Det var mest ”grønne” budskaber, statsministeren havde med fra Indien, men man må håbe, at hun i det mindste i det skjulte noterede spændingerne i landet i relation til de næsten 15% af befolkningen, muslimerne udgør.

Den internationale mainstreampresse giver altovervejende det herskende hinduistiske parti skylden for stridighederne, taler om islamofobi og varsler tilmed et kommende folkemord på muslimer i Indien. Det er da også nemt at finde udtalelser fra ledende politikere, som næsten får Glistrup til at blegne. Spørger man, hvad årsagerne til de antimuslimske følelser er, kan man dog blot kaste et blik på oversigten over muslimsk terror i Indien de senere år.

Udefra er det sådan set lige meget, hvem man ”holder med”, og hvad der er hønen og ægget. Den slags konflikter har deres egen logik, hvor man ikke kan forvente, at det er politisk muligt bare at glatte ud, hvad ikke-muslimer har oplevet fra muslimers side gennem 1000 år (og for så vidt sikkert også omvendt). Hvad det gælder om er at indse, at denne evige pine må undgås i lande, for hvilke det overhovedet er muligt, og man må repatriere de muslimske lus i skindpelsen, mens de endnu er et fænomen uden dybere rødder.