Begrebet ”white genocide”, folkemord på hvide, er ifølge mainstream-definitionen en farlig ekstremistisk konspirationsteori. Jeg vil da også sige, at mere præcist burde der tales om ”white suicide”, da europæeres trængte situation i verden primært skyldes hvides holdning og opførsel generelt, sekundært at nogle hvide i magtfulde positioner fremmer europæisk nedgang, og først tertiært at ikke-europæere invaderer og overfalder europæere.

At tale om folkemord virker dramatiseret og banaliserer de konkrete massenedslagtninger, historien virkelig rummer. Men FN-definitionen på folkemord er immervæk politik med “enhver hensigt om at ødelægge, helt eller delvist,  en national, racemæssig eller religiøs gruppe”. De nærmere detaljer i fremgangsmåden er mindre vigtige. Og der ligger indiskutabelt i mange antinationale politiske bestræbelser en eksplicit intention om mere eller mindre at opløse, opdele og svække traditionelle nationale identiteter.

Den hvide yderfløj er også langtfra de første til at bruge udtrykket som en reaktion på, at man mere generelt er trængt. I 1951 afleverede den sorte amerikanske borgerrettighedsgruppe Civil Rights Congress en stor rapport til FN, betitlet We Charge Genocide, om behandlingen af sorte i USA. Den vandt aldrig særlig genklang i det etablerede politiske liv hjemme, men blev typisk nok meget populær i den europæiske debat og er i nyere tid blevet en inspirationskilde for moderne sorte amerikanske aktivister, der kalder USA’s behandling af sorte for folkemord.

Rapporten var et af de første prominente steder, hvor begrebet ”racisme” blev anvendt på sin moderne politiske facon, og den rummede omfattende dokumentation om ulige behandling af sorte i retssystemet, de mange lynchninger i Syden osv. Dog må man allerede ved at se den demografiske udvikling af den sorte befolkning i USA sige, at begrebet ”folkemord” var malplaceret. Modsat den relative hvide demografiske nedgang i dag i såvel USA som Europa. Fremmedvolden mod indfødte europæere overgår nu statistisk datidens amerikanske lynchninger, og uligeretten fremgår bl.a. af, at de fleste lande har ”racismeparagraffer”, der ikke beskytter indfødte.

Forskellen er så den sære, at det i dag er den trængte gruppes egne fæller, der (stadig) er ved magten og bedriver det, der måske helt præcist kan kaldes ”assisteret selvmord” på folk af europæisk ophav. I USA skulle de engang angiveligt folkemords-truede sorte snart blive hidtil uset forkælede, ligesom europæerne reelt har privilegeret deres nye minoriteter. En behandling, der helt sikkert ikke bliver europæerne til del, hvis muslimer eller andre ikke-europæere får magten. Så kommer tværtimod ”hævnen” (for eftergivenhed, generøsitet og åbenhed, kan man tilføje).

Om snakken om ”white genocide” er ude på det hysteriske overdrev, er kort sagt langtfra entydigt. Den findes i mange nuancer, og mens den apokalyptisk-antisemitisk-konspiratoriske er inspireret af ideologi uafhængigt af den aktuelle misere, er der altså også en del konkrete og saglige argumenter for begrebet – hvis man har lov til at bruge modparters og mainstreams præmisser. Hver gang, den såkaldte højrefløj beskyldes for urimeligheder, kan man jo notorisk finde eksempler, hvor dens kritikere er gået til faktisk endnu større yderligheder uden i samme grad at blive stemplet og udråbt som odiøse.