B.T. skriver om Nye Borgerliges kandidat i Aabenraa, Jonas Zuschke. Avisartiklen er et ærketypisk eksempel på mainstream-manipulation (og også typisk næsten kopieret fra bonkammeraterne i “Redox”). Historien præsenteres på avisens website-forside med, at ”kandidat chokerer”. Dog fremgår det intetsteds, hvem der er chokeret. Det er åbenbart bare noget, der nødvendigt følger af Zuschkes ord. I det mindste må journalisten være chokeret. Men i så fald kan enhver artikel jo præsenteres som et chok, bare skribenten er fintfølende nok. Kan man ikke lide en kandidat, kan vedkommende ”chokere” ved at gå med prikket slips.
Zuschke chokerer angiveligt, fordi han i 2018 skrev ordene, at ”kampen er brutal og voldelig”. I B.T.’s overskrift med velberåd hu citeret uden for kontekst, som så mange nationalsindede er vant til. Zuschke fortsætter nemlig, hvad ikke kan undgås at nævnes nede i teksten også af B.T., at det er en vold, som skal rettes mod os selv. Altså lidt som mainstreamtolkningen af ”jihad”, at det primært er en kamp mod egne svagheder. Forskellene er bare to: At mainstream blot overtager islams egen jihad-reklame, og at voldelig jihad mod ikke-muslimer faktisk florerer overalt, hvor islam trænger frem.
Det er jo også typisk: Centralt i den moderne mentalitet står det, at i særdeleshed såkaldte minoriteter, om de så er af etnisk eller seksuel art (de skal primært bare være “undertrykte”), skal have lov til at definere sig selv. Ja, også den herskende liberaldemokratiske vestlige orden skal man bare tro, når den definerer sig som historiens hidtil mest demokratiske. En venstremand eller socialdemokrat er allerede pr. definition uhjælpeligt – demokratisk. Ene af alle segmenter må såkaldt højrenationale ikke definere sig selv, men må defineres som ekstreme og voldelige, fascistoide, uanset hvor meget de så selv benægter det.
Paradokset er altså ikke mindst, at jo mere intellektuelt og uvoldeligt, de højrenationale fører sig frem, desto mere kaldes de farlige og odiøse (selvfølgelig fordi de så rent faktisk også har større mulighed for at true de herskende realpolitisk). Ja, paradokset er dobbelt, nemlig at åbenlyst voldelige retninger blandt ”minoriteter” og politisk korrekte får ret til at kalde sig fredselskende retfærdighedsforkæmpere, uanset hvor mange ”ensomme ulve”, der skaber flimmer på skærmen, mens én vitterlig ensom ulv under nationalt banner modtages med kyshånd af mainstream og bruges til at sværte alle i ”samme” segment, der undsiger vedkommende.
Definitionerne er fastlagt, men alene for nationalsindede af modparten. Det er jo ganske forgæves, hvad nationalsindede siger til deres forsvar. Se blot i B.T.-artiklen, hvor Zuschke dog får ordet, men der lyttes slet ikke, idet artiklen sluttes: ”Det er ikke første gang, at Nye Borgerliges kandidater giver udtryk for voldelige synspunkter …” Skønt Zuschke i de foregående linjer netop har benægtet at have et voldeligt synspunkt! Uanset hvor meget man spræller og protesterer, er man altså som nationalsindet fanget i fjendtlige definitioners net, mens uhyre radikale røde, grønne, islamiske o.lign. stryges med hårene og ukritisk promoveres i overensstemmelse med egne selvopfattelser.
I artikler om venstrerevolutionære, muslimer osv. er fokus typisk på indholdet i aktørernes budskab – fx hvorfor en kamp rent faktisk risikerer at blive voldelig – chokket går på de angiveligt uretfærdige forhold, aktørerne bekæmper af retfærdig harme. Emnet er “sagen selv”, journalisten ser grundlæggende sagen med aktivisternes øjne, selv når der fingeres kritisk distance (stakler indsat i Guantanamo, marginaliseredes forståelige “fortvivlelsens selvhjælp” etc.), mens fokus over for de nationale er at gå efter den skandaliserede mand, mens ”bolden” bliver en biting i dette beskidte politiske spil, hvor reglerne på forhånd er fastsat af journalistisk venstreparti.
Venstreekstremisterne har haft definitionsretten i et godt stykke tid nu, så det er efter min mening mere overraskende at de endnu ikke har udnyttet den helt, til at sende alle, der ikke abonnerer på deres livsanskuelse, i opdragelses- eller ligefrem arbejds/dødslejre, som jo plejer at være resultatet, når venstreekstremister har magten. Men det kan være at det lykkes dem nu efter at have været ekstremt succesfulde med deres indoktrineringskampagner siden 1960erne og nu deres kampagne for at afskaffe demokratiet og borgerrettighederne fuldstændig, i samarbejde med dels andre venstre-partier og dels partier, der kalder sig selv “liberale” eller “borgerlige”, men som består af personer, der er blevet hjernevasket siden barndommen med den samme venstreekstremistiske livsopfattelse som har domineret Vesten siden 1960erne og som gør at folk ikke kan tænke anderledes end venstreekstremistisk/socialistisk. Alle tænker efterhånden sådan og alle er efterhånden afhængige af staten for at kunne klare sig gennem dagen og vejen. De økonomiske midler er på færre og færre hænder og almindelige borgere er blevet fremmedgjort og umyndiggjort gennem årtier, i en grad, hvor de dybest set ikke er mennesker mere, men bare eksistenser, som ingen rettigheder har og ingen stemme.
