”Passionaritet”: historiens nøgle

Det er Pashtunistans flag, som burde vaje over dele af Afghanistan og Pakistan, i stedet for de nuværende kunstige statsdannelsers. Deres grænser fulgte kolonialismen, især siden fastlæggelsen af Durand-linjen som grænse mellem de nævnte lande i 1893.

Nationalisme, særlig den etniske, ses i det moderne Vesten som noget skidt, men den gav rammerne for det moderne samfund i stedet for religionernes hærgen, i Europa efter trediveårskrigen. Så langt nåede islamiske lande aldrig.

Var den islamiske verden blevet opdelt efter etnokulturelle skel, således at fx Talibans pashtunere var i én stat, resten af Afghanistans kludetæppe fordelt i hver deres, kunne en trods alt mere opbyggelig nationalisme måske være blevet lidenskabens fokus.

Det er selvfølgelig kontrafaktiske overvejelser, skønt Vesten lige har haft 20 år til at fremme en etnisk (stammemæssig) opdeling. Men ligesom i Jugoslavien, en slags europæisk Afghanistan, skulle grupperne partout af ikke mindst ideologiske grunde blive sammen, i stedet for med realistisk rettidig omhu vælge hver sin vej.

Men flerfolke-statsdannelser vækker notorisk ingen begejstring, og de kollapser over for en minoritet med ildhu. Den vestligt trænede og udstyrede ”afghanske” hær på 300.000 mand smuldrede simpelthen over for Talibans kampvilje og stærke tro. Heller ikke feminisme kan mobilisere eller er døden værd som nationalisme og religion.

Den russiske historiker og geopolitiker Lev Gumilov ramte efter min mening bedre end nogen anden historiefilosof hovedet på sømmet, da han med begrebet ”passionaritet” udpegede historiens afgørende drivkraft, altså en etnisk gruppes aktivitet og livsvilje, evne til ekspansion etc.

Ifølge Gumilov gennemgik alle etniske grupper livsfaser, hvor de europæiske (og dem, der overtager vor aktuelle ånd) så må være nået til en skrøbelig alderdom. Men modsat for dødelige individer er der dog ingen grund til at antage en skæbnetænkning, der bliver selvopfyldende profeti.

I et globalt perspektiv er hele Vesten i dag som den nu væltede provestlige afghanske regering, der stod rådvild og forsvarsløs over for determinerede, ekspansive og selvsikre rettroende. Der skal faktisk ikke de store antal og kræfter til for at vælte sådanne kolosser på lerfødder, som især USA og EU er blevet.

Så skønt Taliban med rette kan fordømmes, kan de også give os en værdifuld lærestreg. Rent bortset fra, at det jo er hykleri at korse sig her, når man ikke gør mere mod lignende kræfter ved magten i Iran, og endda står sammen med saudierne. Ligesom med Jugoslavien er det kun, når tilstrækkeligt svage er en torn i øjet på stormagter, at de ”vestlige værdier” taktisk trækkes frem.

Globalt er Vesten på retræte, fordi vi med kulturmarxistisk selvhad har dræbt det aspekt til opretholdelse af livets vilkår, som vore fjender vinder frem på. Koranen kan vi dog med rette ikke inspireres af, i stedet må vi lytte til en som B. S. Ingemann (Valdemar den Store og hans mænd, 1824):

Århundreds-stjernen for tolvte gang
Sig over Golgathas kors opsvang;
Længst østens stråle i Norden lyste,
Men Danmarks hjerte i dødskamp gyste:
Tungt Herrens hånd over folket lå;
Det var som Dannemarks tid var omme,
Som skulle Gudherrens dom nu komme,
Og folk og rige og navn forgå.
– Stig op af graven, du slægt, som døde!
Forkynd dit fald og afmal din brøde!
Advar os for udslettelsens dom,
Og vis os, hvorfra din frelse kom!
Men I, som lyste i tider dunkle,
Som klare nordlys ved midnat funkle!
I store ånder, som over jord
Med frelsens evige banner foer,
Der Herren mægtig sin hånd udstrakte
Og folkeånden til liv genvakte!
Lys atter for os fra natlig tid,
I åndekæmper i Herrens strid!
Og blunder atter i blødheds drømme
Mit fødeland ved de dybe strømme –
Hvad heller raser i blinde lyst
Forvildet slægt mod sit eget bryst –
Da ryster sjælen og vækker ånden,
Og styrker hjertet og ruster hånden
Til dansk og stor og til herlig id –
Til Danmarks frelse i nødens tid!

2 Kommentarer på "”Passionaritet”: historiens nøgle"

  1. Et dedikeret mindretal, der arbejder passioneret for at gennemføre deres samfundsform. Det er set en del gange efterhånden. Nazisterne er et godt eksempel. Andre socialister og kommunister har- også nu- kolossal succes med deres samfundsnedbrydningsprojekt og opbygningen af den verdensomspændende totalitære stat, ved hjælp af dedikerede menneskers utrættelige indoktrineringsarbejde på uddannelsesinstitutioner i hele den vestlige verden i de seneste 50-60 år. De sidder nu på alle vigtige institutioner i Vesten og har næsten 100% kontrol i alle vestlige lande. Det inkluderer også alle vigtige politiske poster.
    Revolutionen er komplet. Nu mangler bare effektueringen- den totale udryddelse af opoostionen. Men den er skam også igang.

  2. “oppositionen”, skulle der selvfølgelig stå på sidste linie.

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.