroede og – som Arne Melchior har udtalt – degenererede konkrete danske folk.

Overmennesket bliver overskudsmenneske

Den herskende tidsånds officielle afsky for Nietzsches overmenneske – og nazismens yderligere pervertering af dette begreb – er således kun tilsyneladende. I dag kalder den herskende opinion blot ”overmennesket” for ”overskudsmennesket”. Inden for det danske folk, siges det, er disse overskudsmennesker at finde blandt politikere, det offentlige systems behandlere og blandt fashionable medie- og kulturfolk. De har ifølge selvforståelsen autoritet og pligt til at kritisere, opdrage og styre det menige folk, hvis mindre iderigdom og veltalenhed er udtryk for manglende ”overskud” til at dømme og bestemme selv. Man husker f.eks. den tidligere socialdemokratiske minister Ivar Nørgaards bekymrede advarsler om, at borgerne ”konstant bliver udsat for en heftig kommerciel påvirkning af underlødig og fordummende art”, at man derfor ikke kan overlade det til den private sektor at være alene om at påvirke befolkningen, men at staten må træde til med aktive kulturpolitiske modspil. Begrundelsen for, at statens påvirkning skulle være af højere kvalitet, gives ikke, men kan selvfølgelig kun være, at politikerne eller i hvert fald Ivar Nørgaard har ”overskud” til at modstå den kommercielle påvirknings pres. Man husker også kulturradikalismens slogan om ”opdragelse til demokrati”, som politikerne overtog for at opdrage de tilbagestående vælgere til at lade sig styre af de politikere, der har overskud nok til at være ”’progressive” og ”tolerante”, når folket selv ikke mere orker det. Denne holdning fandt senest sit udtryk i den tidligere konservative politiker Connie Hedegaards frygt for ikke at kunne ”styre” en folkeafstemning om indvandrerspørgsmålet og i finansminister Henning Dyremoses ønske om forhåndsafgørelse af den kommende folkeafstemning om EF-unionen.

Underskudsmennesker eller jævne danskere

I det hele taget er den stadige modvilje blandt politikere mod flere folkeafstemninger et udtryk for velmenende overskudsmenneskers hovmodige og bedrevidende betænkeligheder ved at overlade udviklingen af det gode og åbne samfund til de mennesker, der skal leve i det. Mentaliteten kom åbent og præcist til udtryk hos den nu afdøde socialdemokrat K. B. Andersen, der skrev om alle de ”pæne mennesker”, der kan ”deres ting fagligt, som passer deres hjem, svarer enhver sit, som kort sagt anses for samfundsstøtter – og som alligevel, fordi de i uhyggelig grad er sig selv nok og ikke interesserer sig for fællesskabets anliggender, er at betragte som direkte snyltere på ethvert demokratisk samfund”. Det menige folk regnes med andre ord for ”underskudsmennesker”, hvilket selvfølgelig er udtryk for nøjagtig den samme grænseløse foragt, som når Hitler talte om ”undermennesker”.

Det utilfredsstillende folk

Dette er i realiteten situationen i dagens Danmark. Et folk, som af hovmodige ledere er blevet kujoneret gennem et århundrede og derved har mistet viljen til selvhævdelse. Et folk, der gennem ideologisk indoktrinering er blevet påtvunget selvhadet og selvudslettelsen som livsindstilling. Et folk, som nu er prisgivet sine lederes uforstandige eventyrlyst, der viser sig som en rastløs kosmopolitisk vælgen og søgen efter nyt og stadig nyt. Denne troløshed udspringer af ærgerrigheden, som ikke kan finde sig tilfreds med blot at tjene det eksisterende folk. Den moderne ideologiske politiker ser sig i besiddelse af en så stor ”godhed” og et så stort ”overskud”, at han ikke alene tror sig i stand til at tjene sit eget folk, men hele menneskeheden. Der er dermed åbnet for et forræderi, som er så kolossalt, at det er hidtil uset i menneskets historie.

