Ved Fogh Rasmussen-regeringens tiltræden i 2001 så mange en parallel til det store skifte til parlamentarismen 100 år inden, folkeviljens gennembrudsår, og kaldte også det nye, angivelige opgør med den politiske korrekthed for et ”systemskifte”. I stedet kom der jo nogle år med bl.a. flere ”nydanskere” end nogensinde før og i øvrigt kun marginale ændringer.

Nu tales der langt ind i den indvandringskritiske lejr igen med stor tiltro til den nuværende regering som noget helt andet end de tidligere, for så vidt endnu et systemskifte. Men hvor meget påvirker det mon reelt udviklingen? Er det ikke den samme elite, der skal forvalte forgængernes rådne frugtlager?

Noget groft kan man spørge, om man ville have overladt det til det besejrede tyske system at genopbygge Tyskland i 1945. Hvis man havde givet Hitlers efterfølger admiral Dönitz lov til at fortsætte som regeringschef. Han var langt mere ”moderat” end Hitler, men det eksisterende system og ideologien havde dog i hovedtræk konsolideret sig i udvandet og mindre aggressiv form.

Er parallellen for streng, viser den i det mindste princippet: Man kan næppe forvente noget væsensforskelligt fra arvtagere inden for en kontinuitet, selv om de måtte være mere forskellige fra hinanden end Kim, Kim og Kim i Nordkorea. Eller svarede Anker Jørgensens epoke for indvandrings-samfundets opbygning til Lenins for Sovjet, var Poul Nyrups den hårde korrektheds stalinisme, og den nuværende regering er Bresjnevs desillusionerende periode, men netop ikke en Gorbatjovs/Jeltsins egentlige afvikling. Mette Frederiksen vakler ikke i sin troskab mod det europæiske sovjetiske fællesskab.   

Blandt indvandringskritikere mange steder, fra Dansk Folkeparti til Den Danske Forening, er holdningen tilsyneladende nu, at man har sejret ad helvede til, og man holder sig jo heller ikke tilbage for at tage en stor del af æren for, at andre har set sandheden. Jeg gætter nu på, at den objektive udvikling har hovedæren. Noget må magthaverne jo gøre. Men de gør også notorisk det absolut minimale for at redde facaden, mens den menige dansker på gaden er mere udsat end nogensinde før.

Det kan ikke gentages ofte nok, at politik er en evig tovtrækning, hvor momentan afslapning på én side straks giver modparten fremgang. Der kommer aldrig en egentlig sejr, hvorefter man kan slappe af. Den Alzheimer-ramte Søren Krarup ser sigende det politiske behov klarere end dem, der angiveligt har deres sansers fulde brug (og klarere end hans egen systemskifte-snak for 20 år siden). Dansk Folkeparti bør ikke gøre sit ry som overflødig dubleant for Socialdemokratiet til en selvopfyldende profeti, men stramme op for at undgå en generel politisk stagnation. Ellers må andre nationale partier tage over.

Uanset hvor meget ”realpolitik” der p.t. er i en strammerlinje, har de indvandringskritikere, som erklærer målet nået med den aktuelle regerings politik (eller rettere foreløbig blot verbale udmeldinger), stemplet sig selv som overflødige fremover. Thi blotte klakører bibringer jo i hvert fald intet nyt. Regeringen skal nok klare sig uden nationalkonservativ ros. Har man i det mindste håb om at gøre en forskel, uanset om den bliver reel eller ej, må man opretholde den kritiske linje og kræve mere. Og det er jo sandelig også sagligt berettiget, for også med de nuværende magthavere må danskerne i bedste fald indstille sig på en permanent stor muslimsk klods om benet og hverdagsterror samt stigende radikalisme blandt de stadig større, nye generationer af fremmede i landet.