Mens Europas øjne er rettet mod den polske østgrænse, er den illegale migration af langt større omfang over Den Engelske Kanal. Torsdag blev der slået ny rekord med 1185 migranter på én dag. Men modsat Polen tager Storbritannien imod, mens Frankrig (og EU) reelt spiller Hvideruslands rolle som villigt afsenderland, idet man åbenbart (selvfølgelig i velforstået egeninteresse) ikke har styr på egne kyster.

Men Storbritannien er den pæne dreng i klassen og eskorterer ikke retur, men tager bare imod og imod, ligesom Vesteuropa jo generelt gør det under de ”humanitære” værdiers imperativ. Således undgår de modsat Polen konflikt og at blive udskammet – på kort sigt. I stedet for at udvise rettidig omhu og standse strømmen, før den bliver en stormflod. Anklagende fingerpegning mod briterne skulle selvfølgelig vendes om mod Frankrig og medsammensvorne i Bruxelles, der ikke er mindre slyngelstater end Hviderusland.

Stritter man ikke imod, undgår man (foreløbig) konflikt. Der skal to til at slås, og i vor tid bliver den angrebne typisk den skyldige ved bare at forsvare sig. Det er mekanismerne, der lige nu virker ved Den Engelske Kanal, som i større målestok bliver døden for dét Europa, som historien hidtil har kendt, men det er i polakkernes trodsighed ved deres østgrænse, at muligheden for en kontinuitet på de historiske europæeres betingelser manifesterer sig. Medier og politikere fokuserer på konflikten dér som problemet, men det er den falske stilhed over Kanalen, som er skæbneproblemet.