Fremmeddyrkelsens racisme

For første gang nogensinde ser man i dag – i øvrigt i Norge og Sverige så vel som i Danmark – at et lands øvrighed tilsyneladende helt frivilligt prioriterer vildt fremmede mennesker højere end landets egne borgere. Overmennesket tror sig jo fri til at vælge sin opgave her i livet – han er ikke bundet af tid og sted. For socialdemokratismens overmenneske kan mennesker, der elsker deres eget folk højere end alverden, uden problemer kaldes ”racistiske”, akkurat ligesom det nazistiske overmenneske i sin tid kunne gøre racismen til overmenneskets dyd. Der er ingen principiel holdningsforskel mellem disse to modsatte standpunkter. I begge tilfælde er holdningen nemlig, at alt er muligt, når blot den gode vilje får lov til at virke. Hvad enten man har kosmopolitismen eller den rene race som ideal, vil der derfor være onde og ufuldkomne mennesker, som forsøger at hindre virkeliggørelsen af idealet. Disse onde mennesker, som står i vejen, skal følgelig holdes nede og helst udryddes.

Folket stritter imod

For Hitler var det jøderne, som truede den ariske races renhed. For nutidens Overdanmark er det det danske folk, som værger sig mod at opløses i ”det internationale samfund”. Det betyder selvfølgelig ikke, at Poul Schlüter eller Svend Auken vil oprette kz-lejre og gasse alle, der stritter imod en multikulturel udvikling. Det såkaldte demokrati benytter sig af mere subtile virkemidler end diktaturet for at tvinge sin vilje igennem. De begivenheder, som er resultatet af bevidste politiske valg, kan kaldes ”uundgåelige”. Modstandere kan latterliggøres eller ties ihjel. Mest effektivt er det dog nok tilsyneladende at tilslutte sig modstandernes standpunkt og derefter undergrave det indefra ved at parodiere eller pervertere det. Denne taktik er netop meget benyttet mod det nationale. Når således selv konservative politikere taler om at ”dyrke” det nationale og om nødvendigheden af en aktiv økonomisk indsats for det danske kulturliv, er der tale om en åbenlys degradering af selve den nationale identitet til blot at udgøre et socialt støtteobjekt blandt så mange andre, som man kan opprioritere, nedprioritere eller helt fravælge efter behag og tidens krav. Derved glemmes det, at man ikke kan være ”mere eller mindre” dansk alt efter de økonomiske, politiske og åndelige konjunkturer. Enten er man det, eller også er man det ikke. Den samme skæbnesvangre, udslettende effekt får det, når tilhængere af det grænseløse samfund taler om vigtigheden af at bevare den nationale ”egenart”. Den objektivering eller videnskabeliggørelse, der ligger i begrebet ”egenart”, fører i sin praktiske konsekvens til den sikre udslettelse af nationalstaten. Man kan jo stykke for stykke analysere en hvilken som helst nations kultur og sprog og derved bevise, at alt blot er fælleseje for en større region eller resultatet af udefra kommende påvirkninger. At argumentere historisk for sin eksistensberettigelse er umuligt, da man før eller siden uvægerligt ender ved menneskehedens fælles stamfader – hvad enten han så levede for seks tusinde eller seks millioner år siden. Derfor er det også en åbenlys og fræk afsporing af indvandrerdebatten, når en Uffe Ellemann-Jensen bruger sine spanske aner som argument for det multikulturelles velsignelser, og når Paul Hammerich fokuserer på Dronningens nationalt blandede herkomst. For videnskaben og historien ligger så vist ingen grænse fast. Alt kan opløses i en kæde af årsager og virkninger. I digtet Folkeligheden fra 1848 ironiserer Grundtvig over denne videnskabeliggørelse af det nationale: ”Folk! Hvad er vel Folk i Grunden? Hvad betyder ’folkeligt’? Er det Næsen eller Munden, hvorpaa man opdager sligt? Findes skjult for hver Mands øje Folket kun i Kæmpehøje, eller bag hver Busk og Plov, i hver Kødklump før og grov?”

