Tysker hænger den 17-årige Lepa Radič, Serbien 1943… Lepa kæmpede mod tyskerne, men blev fanget i februar 1943. Nazisterne bandt et reb om halsen på hende, men tilbød hende en vej ud. Alt, hvad hun skulle gøre, var at afsløre sine medkæmpere. Lepa svarede blot: ”I vil kende dem, når de kommer for at hævne mig.”
Lepas mentalitet er i alt væsentligt fortid, i hvert fald i Vesteuropa. Kamp- og offervilje har kun få, og de mennesker, der til personlig ulempe har arbejdet i årevis for at skåne deres landsmænd for underkastelse og værne deres fælles land mod totalitær fremmedinvasion, dolkes nu i ryggen og nedgøres ved enhver given lejlighed af dem, der ifølge tidsånden står på den moralske piedestal. I dag straffes man offentligt for at ville gavne landet, hænges ud i medier og isoleres, mens man belønnes for at skade det. Vel at mærke af landsmænd.
De, der samarbejder for at opløse folkene, har vel et forrædernes broderskab, men de er tilsyneladende stensikre på at stå i det godes tjeneste, når de gør livet sværest muligt for den lille skare af aktive frihedskæmpere. Selv blandt disse dominerer en alles kamp mod alle, og finder nogen sin beskedne position truet af andre, der bare er for ivrige i den fælles sag, tøver man ikke med at vende tommelen nedad… Og uden udsigt til egen succes gider man ikke ofre sin bekvemmelighed, endsige karriere. Ligesom landets frihed af mainstream gerne ofres for (tit illusoriske) marginale “velfærds”-fordele. Alle overvejelser er taktiske, “realpolitiske”.
Historiens såkaldte udvikling tænkes oftest som en lineær kollektiv bestræbelse, der ikke mindst går ud på grænsenedbrydning, økonomisk vækst og stadig stigende folkelig sammenblanding. Dog den eneste udvikling, der er noget værd, foregår til enhver tid i hvert enkelt menneskes sind. Et lavpunkt i verdenshistorien er nået i dag, hvor så mange er så pjaltede og sølle, at de af reelt selvdyrkende ”kærlighed til verden” helst af alt vil sparke til tro landsmænd. Mens et højdepunkt i verdenshistorien blev nået i Serbien i februar 1943.
Godt skrevet.
Det eneste, de fleste danskere bekymrer sig om, er mangel på Kähler-vaser.
Selv når jeg prøver at forstå andres holdninger og årsagen til dem, så ender jeg til stadighed med at stå fuldstændig uforstående overfor den store majoritets forkærlighed for national selvudslettelse, fjernelse af frihed og borgerrettigheder og ødelæggelsen af den vestlige kultur og deres grænseløse had til både sig selv og deres eget etniske ophav og medmennesker, samt de mange selvdestruktive og generelt destruktive manier, disse mennesker har påtaget sig. Desuden lader nutidens mennesker generelt til at være fuldstændig opslugt i en til ekstremt navlepilleri-grænsende beskæftigelse med deres eget (sundhedsmaniske) liv og deres umiddelbare omgivelser og alle ser ud til at leve i en bobbel, hvor ingen “negative” følelser tillades. Man kan ikke tale med folk om væsenlige samfundsemner mere, for det er ganske enkelt tabu. Folk sætter en ære i for enhver pris at være så glade og uvidende som muligt og at tale så meget som muligt om ingenting. Det er ikke “sexet” at være bekymret for samfundet og det er særdeles yt at være orienteret om aktuelle samfundsemner og have en holdning til dem. Folk er lykkeligt og bevidst uvidende om så godt som alle emner efterhånden og det inkluderer historiske dage og begivenheder samt naturligvis nutidige emner. Ingen skal have klinket noget. Alle ønsker brændende at følge strømmen og drage fordel af at være på den formodet vindende side. Hvis man stiller sig op og prøver at råbe folk op og fortælle dem at noget er galt, så flygter omgivelserne og man efterlades på perronen som den, der ikke fulgte med strømmen og gjorde det “smarte”.
Kærlighed til eller stolthed over fædrelandet eller eget etniske ophav er forbudt. Det er blevet en pligt at hade sig selv og andre af samme ophav. “Diversitet”, “mangfoldighed”, “antiracisme”, “klimakamp”, LGBT+-bevægelse.. alle begreber er blevet redefineret og vendt imod opretholdelsen af et civiliseret og liberalt demokratisk samfund og til fordel for et nyt og totalitært inspireret samfund, hjulpet godt på vej af kombinationen af autoritære ledere i vestlige lande, udbredt korruption overalt og coronarestriktions-epidemien, som er muliggjort af denne korruption.
