Troens bevis

Teologien har aldrig tilfredsstillende kunnet bevise troen for dem, der ikke i forvejen har den. Noget lignende forholder det sig samfundsmæssigt, når man skal udrede endelige motiver for aktørers handlinger. Selv med den politiske person, om hvis sind der vel er blevet skrevet flest bøger og afhandlinger, Adolf Hitler, forbliver der uundgåeligt en række skoler. Var han ideologisk motiveret, magtgal, psykisk afvigende, troede han selv på sin ideologi, osv.? Eller kan det hele være sandt på én gang?

For samtiden var den slags dog sekundært. Når tyske tropper rykkede frem gennem Europa, gjaldt det mere om at få våbnene frem end at analysere dybere motiver. Trangen til absolut at skulle ”forstå” fjenden har historisk været en luksus for en fredeligere eftertid, kun i vor tid drukner enhver rettidig omhu i uendelig debat om, hvorvidt man nu yder fjenden retfærdighed. Man vil så gerne tro det bedste, men rettidig omhu kan af natur ikke bevises, og det glistrupske usikkerhedsprincip om muslimers hensigter vil i hvert fald altid være det mindst omkostningstunge.

Forfatteren Sanne Gottlieb har tidligere brilleret med diverse islam-apologetiske udsagn. Senest har hun manet til tvivl om, hvorvidt den muslimske konvertit-terrorist Espen Andersen Bråthen nu også begik mord, fordi han var konverteret til islam, eller fordi han er syg. Hun vil angiveligt ikke retfærdiggøre noget. ”Men når en mand, der har konverteret til islam, begår så horrible drab, er det vigtigt at huske på, at det ikke nødvendigvis er, fordi han er muslim. Jeg skriver det, så du kan holde din indre religionsracist i skak. Vi er nødt til at tro det bedste om andre mennesker – præcis som vi også selv vil mødes med den tro.” (Som Anne Franks holdning ”smuk”, men ikke overlevelsesfremmende).

Kan man forestille sig en debattør ved et mainstreammedie skrive om Anders Breivik: ”Men når en mand, der er indvandringsmodstander, begår så horrible drab, er det vigtigt at huske på, at det ikke nødvendigvis er, fordi han er nationalist. Jeg skriver det, så du kan holde din indre politiske korrekthed i skak. Vi er nødt til at tro det bedste om andre mennesker – præcis som vi også selv vil mødes med den tro.” Nej, vel?

Både Bråthen og Breivik så sig selv motiveret af nogle verdensanskuelser, men det kan jo bare være rationalisering af andre drivkræfter. Akkurat ligesom nazismen kan kaldes et forståeligt, men ekstremt udtryk for tysk revanchisme eller tolkes på talrige andre måder. Som samfundsmedlemmer kan man dog kun handle efter statistiske korrelationer mellem fænomener. Man kan aldrig opnå et bevis. Men ande-testen er også god nok: ”Ligner det en and, svømmer det som en and, og rapper det som en and, så er det sandsynligvis en and.”

Den væsentligste forskel mellem Bråthen og Breivik er, at der er større korrelation mellem førstnævntes opførsel og mange muslimers i vor tid, end der er mellem Breiviks og indvandringskritikeres. Og Bråthen vil kunne finde direkte voldelige opfordringer i sin tros grundskrift, mens Breivik kun ved egne forkvaklede tolkninger kunne udlede sine handlinger af Fjordman. Men Sanne Gottlieb og mainstream vil kun antage islamskepsis, hvis de får et ”nødvendigt bevis”, som tvivlere notorisk aldrig kan få her lige så lidt som med den kristne tro.