Nej, det gør ikke, svarer Grundtvig, idet han i samme digt giver sin kendte definition: ”’Til et Folk de alle høre som sig regner selv dertil”. Således bestemmes et folk ikke engang, som f.eks. Claus Eskildsen gjorde det i sin bog Dansk Grænselære fra 1937, ved at opregne geografiske, biologiske, historiske, kulturelle, erhvervsmæssige og sproglige forhold sammen med sindelaget. Det nationales form og indhold kan i teorien udvikle sig ganske vilkårligt, og i realiteten har det jo også for hver enkelt nation ændret sig til uigenkendelighed i historiens løb. Det eneste faste har været, at f.eks. danskerne hidtil altid har været rede til at forsvare det, den enkelte til enhver tid har opfattet som det eksisterende Danmark. Kun så længe dette føles som en pligt, har det mening at kalde sig dansk.

Livsnødvendigt forsvar

Det er i dette perspektiv, at Den Danske Forenings opgave skal bestemmes. Vor formålsparagraf lyder som bekendt, at vi på folkestyrets grund, uafhængigt af økonomiske og politiske interesser, vil sikre dansk kultur, sprog og levevis i en verden, der trues af kaos, overbefolkning, vold og fanatisme. Altså på den ene side en udpegning af de konkrete og tidsbestemte trusler mod os, og på den anden side ønsket om at bevare ”dansk kultur, sprog og levevis” – nogle begreber, der som netop vist slet ikke kan defineres entydigt. På trods af, at langt de fleste er enige om visse værdier, der konstituerer danskheden, forsvinder den dog i samme øjeblik, man virkelig griber efter den. Fædrelandet findes med andre ord kun i hvert enkelt individs hoved, og dets fortsatte eksistens afhænger af en stadig gentagen viljesakt i hver eneste landsmand. Som Kierkegaard udtrykte det, skal vi alle hver især for Gud beslutte at ville være, hvad vi er. Den Danske Forening er således i højeste grad en sammenslutning af individualister, som alle hver på sin måde føler det som en livsnødvendighed at forsvare det, de opfatter som deres fædreland. Det betyder ikke, at alle ikke-medlemmer og modstandere af Den Danske Forening ikke er ægte danskere eller ikke føler noget for deres fædreland, men blot, at de vurderer situationen anderledes.

Nået så vidt vil mange måske sige fra og indvende, at nu kan sagen da ikke blive mere vag, abstrakt og frit i luften svævende. En sådan opfattelse er imidlertid lige så forkert som den er forståelig. At fædrelandet kun findes i den enkeltes hoved betyder nemlig absolut ikke, at det på nogen måde er uafhængigt af et bestemt landområde, et bestemt sprog, en historie og måske også nogle bestemte værdier og skikke. Af disse faktorer er landområdet dog det afgørende, idet dets integritet er forudsætningen for, at de andre kan eksistere uantastet. Det er derfor også det, som danskernes forsvarsvilje skal koncentreres om – også fordi det er den eneste faktor, som kan afgrænses indiskutabelt. Den Danske Forenings eneste opgave bliver således i sidste instans at værge grænsen, så trives fædrelandet i øvrigt af sig selv.