Kort sagt- vi har et stort problem. Det stirrer os lige i øjnene. Men næsten alle vælger at ignorere det, for de føler sig åbenbart magtesløse.
Historien vil gentage sig og politikerne har ikke lært en skid af den.
Til nu er det os Danskere der sidder med nøglen på MENA-Landenes og Tyrkiets hjemsendelse, Hvad enten det bliver frivillig eller med tvang, er for mig underordnet.
Samtidig vil Etaten komme til at stå til ansvar.
Tænk: Historieforglemmelsen har ødelagt det mine og andres forældre har kæmpet for i WW2. Ansvarets time ringer ind inden så længe.!
‘VENLIG’boere og ‘VENLIG’politikere er en garant for at migranter ofte ender som: BO’sættere for evigt.
Selvgod samfunds destruktion.
De gode(selv) og venlige ofrer ikke sig selv og slet ikke for fælleskabet: MEN folket bliver ofret.
EU’s hovedstad Brussel og i særdeleshed den indvandrertætte bydel: Molenbeek hvor ca. 80 % er af fremmed etnisk herkomst er totalt faldet, regulært opløst og er et skrækeksempel på en håbløs slap migrationspolitik og laden stå til igennem mange år.
Se evt. her: https://twitter.com/RedPill_Belgium/status/1440019319136657410
Belgien bliver af etniske hvide belgier nu også kaldt for: Belgi’STAN
Det er ikke et spørgsmål om hvis, men hvornår det såkaldte velfærdssamfund bryder sammen. Det kan ske relativ pludseligt, eller som en, i begyndelsen, langsomt skridende forvitring med dominobrikker, der falder hurtigere og hurtigere og ender i en eksponentiel vækst.
Det vil tage uhyggeligt mange sagesløse ofre med i faldet. Men det kan også være dét, der skal til for, at vi bliver sat fri. Fri til at handle “egoistisk”, når der ikke længere er en altfavnende stat, der som en konstant moraliserende stemme i øret fortæller os, hvor forpligtet vi er til at redde alle i denne verden, det er synd for, hvor forpligtet vi er til at bedrive alt andet end handlinger og tanker, som gavner os selv.
Nuvel man kan forestille sig mangt og meget. Intet er så skidt, det ikke er godt for noget. Her tænker jeg på Sveriges sammenbrud. Nu behøver vi ikke rejse med karamelkaravane til det ydre Mongoliet for at gøre etnologiske og antropologiske feltstuder. Det kræver bare et kig over Øresund. Her kan vi studere på meget nært hold, hvad der sker, når det oprindelige folk bliver tilpas trængt væk fra landets kerneområder og ud i perferien, hvor de sammen med romaer og andet godtfolk skal konkurrere om de ledige pladser på de gammeldags lossepladser, der igen vil dukke frem , omkring byerne efterhånden som Mellemøstens og Afrikas forhold til renovation og sygdomsforebyggelse(eller mangel på samme) bliver normen. Så kan vi også bedre forberede os helt konkret på, hvad der venter os.
Lige netop, Margrethe. Jeg er begyndt at tænke i samme baner. Statens og magtelitens altfavnende greb må alt andet lige blive mindre hvis samfundet som sådan i større grad ophører med at fungere. Det er, når vi kommer til dét punkt at det bliver vigtigt, hvilken side man står på og hvem der får overhånden. Problemet er så bare at langt de fleste civiliserede mennesker ikke har nogle begreber om hvordan man håndterer et totalt samfundskollaps og ikke er kampklar, slet ikke den lavere klasse. Og da ret beset alle i Danmark kun har hørt den statskontrollerede propaganda og har set grinende med, når der var TV-udsendelser om “preppers” og “konspirationsteorister”, så gætter jeg på at 99.9% af den etniske danske befolkning vil være fuldstændig uforberedt på et kollaps, mens muslimerne, der jo er vant til at leve i kollapsede samfund- det er jo en tilstand, der forekommer før islam tager magten og skaber “fred” i “krigens hus”- vil være både forberedt og bevæbnet til tænderne, som de jo allerede er mange steder i Europa. Folk kommer til at kæmpe for deres overlevelse i gaderne og forholdene vil formentlig minde om de nuværende forhold i Libanon og på visse steder dem, som findes i Gaza (altså vel at mærke i de områder, hvor Hamas-lederne ikke gider bo, for i deres eget område er der selvfølgelig fred og ingen fare, bevæbnede vagter og luksuriøse forhold).. under alle omstændigheder så ligner kaos-scenariet efterhånden det mest “positive” scenario for Europa, hvis vi fortsætter ud af den nuværende tangent. Og jeg ser desværre ingen tegn overhovedet nogen steder på at vi ikke fortsætter, både ud af tangenten og ud over klippen..
Jeg glemte dette link: