Sankt Hans 2008 var der usædvanligt uroligt og blæsende vejr i Danmark. Gråt og efterårsagtigt. De traditionelle glædesblus måtte mange steder aflyses. Det var, som om selve naturen – eller de gamle danske guder – varslede, at noget mørkt og uheldsvangert var på vej. En uge efter døde Mogens Glistrup, svækket de seneste år, men dog sukkede han dagen før sin død: ”Livet er dejligt”. Det karakteriserede ham om noget, at han var livsglædens, humorens og smilets mand, der aldrig gengældte modpartens had, hvor meget udviklingen end gik imod både ham selv og landet. ”Så længe der er liv, er der håb.”
General de Gaulle påpegede over for dem, der tror, de er uundværlige, at ”verdens kirkegårde er fulde af uundværlige mænd”. Sandt er det, at livet går videre, men det er alligevel svært at forestille sig nogen udfylde det tomrum, Glistrup efterlod, hvad angår evner, ukuelighed og urokkelighed. Dog forekommer det mig, at Stram Kurs’ leder i vor tid når nærmest. Hertil kommer, at Stram Kurs’ grundlag, den etnonationalistiske utilitarisme, i alt væsentligt svarer til Glistrups filosofi.
Ja, i alt væsentligt er anliggendet, hvis man i vor tid vil gøre gavn for Danmark, at gå i Glistrups fodspor, selvsagt ikke mekanisk, men stadig tilpasset vilkårene, som det dog også var i Glistrups ånd. Han var så vist heller ikke statisk (se fx over for EF/EU). Men kan man skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, var Glistrup – som min ven Bo Warming udtrykte det – den eneste, man trygt kunne overlade sin sjæl til.
At følge Glistrups instrukser, udtænkt på grundlag af en uhyre indsigt og helhjertet engagement for Danmarks sag, kunne kun føre til fremskridt. Fra sine landsmænd, som han udelukkende ville det bedste, mødte han efterhånden næsten kun kritik og spot, men han havde fortjent tilslutning og betingelsesløs støtte, uanset verdens dom. Er man frihedselskende dansk patriot, bør spørgsmålet ved nye problemer være ”What Would Glistrup Do?”, og holdningen til ham (eller nu til hans forbilledlige arv) være som den troskab, der beskrives i Phil Spectors gamle hit River Deep – Mountain High:
When you were a young boy
Did you have a puppy
That always followed you around
Well I’m gonna be as faithful as that puppy
No I’ll never let you down
Glistrup var 100% tro mod udgangspunktet, som altid var i takt med tidens udfordringer. Han svigtede aldrig sit libertarianske og frihedsorienterede udgangspunkt, i modsætning til partiforræderne, der endte med at stifte Dansk Folkeparti, anført af Pia Kjærsgaard, som havde et typisk dansk velfærdssamfunds udgangspunkt (=socialdemokratisk kontrolsamfund). Og i stærk modsætning til dagens politikere, der ser sig selv som “lovproducenter”; de mener seriøst at man sidder i Folketinget for at producere love, som om man var en eller anden slags samlebåndsarbejder, der bare producerer det, han/hun bliver beordret til.
Jeg kunne aldrig rigtig finde ud af, hvad det var, der fik folk til at svigte det oprindelige udgangspunkt i deres parti. Det var jo det vigtigste overhovedet; Fremskridtspartiet stod jo for personlig frihed og ansvar, i modsætning til næsten samtlige andre partier i Folketinget, som jo allerede på det tidspunkt (1970-1980er perioden) mere eller mindre bare var underafdelinger af det socialdemokratiske samfundseksperiment, med nogle få “højreorienterede” mærkesager, som f.eks. CD, med deres fokus på at bevare privatbilismen i stedet for at gå med på Socialdemokratiets favorisering af den kollektive trafik- og så selvfølgelig Konservative og Venstre, der dengang havde et væsentligt mere friheds- og højreorienteret udgangspunkt end dagens ynkelige udgaver af samme partier.
Den troværdige opposition til det socialdemokratiske bureaukrati- og kontrolsamfund var Fremskridtspartiet, og til en vis grad Konservative og Venstre. Men forskellen var at Fremskridtspartiet var de eneste, der havde set langt ud i fremtiden fordi deres partistifter besad et ekstremt intelligent sind, med evne til at analysere og forudsige en samfundsudvikling. Det var også grunden til at Glistrup aldrig blev mainstream-politiker. Han kunne se at hvis man fortsatte ud af den vej, som de ledende danske politikere havde udstukket, så ville det ende i en samfundskatastrofe for den danske befolkning, hvis interesser han altid havde i sinde. Den allerede dengang begyndende import af kulturfremmede til ledige jobs i Danmark, med et særdeles misvisende ord kaldet “gæstearbejdere”, var det første tegn på at noget var helt galt og det kunne Glistrup allerede se på det tidspunkt.
Og vi kender jo resten af historien. Idag udgør de uintegrerbare kulturfremmede en væsentlig andel af befolkningen, med en stærkt voksende tendens, mens de etniske danskes andel falder og falder. Det utrolige ved denne udvikling er at den foregår med øredøvende styrke og voldsom støtte fra den danske befolkning selv, der forlængst har købt argumenterne om at de uintegrerbare kulturfremmede har enhver- ja, nærmest mere, ret til at være her, bo her og gerne leve af penge, der indtjenes af de etniske danskere og afleveres til de kulturfremmede uden at disse på nogen måde er taknemmelige for dem; for det er jo selvfølgelig det mindste man kan forvente af disse grisefarvede danske racister- danskerne skal være glade hvis deres egen tilstedeværelse i deres eget tidligere land kan tolereres af de nye beboere. Naturligvis under betingelse af at danskerne ikke fornærmer dem.
Det er denne præmis, der er blevet bredt accepteret af de etniske danskere. Kun nogle få “racister” og “fremmedhadere” står nu tilbage, klar til at blive taget ned og fremmedgjort/marginaliseret og, hvis nødvendigt, likvideret. Men det ser ikke engang ud til at blive nødvendigt på nuværende tidspunkt, med den fredsbesættelsestilstand, vi har nu.
Her er mit dystopiske bud på fremtiden, som set herfra:
Fremtiden byder, efterhånden som den islamiske magtovertagelse konsolideres, formentlig på langt mere censur, fuldstændig nedlukning af nationalsindede etniske danskere og kriminalisering af samme. Denne gruppe vil blive udsat for 24/7/365-hetz og personforfølgelse, Berufsverbot og meget andet, samt censureret fuldstændig væk fra den offentlige debat, i langt højere grad end nu.
For mit eget vedkommende er det ynkelige ambitionsniveau bare at jeg håber jeg på at kunne leve så stor en del af resten af mit liv med så lidt kontakt som muligt med de uintegrerbare kulturfremmede og at nyde frugterne af den ikke-islamiske verden, så længe den eksisterer. Det inkluderer selvfølgelig en hel del vin, helst fransk, og helst Bordeaux, eller mine favoritter fra Israels Golan-højder..