Men er der noget at gøre ved det? Jeg tror man kan skrive og argumentere, nok så skudsikkert her fra og til himlen, ordene ér og forbliver vand på gæs.
Jeg har også mere end en gang i livet måtte korrigere min opfattelse på nogle punkter, fordi modpartens argumenter blev en tand for solide, til at jeg kunne vige uden om. Det dør man ikke af. Men rigtig mange vil dø takket være denne infantile ståen fast på multikultiens velsignelser.
Det mest frustrerende er nok, at trods nok så mange forklaringsmodeller, bliver min hjerne aldrig i stand til at forstå, hvorfor de gør det. Hvordan kan man være udstyret med øjne, ører og en IQ over 80, og så ikke være i stand til at se skriften på væggen?
Jeg har aldrig været multikultitilhænger, men oprindeligt heller ikke en defineret modstander af samme. Jeg var vist mest af alt ligeglad. Et par tossede muslimer på Nørrebro, i Vallensbæk eller Ishøj, kan vel ikke skade nogen? Hvis nogen gad engagere sig kritisk mod det, så fred være med dem.
Men så husker jeg en debat på Politikens hjemmeside. Det var tilbage til dengang, hvor en debat på nettet bestod, bogstaveligt, af en “debattråd”, en primitiv tråd, der lignede et “tælletræ”. Her skrev en eller anden kvinde om multikultiens lyksaligheder, og det lød jo meget tilforladeligt. Ind til en mand gik ind og svarede hende nogenlunde sådan: “Kan du nævne mig bare ét sted, hvor sammenblanding af kulturer ikke er endt i ødelagte samfund, vold og krig?”
“Hmmm” – tænkte jeg. Et par dage senere, var jeg inde og se på samme side, hvad hun havde svaret på hans spørgsmål. Intet svar. Det var svar nok for mig. Det var dér, jeg begyndte af forholde mig lyttende til kritikernes argumenter og referencer. Gid flere ville gøre det samme. Men jeg er bange for, den pulje af flytbare mennesker er opbrugt. Det bliver læring ved at føle på den meget hårde måde, da hørelsen ikke fungerede mens den skulle. Så må ægte dansksindede samle de levende op på slagmarken – hvilken form for slagmark, det så end bliver – bagefter.
Fra Margrethes indlæg: “Jeg har aldrig været multikultitilhænger, men oprindeligt heller ikke en defineret modstander af samme. Jeg var vist mest af alt ligeglad. Et par tossede muslimer på Nørrebro, i Vallensbæk eller Ishøj, kan vel ikke skade nogen? Hvis nogen gad engagere sig kritisk mod det, så fred være med dem”.
Jeg havde det på nøjagtig samme måde engang. Og jeg så alle mennesker som medborgere, som skulle vurderes individuelt, også muslimer. Indtil forskellene i mentaliteten hos muslimerne og alle os andre begyndte at skrige mig ind i hovedet. Så meget skulle der til. Det tog virkelig, virkelig lang tid for mig at se realiteterne i øjnene. Alt for lang tid. Og jeg har muligvis med min stiltiende og fuldstændigt passive holdning været medskyldig i at det har kunnet lade sig gøre at dæmonisere nationaltsindede, som var imod masseindvandringen, i mange år.
Nu har jeg det, som man nok har kunnet fornemme på mine indlæg her på siden, helt anderledes. Og jeg synes faktisk ikke at jeg med mine meninger er ekstremist, tværtimod så synes jeg at det danske samfund er blevet ekstremistisk, med en fast politik, der går ud på at nedlægge alt, hvad der minder om vores vesteuropæiske kultur og indførelse af en ny politik, der handler om at erstatte den vesteuropæiske kultur med enten cancelkultur, totalitære love og/eller islamisk kultur, som store grupper af europæere af uransaglige grunde ser som sååå dejlig og eksotisk. Men det har været en lang kamp med både mig selv og nu med mine omgivelser og (især) familien. Og den fortsætter. For nøjagtig som det har været tilfældet i de sidste mange år, så forvandles man jo til et racistisk afskum, lige så snart man ikke er aktiv fortaler for masseindvandring af muslimer. For det er jo det nye sort- i samfundet nu kan man ikke blande sig udenom. Man SKAL være ivrig tilhænger af “anti-racisme” (ellers er man naturligvis racist), tvangsvacciner og vaccinepas (ellers er man tilhænger af mord på sine ældre medborgere), klimapanisk (ellers er man uansvarlig og farlig), tilhænger af “grøn omstilling” (ellers er man fortaler for forurening) osv osv.. og hvem definerer så alle disse nutidens trends? Det gør de bestemmende kredse, som til overflod består af stærkt radikaliserede socialister og mennesker med en generelt totalitær indstilling til hvordan samfundet skal se ud, uddannet fra de mange universiteter, der har været præget af socialistisk indoktrinering i årtier og som er ude af stand til at tænke anderledes end partilinien. Det er det samme både i Vesteuropa og Danmark, såvel som i England og USA- og det er lige før, det er værst i de to lande, for at det ikke skal være løgn. Selv de fineste engelske og amerikanske universiteter er forlængst faldet i kløerne på ekstremisterne. Det giver sig udslag på forskellig måde, men påvirker altid samfundet i en ekstremt negativ retning. Resultatet af det ser vi nu- og det bliver værre og værre.