Fortidens holdning til fremmede fjender

Muhamedanere kan siges at have overtaget rollen fra germanere som Danmarks historiske eller eksistentielle fjende. Men kan med føje endda sige, at truslen i dag er værre, end den har været fra Tyskland. Tyskerne er på alle måder det danske mere nærtstående end de nuværende fremmede fjender, hvis antal her desuden er potentielt uendeligt voksende. Skønt der altså er mange forskelle i trusselsbilledet, kan de politiske tiltag vedrørende statsborgerskab og flygtningeophold efter Besættelsen 1940-45 måske alligevel sætte nutidens forsømmelighed i relief.

I sidste halvdel af 1940’erne gjaldt stadig indfødsretsloven fra 1925, hvorefter der krævedes 15 års fast ophold i Danmark for at få indfødsret. Dette blev ikke fraveget, selv når det gjaldt statsløse jøder, der havde mistet alle pårørende under nazismen, eller fortjenstfulde tyske forskere. Tilknytning til dansk samfund og kultur var nemlig det andet ufravigelige krav for opnåelse af indfødsret, og myndighederne forhørte sig grundigt i ansøgerens nærmiljø (arbejdsgiver, kolleger, husvært, naboer, købmanden, ismejeriet osv.) for at sikre sig tilknytningens realitet.

I 1946 der vedtaget lov om mulighed for at fratage tyskere med dansk indfødsret denne indfødsret, og danske kvinder, som måtte være gift med sådanne tyskere, mistede endog den indfødsret, de var blevet født til. En dansk kvinde, der i de første efterkrigsår giftede sig med en tysk statsborger, mistede sin medfødte indfødsret. Disse kvinder havde ”knyttet deres Skæbne til Tyskerne”, selv om de blev boende i Danmark. Som indenrigsministeren udtrykte det: ”Gifter en dansk Kvinde sig med en Tysker, vil det ofte være et Udtryk for en Indstilling, som ikke kan godkendes.”

Justitsministeriet ønskede i 1946 at gå målrettet efter uønskede personer (af tysk æt) og fratage dem indfødsretten, men det var ikke muligt pga. manglende registrering af dem, så det betød, at mange, der havde været loyale under Besættelsen, fik undersøgt deres forhold. Uden virkning kom der kraftige protester fra familier, hvor den ene af ægtefællerne fik frataget sin lovligt erhvervede indfødsret.

Ministeriets holdning til nogle tyskere, der søgte om statsborgerskab, viser sig i følgende embedsmandsbedømmelse: ”Selv om de i det daglige ville være gode Borgere, er der ikke Grund til at antage, at de ikke i en given Situation ikke ville genoplive deres Forkærlighed for det tyske, som sikkert ligger saa dybt i dem, at det aldrig forsvinder.”

Et andet problem var den cirka kvarte million tyske flygtninge, mest kvinder og børn, som var i Danmark efter Besættelsen. Her udtrykte kommunisten Ib Nørlund den almindelige holdning i Rigsdagen:

”Vi ser paa Spørgsmaalet om de tyske Flygtninges fortsatte Forbliven her i Landet med stor Alvor, ikke blot af de finansielle Grunde, som allerede er blevet fremdraget her, og som den højtærede Finansminister har haft Lejlighed til at redegøre for Rækkevidden af, men ogsaa af nationale Grunde. Det vilde være en Ulykke for os, hvis vi skulle opsuge et saa stort baade nationalt, folkeligt og politisk Fremmedelement, som jo beløber sig til hen ved 5 pCt. af Befolkningen, og det bliver vi nødt til at forhindre.”

Den ansvarlige for flygtningelejrene, Johs. Kjærbøl, understregede det vigtige i, at flygtningene ”ikke bliver behandlet saa godt, at den danske Befolkning med rette kan kritisere, at mange Goder unddrages Befolkningen til Fordel for Flygtningene.” Fra et menneskeligt synspunkt måtte Kjærbøl beklage indespærringen af flygtningene. ”Men det er nødvendigt for at sikre, at vi kan komme af med hele dette Fremmedelement senere.”

Selv den Radikale ordfører Aage Fogh bakkede op om, at de tyske flygtninge ikke skulle ud i samfundet og arbejde: ”Vor Stilling til det rejste Problem er bestemt af den sikre Overbevisning, at Flygtningene skal hjem igen. Deres Sted er ikke her i Danmark, og da vi altsaa stadig er fast overbevist om, at det vil lykkes at faa Flygtningene hjem, er det dermed givet, at vi ogsaa maa holde dem uden for Arbejdet.” Der var politisk enighed om, at antallet af flygtninge var så stort, at det var udelukket, men også uønskværdigt, at absorbere mange tyskere, der kunne udsætte befolkningen for både fysisk og åndelig ”infektion”.

2 Kommentarer på "Fortidens holdning til fremmede fjender"

  1. Fremragende arbejde, Neerup Buhl. Kontrasten til reaktionen på nutidens invasion af komplette kulturfremmede er temmelig larmende.
    Man forstår selvfølgelig at efterkrigstidens had til tyskerne skinner igennem i den danske holdning, også til de tyske flygtninge i danske lejre i 1946. Forståeligt nok. Men kontrasten til nutidens danske partiers reaktion/holdning til de fuldstændig kulturfremmede og, for manges vedkommende, disses (de kulturfremmedes) særdeles fjendske holdning til danskerne, er kolossal og vendt om 180 grader. Nutidens danske politikere må, i lighed med de kulturfremmede, virkelig hade deres egen etnicitet og deres egne etniske fæller! Det er svært at finde anden forklaring på dagens aktuelle, skamfulde og uværdige holdning fra politikernes side.. nogle ville ikke nøjes med disse betegnelser om politikernes holdninger og handlinger. De ville nok bruge ordet “Landsforrædere”…

  2. Sådan bør det være, også i dag.
    Selv de NY Borgelige kan ikke være med her, ja selv med de Radikale.

Efterlad en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.