Og dog var Gottlieb jo, da hun for et års tid siden opfordrede til en undskyldning for Muhammedtegningerne, ikke i tvivl om, at muslimerne blev ophidsede over disse, fordi de var muslimer (og ikke fx fordi de generelt følte sig ydmyget af Vesten, havde mindreværdskomplekser, eller måske blev tegningerne blot brugt som taktisk påskud). Som hun skrev: ”Det lille sarkastiske, selvfede og på papiret, kristne land, Danmark, forstår ikke, at man kan blive stødt som muslim over en tegning. … Men nogle gange behøver man ikke forstå. Blot acceptere, at man har jokket i spinaten.”

Her er der intet krav om bevis af sammenhænge, ikke engang forståelse, og det viser jo, hvor meget forklaringsmodeller afhænger af partisk indfaldsvinkel. Det er for så vidt legitimt, men der er stadig et krav om gode og konsistente argumenter. Hos Gottlieb er der kun frådende antidansk moralisme. Og det eneste sikre er, at vor tids toneangivende krav om ”beviser” (vel at mærke kun på politisk ukorrekte påstande) aldrig vil blive opfyldt i en sådan grad, at det vender modpartens verdensbillede, men kravet vil lyde, indtil den sidste vantro, der ikke vil underkaste sig, får skåret halsen over med krumsablen.

5 Kommentarer på "Troens bevis"

  1. En glimrende indsigt i islam-apologeternes verden, hvor Neerup Buhl med en psykisk analyse afslører hykleriet og hadet til egen befolkning, hos det islamofile segment.
    Tak til Neerup Buhl. Indlægget mindede mig faktisk om Kejserens Nye Klæder. Her er det så bare Sanne Gottlieb, der bliver afsløret og klædt af til skindet. Man kan heller ikke lade være med at tænke om alle de islamofile en dag vågner op og tænker “Hvad har vi gjort?” eller om de fortsætter med at tro på at de får en belønning af muslimerne, den dag de overtager landet helt.. jeg er bange for at det sidste kan gå hen og blive tilfældet. Forhåbentlig har vi andre forhindret en sådan overtagelse til den tid.

    • Man kan heller ikke lade være med at tænke om alle de islamofile en dag vågner op og tænker “Hvad har vi gjort?”

      Det gør de ikke. Grundlæggende fordi, de, der bekender sig til multikultiens infantile religion, bærer på så tonstung en skyld og et ansvar, at denne flokbaseret godhed, ikke har format til at påtage sig en sådan byrde.

      Det er som med troen på marxismen. Når det går galt, hvad det har gjort hver evig eneste gang ind til nu, så er der fordi onde kræfter er sprunget ind fra højre, eller hvor fra det nu var, de onde lige pludselig sprang ind i ligningen og ødelagde resultatet. Det kunne bare have været så godt, hvis det ikke lige havde været for dem!

      Når alt er smadret vælger PK’erne, traditionen tro, at give alt andet end de ansvarlige skylden. Dem selv.

      Som med marxismens lyksaligheder, har jeg gjort det til en vane, at spørge de, der hylder multikulti, om de kan henvise til et sted i historien, hvor det gik godt at blande især muslimer ind i ligningen. Hvad bygger de deres tro på, at det skulle gå godt denne gang? Jeg henviser til skæbnen for tilhængerne af de oprindelige religioner i Nord Afrika, Irak, Afghanistan, Indonesien, Tyrkiet osv,osv,osv, o..

      Deres svar består som regel i, ikke at svare. Presset tilpas hårdt op i en krog, kan man vride et svar ud af dem, der kører på det moralistiske: “Så du syn’s altså bare vi skal lade deres børn dø, fordi du ikke bryder dig om muslimer?” Med denne fiffige taktik har de nemt og bekvemt driblet ondskabens bold over på deres fjenders banehalvdel. Hvem kan sparke til dén, uden at levere dem det endelige, Einsteinske bevis for, hvem der sidder inde med den altødelæggende ondskab?

