Juridisk hårkløveri i stedet for meningskamp

Den aktuelle hetz mod Rasmus Paludan har meget tvivlsomt juridisk grundlag, indrømmer selv fjendtlige eksperter. Ikke alene hvad angår bevisførelsen, der meget afhænger af vurdering af hensigter, som ingen andre end anklagede selv kender, men der er også en bred gråzone, hvor det er et rent smagsspørgsmål, hvornår man går for vidt. Har man selv været teenager (og det har vist de fleste voksne, måske fraregnet Søren Pind), må man dog lide af selektivt hukommelsestab, hvis man hævder, at Paludan har sagt noget værre til de unge, end de selv gør indbyrdes. Men retsusikkerheden mod dissidenter øges jo netop også af, at man alt andet lige tiltror en person, man finder misliebig, slemme hensigter.

Hertil kommer det herskende aktuelle hysteri omkring pædofili, der gør, at særlig mænd over for unge teenagere må veje hvert eneste ord og handling på en guldvægt for ikke at risikere at anklages for noget (og særlig hvis de i øvrigt er i søgelyset). Et hysteri, som vel at mærke også højrefløjen har bidraget til, idet mange her ved ordet ”pædofili” får samme vanvittige ansigtsudtryk som Greta Thunberg, når man siger klimaændring. Man kan faktisk være kategorisk imod pædofili uden at se det alle vegne (ligesom man også kan være imod nazisme uden at være ”antinazist”). Betegnende for stemningen er den ydre højrefløjs tåbelige konspirationsteorier, hvor skurkene selvfølgelig notorisk også er pædofile.  

Men Paludan skal jo i denne tid også forsvare sig imod racismeanklager, hvor smag og behag spiller samme store rolle. Og han er som bekendt ikke den eneste på anklagebænken blandt ledende kritikere af mainstream-fremmedkursen (hvad man så i øvrigt måtte mene om dem). I sagen mod Morten Messerschmidt er det afgørende en ganske subjektiv vurdering af, hvornår man har ét møde eller to forskellige. Som om en mere strikt opdeling ændrer noget reelt indhold. Og i sagen mod Inger Støjberg afhænger alt reelt af en (åbenbart) vilkårlig tolkning, om en pressemeddelelse også var en administrativ instruks, skønt ikke mindst Peter la Cour i sin bog om sagen punkt for punkt har vist, at der trods den firkantet formulerede pressemeddelelse i praksis blev administreret efter loven (dvs. de fremmede ægtepar blev faktisk vurderet individuelt, før nogle blev adskilt).  

Betegnende for alle disse sager (og generelt de fleste ”racisme”-sager) er det, at den anklagende part tilsyneladende gør sig dummere end de fleste mennesker med sund fornuft og strækker begreber og definitioner ad absurdum for at blæse sager, der sagligt ikke har kød på benene, op i kæmpemæssige forbryderiske og principielle proportioner. Det får man desværre tit succes med, fordi mainstream nu engang har magten i alle fire statsmagter. Og fra begyndelsen gør man det, fordi man står svagt i den saglige meningskamp og derfor må gribe fat i nogle diffuse juridiske halmstrå og gøre dem til en tilsyneladende objektiv hovedsag om lov og ret (en anden slags eksempel herpå er at dække sin nationale pjaltethed bag henvisning til ”konventioner”).

Men det er og bliver en afledningsmanøvre og et tarveligt magtmisbrug af nogle, der ikke kan klare sig i åben, saglig meningskamp. Stram Kurs har nu i en årrække forsøgt at få dansk politik til at dreje sig om udviklingens hårde kendsgerninger, for så vidt ret ensomt forsøgt at få debatten til at handle om ”sagen selv”, men det synes desværre at have været spildte Guds ord på Balle-Lars.

Be the first to comment on "Juridisk hårkløveri i stedet for meningskamp"

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.