Fædrelandets ”naturlige verden”

Fædrelandet er efter min mening den yderste horisont for det, som Vaclav Havel kalder ”den naturlige verden”. ”Denne naturlige verden,” skriver han, ”er en verden, der umiddelbart kontrolleres af vort ’jeg’, og som dette ’jeg’ personligt står inde for; det er vore oplevelsers endnu ikke indifferente verden, som vi er helt personligt forbundet med i vor kærlighed og had, respekt og foragt, vore traditioner, interesser og ureflekterede kulturskabende sans. Det er terrænet for vor ugentagelige, uoverførbare og uafhændelige glæde og smerte; en verden i hvilken, gennem hvilken og for hvilken vi på en eller anden måde er ansvarlige; vort personlige ansvars verden. Kategorier som retfærdighed, ære, forræderi, venskab, utroskab, tapperhed eller medfølelse har i denne verden et ganske konkret indhold, der er forbundet med konkrete mennesker og griber meget vidt ind i det konkrete liv; der er kort og godt stadig noget, der har vægt. Denne verdens grundrids er de værdier, som ligesom hele tiden har været her, før vi har talt om dem, undersøgt dem og gjort dem til genstand for vor spørgen.” Vaclav Havel mener, at så snart vi undersøger ”den naturlige verden” og i stedet for at overlade den til den subjektive opfattelse vil underlægge den videnskaben og nedbryde dens grænser, bliver den umenneskelig og værdiløs. Han fortsætter: ”Idet den moderne videnskab konstruerer sit universelle og almengyldige billede af verden, gennembryder den altså den naturlige verdens grænser, som den kun forstår som et fængsel af fordomme, man må kæmpe sig vej ud af frem mod den objektivt verificerbare sandheds lys. For denne videnskab er den naturlige verden blot en ulykkelig arv fra vore tilbagestående forfædre og et fantasiprodukt af deres barnlige umodenhed.”

Forræderiets evangelium

At nedbryde grænser er netop et vigtigt slagord for nutidens Overdanmark. Det rummer essensen af både 68-generationens ”frigjorthed” og den ideologiske nyliberalismes ”internationale samfund”. I uskøn samdrægtighed prædiker fortalerne for begge disse religioner troløshedens og forræderiets evangelium. Når de styrende spytter deres gamle, syge og svage landsmænd i ansigtet til fordel for udefra kommende, er det således kun et overfladesymptom for en mere dybtliggende åndelig armod. Socialdemokratismens overmenneskementalitet, der tror sig i stand til at afhjælpe alle verdens mangler på én gang, er også blot en faktor i en mere omfattende tidsånd, der har spillet håbløst fallit. Mennesket må atter lære at kende sin grænse. Sin egen, sin families og sit lands. Den Danske Forening er for så vidt også på denne måde en grænseforening. Imidlertid er mennesker, der blot ønsker at leve det liv, de nu engang er sat i, enhver ideologisk karrierepolitikers værste fjende. Politikeren lever jo af utilfredshed og forurettethed, som kræver indgreb i borgernes liv. Den politiske aktivisme må for at kunne realisere de planer, der er dens livsbetingelse, gribe ind på stadig flere områder. Hvis der ikke er problemer i forvejen, må de skabes. Intet er helligt for karrierepolitikere i brødnid. Individet sættes under behandling, familien nedbrydes og nu ødelægges også nationen.

