Det er sjældent religion, som hindrer muslimske kvinder i at komme ud af et islamisk ægteskab, men derimod magtfulde familiers æresbegreber. Det konkluderer islamforsker (og velkendte islamapologet) Jesper Petersen nu efter at have studeret dokumenterne i over 400 islamiske skilsmissesager, lavet feltobservationer og interviewet parterne i sagerne.

”Det er efter min mening nødvendigt at tilbyde kvinderne sekulære, offentlige løsninger, fordi deres problemer sjældent er af en religiøs karakter. Det kræver dog, at fagpersoner kan afkode de sociale mønstre bag det religiøse sprog, som konflikterne til tider italesættes med, sådan at kvinderne også bliver visiteret til de behandlinger, som vi måske på sigt får udviklet,” siger Jesper Petersen (ifølge Københavns Universitet på Linkedin).

Først og og fremmest er det jo sjovt, hvordan tesen om islams irrelevans strider mod muslimers egen opfattelse. Se fx bogen Elskerinde i Allahs verden, skrevet af en muslimsk kvinde, der var hovedvidne i sagen om æresdrabet på den 18-årige Ghazala Khan i Slagelse. Petersen skriver jo dog også, at der skal såkaldte fagpersoner til at ”afkode” det religiøse sprog (det giver i øvrigt også grundlag for en lukrativ ny branche).

At man gør sig klogere på andres syn, end de angiveligt selv er, er en velkendt ideologisk holdning (”falsk bevidsthed”). Men hvad er væsentligst i den virkelige verden: Det, menneskene tror de handler ud fra, eller det, de ”egentlig” handler ud fra? (Og ”egentlig” i forhold til hvad?). Det bliver en sær teoretisk konstruktion, hvor man adskiller noget, der for de handlende hænger uløseligt sammen.

Det er vel at mærke meget plausibelt, at de kvindefjendtlige æresbegreber er en dybere og mere udbredt tendens i islams område end blandt muslimer. (Indvandringspolitisk er det i øvrigt et argument for endnu strammere kurs, end islamkritik lader formode). Men for nutidens levende mennesker, for hvem de to forskellige historiske fænomener er blevet sammenfiltret, er den akademiske analyse irrelevant. Er man førmoderne, afspejler man hele pakken, og tager man opgør med islam, er det en indikator på modernitet, hvor også holdningen til æresdrab skylles ud med det førmoderne badevand.

Petersens resultat, at sekulære løsninger er nødvendige, antyder jo også netop, at problemet er ikke-sekulært. Hans fortænkte definitioner og stadige forsøg på at rense islam er jo ganske typiske for mainstream-”eksperter” og et særtræk i den moderne civilisationernes kamp, man ikke kunne have forestillet sig førhen. I kampen mod Nazityskland, eller under Den Kolde Krig, kunne man heller ikke både stå fast og samtidig lade sig lede af alle mulige teorier om, hvilken andel af modpartens adfærd, der mon skyldtes tysk eller russisk historie, og hvilken der var et særligt udtryk for den aktuelle ideologi. Sådanne overvejelser er en luksus, som man kan fordybe sig i på historisk afstand. Men i nutidens konflikt mobiliseres notorisk alskens krakilerier for at skabe ”flimmer på skærmen”, forvirring og tøven, midt i kampens hede. Nuancering er rent intellektuelt en dyd (hvis den er beføjet), men i en global konfrontation er den døden.

Man kunne ønske samme sikkerhed i fjendebilledet af islam hos de akademiske islamforskere, som der præger den akademiske holdning til den såkaldte højrefløj. Her er der ingen vaklen i geledderne om den direkte sammenhæng mellem ”hatespeech” og vold mod fremmede, mellem ”fremmedhad” og integrationsproblemer. Groft sagt er ingen fremmedproblemer islams skyld, alle problemer er højrefløjens skyld. Hvis akademikerne bare også brugte deres model for højreradikalismens onde på islam-ideologiens virkninger, ville de komme til noget andre konklusioner end de nuværende. Og de vil endda være på langt solidere grund, når de tolker islams dystre virkninger end højrefløjens, al den stund en over 1000-årig verdenscivilisation jo nok har dybere greb i de troendes sind og hele etniske gruppe end en moderne og ret marginal politisk subkultur.