I går skrev jeg om tidens moralske asymmetri, men i synergi hermed er der også i høj grad en akademisk asymmetri. I hele Vesten har groft sagt én totalitær tendens nu behersket universiteterne i 100 år (tilmed under den såkaldte, af mainstream groft fortegnede ”mccarthyisme”). Dissidenter bekæmpes sjældent ærligt, jo nok fordi man har det svært med saglige argumenter, men ud fra hårtrukne formelle kriterier, der håndhæves selektivt og sært meget minder om de odiøse historierevisionisters metode, hvor man finder nogle småtterier og gør dem afgørende for hele sandheden.

Det er mange år siden, jeg skrev en lille bog om den politiserende skævvridning af vor akademiske verden. I det forgangne godt halvandet årti er problemet blevet så uhyre meget værre, at bogen i dag var blevet langt tykkere. Set i forhold til, hvordan marxistisk inspirerede akademikere i årtier har domineret særlig de humanistiske snakkediscipliner med deres enstonige mantraer, er det jo fantastisk, at det netop er den politisk ukorrekte lektor Marianne Stidsen, som for tiden må stå for skud som plagiator. Men helt i tråd med beskyldningerne mod en Helmuth Nyborg og flere andre, som ikke når frem til på forhånd blåstemplede konklusioner (den nedadvendte universitære tommel til Kim Møllers kritik af dansk islamforskning er en typisk skæbne).

Hvad er dog selve rationalet for universiteter? At vække til debat og erkendelse, ikke bare gentage tidens anerkendte sandheder (blandt andre akademikere og meningsdannere). Det afgørende bør ikke være, om man mere eller mindre har omformuleret citater, før man bruger dem i sit eget åndelige bygningsværk. På frugterne skal man kende det. Svær at overgå som plagiator var således Martin Luther King, både i sin disputats og sine øvrige skrifter, men hans doktortitel og ry kan ikke røres af politiske årsager, og hans indsats er jo også netop hævet over krakileres indvendinger. Kan vel ikke sammenlignes med Stidsens, skønt hun i sit modsætningsforhold til den moderne identitetspolitik i virkeligheden har overtaget Kings arv mere end de ”woke”, der tror, de har gjort det.

Men pointen er, at Stidsens arbejde netop vækker til debat og nye argumenter, som et akademisk arbejde altså primært bør. Størstedelen af akademisk produktion er “just another paper” med en håndfuld læsere. Således har anføreren af det akademiske korstog mod Stidsen, ph.d. i filosofi Carsten Fogh Nielsen, måske et mere omhyggeligt noteapparat i sine skrifter, der omfatter sådan noget som artikler om ”frihed, subjektivitet og stat i Hegels retsfilosofi” og  ”frihed, motivation og retfærdiggørelse i Hobbes, Rousseau og Rawls”.  Men det er altså nogle af de mest fortærskede emnekredse inden for filosofien, man kan fylde ret ulæste biblioteker med, mens Stidsens arbejder åbenbart netop gør en forskel og er den torn i øjet på tidsånden, som akademikere egentlig altid burde være. Ellers kunne de jo med større nytte arbejde med en skovl i stedet for en pen.