I rigsretssagen mod Inger Støjberg er anklagersidens afvisning af Ayaan Hirsi Alis relevans i forsvaret af Støjberg et sigende eksempel på, hvordan illusionen om en normfri eller kontekstfri vurdering af ”lov og ret” hersker i mainstream – vel at mærke, når det er modpartens støtter, der kan appellere til følelserne.

Islamiseringens støtter har jo kun foragt over for objektiv lov og ret, når det gælder om at skaffe flere fremmede til landet. Især blev dette bevist med sagen, der startede i dag for præcis 30 år siden, da Blågårds Kirke blev besat af asylsøgere, der var afvist med fuld føje ifølge loven. Men da kendisser, politikere og mediefolk i fællesskab havde grædt tilstrækkelig meget snot over ”staklernes” skæbne, blev Palæstinenserloven vedtaget året efter, og over 300 personer uden nogen som helst grund til ophold i Danmark (langt de fleste havde rejst på fornøjelsesture til hjemlandet, mens de havde søgt asyl her) fik permanent ophold her og blev i vid udstrækning store belastninger for vort samfund.

Men allerede Hans Gammeltoft-Hansen, der førte sig frem som den nøgterne og saglige jurist, var et markant eksempel på det subjektive skønselement i juraen. Ved sin tiltræden som ombudsmand svarede han på Politikens spørgsmål om, hvorvidt Danmark tager for få eller for mange flygtninge, med ordene: “Vi bør modtage alle dem, der kommer til os, eller som bliver os tilbudt.”

Kort sagt er det ganske afgørende i forvaltningen af lov og ret, hvordan værdigrundlaget for beslutninger ud fra lovtekster er. I sager om mord og vold, snyd og bedrag, tilmed om ”racisme” er det klart, at loven går ud på at straffe det, der opfattes som dårligt for at minimere den slags handlinger og fænomener, loven handler om.

Den nuværende regering vil have meget vide beføjelser til at adskille danske familier, hvis deres forhold strider imod regeringens idéer om det rette liv, hvilket udmærket kan være i overensstemmelse med en vedtagen lov, men tror magthaverne, at saglige vurderinger og objektive regler er nok til afgøre, hvornår familier skal splittes – at afgørelserne ikke nødvendigvis må ske ud fra ideologi eller værdigrundlag – så er vi ude i et værre teknokratisk despoti med en farligere mentalitet (skråsikker tro på at repræsentere Sandheden), end jeg egentlig troede.

I Støjberg-sagen bør der ikke lægges skjul på, at Støjberg handlede ud fra et værdigrundlag, der gik ud på at minimere tvangsægteskaber, ligesom en minister Zenia Stampe jo nok ville have handlet anderledes, men som ikke mindst Peter la Cour har vist i sin bog om sagen, betyder det ikke, at loven i praksis blev brudt, thi hvert ægtepars sag blev vurderet individuelt, selv om Støjbergs pressemeddelelse uden juridisk relevans firkantet udtrykte noget andet.

Især de røde forsøger at gøre Støjberg-sagen til et objektivt spørgsmål om overholdelse af Ministeransvarlighedsloven, men ud over, at de samtidig selv bruger ujuridisk argumentation, bl.a. ved at pukke på pressemeddelelsen, er de røde altså selv de første til at ikke alene kritisere, men med stolthed se stort på vedtagne love og procedurer, når de mener, at der ikke bosættes fremmede nok i Danmark. Selvfølgelig er heller ikke Hirsi Alis indsigter irrelevante i bedømmelsen af de bevæggrunde, der lå bag Støjbergs legitime valg og skøn i retshåndhævelsen.