I nutidens gennemseksualiserede miljø, tilmed i statsstøttede børneprogrammer til  4-8-årige, skulle man ikke tro det bemærkelsesværdigt, at en voksen causerer med unge teenagere om frække sager, som de selv gør indbyrdes. Er der et oplysende element, er det i traditionen fra forfatteren til Hvordan, mor?, Sten Hegeler, som blev hyldet ved sin død for nylig, og som i øvrigt tidligere med fornøjelse har beskrevet sine første seksuelle oplevelser som 12-årig med en voksen husassistent.

Munter snak på nettet er dog noget helt andet end sex, hvilket taktisk kan nedtones, ligesom man i censurbestræbelser udvisker det afgørende skel mellem ytringer og vold. Den aktuelle nye kampagne mod Rasmus Paludan indledt i Ekstra Bladet i dag er blot endnu et eksempel på, hvordan man går efter mand, ej bold, i forsøget på at neutralisere virkelig opposition til en ødelæggende politik, der netop nu igen-igen forsøger at indpasse et stort ”veluddannet” fremmedsegment fra Muhamedanien. Med ikke blot frække ord, men fysiske overgreb og voldtægter mod unge danske som en matematisk sikker konsekvens, hvilket selvsagt må noteres på de ”ansvarlige” politikeres generalieblad.

Og paradoksalt nok samtrives fordømmelsen af Paludan udmærket med fordømmelsen af Ungarn, der ikke ville undervise skoleungdommen i homosex, hvilket strider imod den moderne ”liberalisme”. Moral er godt, men dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt.  Er man politisk mainstream, kan man blive udenrigsminister, skønt man reelt har gjort det, dissidenter ikke engang må tale om. Den politiske kamp om sagen er svær nok, og man kan sandelig undvære sådan ”flimmer på skærmen” og ønske noget usagt. Men politisk virke omfatter nødvendigvis socialt samvær, hvor ordet må være frit, og vilkårene på internettet er selvsagt sådan, at man ikke kan gøre én bruger ansvarlig, hvis andre udgiver sig for noget andet, end de er.