I den selvgode elite går man op i hænder på lår og flydende køn.
Derimod tager man let på grove forhånelser og tilsvining af en 83-årig alzheimerpatient, der ikke kan tage til genmæle.
Se også Farvelfærd: Mathias Andreasen, kandidat i interaktive digitale medier, “… jobs, som slet ikke er relevante for mig”
Generelt er det fatalt i den politiske debat, at parterne (og måske især vælgerne) dømmer ud fra, om nogen er et “sympatisk” menneske. Verdenshistorien er fuld af uhyre sympatiske massemorderiske psykopater, så mon ikke det er bedre at dømme ud fra konsekvenserne af personernes holdninger. Politik er ikke en privat vennesammenkomst (men jeg kender vel at mærke Krarup som en meget sympatisk person). I øvrigt har jeg lige siden de rødes hæmningsløse, skadefro festivitas ved Margaret Thatchers død været ganske uden illusioner om den dybere natur af deres opreklamerede “menneskekærlighed”…