Det bedste er det godes værste fjende

Titlen burde være en fortærsket sandhed, men åbenbart alligevel ikke. Den glemmes tilsyneladende konstant. I vor tid måske mest af de politisk korrekte i deres omvurdering af historien, hvor europæiske helte gøres til skurke. De amerikanske Founding Fathers, Winston Churchill – og vor egen Peter von Scholten, hvis gravmindeplade nu skal formuleres mindre positivt. Man kan også nævne Kaj Munk, der både var frihedskæmper og fascist-beundrer. Historien er aldrig entydig, men hyldes kun det perfekte, ender man med ingenting positivt. Intet til at inspirere, kun trække ned i selvhad og misantropi. Ja, man ender med det stik modsatte af det tilsigtede. Som antiracisterne, der i deres afvisning af Churchill reelt ville være endt med en Hitler.

Peter von Scholten tjente selvfølgelig i mange år kolonistyret. Det var hans baggrund og historiske sammenhæng, han ikke kunne flygte fra. Men hans frigivelse af slaverne i en modvillig omverden var en historisk unik handling (på billedet mindet i en moderne skolebog udgivet på de tidligere danske Jomfruøer), og uden sådanne europæere ville hele verden endnu henligge i slavetidens mørke (nu gør den det kun i en vis udstrækning – blandt de kulturer, woke vil sætte på en piedestal). I stedet for at hylde de reformvenlige europæere vil woke-folkene nu hylde oprørske slaver. Men den slags har eksisteret siden oldtiden. Det unikke og store ved europæerne er jo netop, at den stærkere af egen drift giver de underkuede ret. Men også over for nutiden begår de selvudnævnt progressive politisk korrekte den fejl at kritisere alt det gode, Vesten har opnået, i troen på at kunne erstatte det med deres udgave af det bedste.

Det er vel et typisk moderne luksusfænomen, at man har råd til at være krakilsk. Men sygdommen er jo ret universel. Også blandt nationalsindede kører debatten 24/7, og alle finder punkter hos ”meningsfællerne”, man ikke helt kan acceptere, og dét bliver årsag til, at man ikke kommer videre sammen. Meget nærliggende kan jo nævnes, at en del kritiserer og bryder med Stram Kurs i troen på at kunne gøre det bedre. Heller ikke SK er givetvis perfekt, men hvem formår mon trods alt at skaffe samme ørenlyd som Rasmus Paludan?

I øvrigt blev Peter von Scholten født på Skt. Mogens Gade i Viborg, et gadenavn, der minder mig om det nærmeste, man er kommet perfektion i dansk politik, Mogens Glistrup, men selv han kunne kritiseres som partileder og svigtende evne til at få folk med. Men alt i alt bliver resultatet, at også de nationalsindede i afvisningen af det gode endte med den laveste nationale fællesnævner, DF, som vel ikke kunne støde andre end venligboere, men heller ikke stå fast og gøre vælgerne situationens fortsatte alvor begribelig.

De kræsne moderne mennesker i alle lejre er utilfredse med andet end det ”perfekte”, som de jo intetsteds finder i virkeligheden, og derfor ender vi med noget langt dårligere, end havde vi været tilfredse med det gode, vi allerede har, og kæmpet med og for det. Men mest fatal er den woke selvretfærdighed, der er uden påskønnelse af den unikke vestlige civilisations frugter. Kritikerne, der altid selv kun havde langt dårligere alternativer at tilbyde, begyndte for alvor med marxisterne omkring 1968, men har først med deres version 2.0, kulturmarxisternes rettigheds-sprogbrug, vundet en uhyggelig lavineagtig følgagtighed blandt meningsdannerne, som (åbenbart) er meget svær at stå imod.

1 Kommentar på "Det bedste er det godes værste fjende"

  1. Glimrende pointer.
    Men det er simpelthen virkelig svært at uddrage nogetsomhelst positivt af den retning, dagens samfund har taget, især i de vestlige lande. Den ubetinget totalitære tendens, vi lever i, og som ikke alene langt de fleste af de “ansvarlige” politikere, men også et klart flertal i befolkningen støtter, er så destruktiv at det er svært at tænke på noget andet i øjeblikket. Friheds- og borgerrettigheder fjernes. Grundlovsbrud på samlebånd, som om det var en gammel, ubrugelig lov, der trænger til pension, støttet af næsten samtlige politikere. Cancelkultur-revolution og erosion af Danmarks historie til fordel for en ny “multikulturel”, islamisk og farvet historie. Grønne klimavanvidsillusioner, der ender med at ruinere de vestlige samfund. “Antiracismen”, der i virkeligheden er særdeles hadsk racisme mod hvide mennesker.. og meget andet..
    Det er lidt svært at få øje på lyspunkterne. De er selvfølgelig derude som glimt i mørket. Men mørket dominerer og der er endnu ikke lys for enden af tunnelen.

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.