Viljen til at ville

Kampen mod dette hovmod, denne destruktive menneskeforagt og denne troløshed kan kun vinde fremgang, hvis vi selv tror på vor eksistensberettigelse og ikke er flove over og skammer os ved os selv. At flygte fra virkeligheden straffes altid før eller siden. Sebastian synger jo ganske korrekt ”Danmark, du er en dum og dejlig tøs, fristende at ta’ dig mens du sover”. Det er på tide, at vi vågner op i stedet for i bogstaveligste forstand at sove livet bort. Det betyder også, at man ikke uden åndeligt tab kan unddrage sig den nødvendige kamp. Alt for mange danskere, som oprigtigt elsker deres land, forholder sig til det på samme måde som den unge mand til sin kæreste i Søren Kierkegaards skrift Gjentagelsen. Han elsker ikke pigen selv men kun mindet om hende, selv om forholdet til hende stadig slår til at redde. Det skyldes, at han ikke orker livet i hverdagen her og nu; troskaben i det ørkesløse slid for det daglige brød; gentagelsens opslidende ensformighed, men hellere vil sidde mageligt i en lænestol og drømme sødt om det liv, de kunne have haft sammen. Drømmen er meget nemmere end det virkelige liv, som kræver en aktiv indsats for at lykkes. Igen og igen støder man på denne lette holdning over for det nationale spørgsmål. ”Det er for sent,” lyder det. ”De fremmede er allerede alt for mange, og min indsats nytter alligevel ikke noget”. Forurettetheden og beklagelserne spares der imidlertid som regel ikke på. En sådan virkelighedsflugt, en sådan slap ”hvad kan det nytte”-holdning er ikke alene en afvisning af Guds fordring om at være jorden tro trods alt – den er også en selvopgivelse, et åndeligt selvmord. Danskheden er for den moderne humanistiske betragtning rigtignok ingenting og for socialdemokratismens nihilisme ligegyldig, fordi alt er lige gyldigt, men for danskeren er den nu engang en værdi, og værdier forudsætter forskelle, og forskelle forudsætter modstand, fornægtelse, uforsonlighed, spænding – alt det, som slapheden ikke udholder og svagheden går af vejen for.

Sammenhold og offensivmod

Selvopgivelsen er imidlertid alligevel kun alt for forståelig, idet det altid er svært i længden at holde modet oppe alene.”Det har slet ingen Hast for den, som tror” står der i den gamle kampsang, men alligevel behøver selv den mest faste i troen af og til opmuntring fra ligesindede. Dette er det bedste argument for, at der skal være en ting som Den Danske Forening. Ligesom under Besættelsen vil der forestå hårde og lange kampe, som kan kræve store ofre, og der vil derfor være brug for dansk sammenhold – ganske som under Besættelsen. Uden sammenhold vil ingen som helst mulighed for modstand være levnet. Men som Vilh. la Cour også skrev i End en Dyst, må vi ligeledes holde en anden af besættelsestidens dyder levende, nemlig ”Offensivmodet, det som fyldte vore Sabotører og Frihedskæmpere, og som var den sande Aarsag til, at Frihed og Ære frelstes ud af Kollaborationismens klamme Greb. Offensivmodet maa heller ikke savnes nu. Vi fører ikke vort Sprog og vor Kultur ind i denne Kamp med en Undskyldning for deres Tilstedeværelse.”

Uforsagt – frem til værn og vagt!

Ingen af Den Danske Forenings medlemmer bør med andre ord længere skræmt krybe i skjul bag anonymiteten. Med stolthed kan vi træde frem med vort tiltrængte budskab hvor som helst og når som helst. Vi er hverken værre eller bedre mennesker end andre. Når politikerne og ”kultur”folket beskylder os for ”egoisme”, fortjener de således kun vor overbærende foragt. Disse barnløse karrierekvinder, vellønnede cand. polit.’er, lovtrækkende cand. jur.’er, ufolkelige folkebibliotekarer og projektørhungrende åndløsheder har jo for overhovedet at kunne nå deres nuværende positioner i årevis måttet koncentrere sig om udelukkende at fremme deres eget ego. Vi må i svage øjeblikke altid huske på, at det nuværende uskønne sammenrend af folkeopdragere savner ethvert moralsk grundlag for at stå med løftede pegefingre.

Og hvis modvinden bliver for strid, modstanden for stor og lysene atter slukkes i Danmark, så udbryder den nationale friheds fjender triumferende: ”Nu kan de da ikke mere!”. Men vi vil rejse os af asken og svare: ”Jo, vi kan ikke alene én gang til, vi kan om nødvendigt hundrede gange til!”. Og med Niels Møller vil vi synge: ”Saa drag da kæk mod Dagen frem trods Livets Lykkespil! Du ejer dog dit eget Hjem saa længe selv du vil! Frem i Tugt og Takt! Frem til Værk og Vagt! Stærk til at møde Striden uforsagt!”