      For at citere, guderne må hvide hvem: “Common sense is not a gift, it’s a punishment. Because you have to deal with everyone who doesn’t have it”

      • Peter Neerup Buhl | 16. oktober 2021 ved 15:54 |

        En af indvandringsdebattens bedste kronikker er vist også ”Nævn mig et land…” af Finn Oelsner, matematiker og (nu afdøde) medlem af Venstres indvandringsudvalg, 14. juli 1994 i Berlingske Tidende. Altså netop med pointen, at de, der går ind for multikulti, bedes nævne bare ét land, hvor det er gået godt. Man er ham stadig svar skyldig, hvilket dog ikke har dæmpet venligbo-segmentet…

      • Fordrukken Taber | 16. oktober 2021 ved 21:37 |

        Fremragende indlæg, tak til Margrethe og Neerup Buhl.
        Jeg må indrømme at jeg heller ikke tror ét sekund på at masseindvandringstilhængerne helmer, før hele Europa er ændret til uigenkendelighed og kontinentet ødelagt. Og så får alle vi andre skylden bagefter.
        Vores håb må bestå i at et eller andet sted er der tilstrækkeligt mange mennesker, der pludselig får nok og opretter deres egen zone, hvor al denne vanvid ikke får adgang. Vi har allerede en zone omkring Polen og Ungarn og til dels visse af deres nabolande, hvor vanviddet ikke får lov til at rase. Men der er brug for at nå en kritisk masse for at få resultater. Og problemet er at de omkringliggende vestlige landes sammenbrud, især Tyskland og Sveriges, kan få spillover-effekter på de lande, der stadig står fast på at bevare den europæiske kultur.
        Lad os tage Sverige; et land, der nærmer sig et komplet sammenbrud. Og lad os skrue tiden fem år frem (maximum faktisk, mere tror jeg ikke, der går); som resultat af masseindvandringen og diskriminationen af de etniske svenskere, udvandrer disse i store tal. Nogle kommer til Danmark og vil betyde en midlertidig positiv effekt for det danske samfund. Men eftersom de etniske svenskere har forladt Sverige, så accelereres landets sammenbrud og lynhurtigt bryder økonomien og både det civile samfund og autoriteter fuldstændig sammen. Flere millioner i Sverige bosiddende afrikanere og mellemøstlige vil derefter migrere til nabolandene- Norge og Danmark.
        Det samme kan ske for Polen/Ungarn, når Tyskland bryder sammen.
        Der er brug for at et større vesteuropæisk land melder sig i frigørelseskampen. Min kandidat nr 1 er faktisk FRANKRIG. De er i forvejen mere og mere bevidste om situationen- langt mere end de altid autoritetstro og lydige tyskere (intet nyt derfra). Og opinionstallene i Frankrig er langt mere forhåbningsfulde end de tyske- for nu at sige det mildt. Desuden har Eric Zemmour minsandten meldt sig ind i den politiske kamp og står til at få en hel del stemmer.
        Men den franske fremgang kan afspores af antidemokratiske love fra Macron- som senest set med forbuddet mod Génération Identitaire og de vanvittige coronapas-love, som håndhæves på bedste politistatsmanér. Der er ikke langt fra en sådan opførsel til et direkte forbud mod islamkritiske partier og deres ledere.
        Vi står med andre ord- som sædvanlig i et vadested. Eller en sump. Tæt på kviksandet..

    • Europa er stærkt på vej imod en direkte to-deling mht. til masseindvandrings problematikken. Måske med den før så benyttede betegnelse: Et Europa i to hastigheder – men nu bare anvendt i udlændinge/migrations politisk øjemed.
      Specielt her i denne formandsskabs periode (Slovenien) for EU-rådet skiller hele seks øst-og-central europæiske lande sig ud, og giver resten af EU, og i særdeleshed de vesteuropæiske et ultimatum. og ja nu skal der endelig bygges ikke bare hegn: Men også murer f.eks i Polen.
      https://barenakedislam.com/2021/10/06/six-eastern-central-european-countries-give-an-ultimatum-to-western-europe-unless-you-end-your-relentless-fascination-with-muslim-immigration-europe-will-cease-to-exist/

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.