Danskerne udelukkes fra den gældende definition af indfødte folk. Det er symptomatisk, at når det drejer sig om de eksisterende nationalstater i Europa, skrives der tykke juridiske værker om menneskerettigheder for alverden på bekostning af disse europæiske folk. Men når det drejer sig om ”indfødte” (eller “oprindelige”) folk i Europa, handler de tykke juridiske værker om disses egne rettigheder til jord og selvbestemmelse.

I Finland har en officiel komité efter langvarige forhandlinger netop fremlagt en betænkning om styrkelse af rettighederne for samerne i landet. Samernes selvbestemmelsesret skal styrkes efter krav fra FN’s princip for indfødte folk om ”Free, Prior and Informed Consent”, som resten af Skandinaviens indbyggere jo kun kan drømme om i nationale skæbnespørgsmål.

Den vigtigste ændring for samerne er, at Sametinget får det sidste ord om, hvem der kan defineres som same. Kun historisk etniske medlemmer af det samiske folkeslag og ikke bare alle dem, der bor på det samiske område, skal have stemme- og opstillingsret til Sametinget.

De, der ofte i mange generationer har boet og arbejdet på samisk jord, skal udelukkes, og omvendt skal personer af samisk æt kunne påberåbe sig samisk identitet, uanset om de i generationer har været væk fra den og fra samisk sprog.

Ikke-samerne i Sameland har fremført et billede af, at de faktisk er en undertrykt samisk gruppe, og at Sametinget styres af en ”racistisk samisk elite”, men den toneangivende etnisk-samiske holdning er, at det vil undergrave samernes stilling at give rettigheder til nogen andre.

Samernes ræsonnement støttes altså både af FN samt af grundlovseksperter, forskere og historikere og har politisk medvind. Det hele er en slående omvendt konflikt af den, man ser i forbindelse med statsbærende, reelt indfødte folk i Vesteuropa, som med juridisk blåstempling fra internationale fora og eksperter får frataget stadig flere selvbestemmelsesrettigheder til fordel for dem, der bare er flyttet til landene.