I dag ville Glistrup være fyldt 95 år. Studiet af hans liv kan om noget få én til at tro på, at sammensværgelser og ond vilje virkelig eksisterer i dansk politik. Der var tilsyneladende ingen grænser for de beskidte trick, stemplinger og misforståelser mod bedre vidende, politikere og medier ville gøre sig skyldige i, når blot formålet var det “gode” at få Glistrup ned med nakken. Men kan modsat sige, at Glistrups største fejl efter alt at dømme var, at han bedømte andre efter de samme høje standarder, han satte for sig selv, i troen på, at velment arbejde for Danmark og saglige argumenter vejede tungest.

Det var i sandhed et kafkask virvar af sager, myndighederne forsøgte at forpeste Glistrups liv med fra starten af 1970’erne og helt til hans død. Vel at mærke: forsøgte. For det fremgår klart af bl.a. hans datter Anne-Maries biografi om ham, at han i det væsentlige ikke lod sig gå på af omverdenens forsøg på at knuse ham – til sin sidste dag elskede han livet (“klynkemosterselvmedlidenhed” foragtede han altid). Derfor rammende at benytte som foto noget fra den muntre tid, hvor han optrådte for fuld udblæsning (ovenfor i en vanddyst ved havnefesten i Kerteminde i 1972). Han var ganske ligeglad med sit eget ry og sin egen skæbne og derved praktisk talt usårlig. “Han var en fantastisk god taber,” bekræfter en barndomsven. Dermed afvises konstruktionerne af pæne “nationalkonservative”, der anser ham for en ubekvem skikkelse,  hvorfor de har hævdet, at han siden fængselsopholdet i Horserød var nedbrudt eller psykisk mærket af modstanden. Han var tværtimod i sjælden grad uberørt af omverdenens dom og tænkte klart og sagligt om Danmarks situation indtil de sidste 2-3 år af sit liv, hvor han blev offer for demens – i øvrigt fremskyndet af hans absurde fængselsophold i 2005.

Også Dansk Folkepartis senere ledere afviste jo efterhånden Glistrup som rablende, men denne holdning opstod først, da det var politisk opportunt. Man kommer uundgåeligt i tanke om bibelstykket, hvor disciplene bedyrer, at de aldrig vil svigte Jesus, men de alligevel gør det flere gange, inden natten er omme. Glistrup havde ikke noget imod at indgå kompromiser med de andre partier, men han så klart, hvordan man ville blive taget ved næsen af bare at ville have “indflydelse”. Der blev jo intet såkaldt systemskifte i 2001. “Om det er den ene Rasmussen eller den anden, der er statsminister, det er fløjtende ligegyldigt, for de er lige uduelige,” mente Glistrup allerede dengang. Ole Hyltoft skrev i 1989: “Pia Kjærsgaards vej er dødens vej. Hun er Schlüters krykke. Den dag det passer Schlüter, smider han krykken væk.” Ligesom mange andre gik Hyltoft jo senere med DF, fordi det nu engang var der, man kunne agere mest. Glistrup derimod ville ikke deltage i blot kosmetiske løsninger.

Glistrups politik ville i modsætning til symbolpolitikken 2001-2011 have gjort en virkelig forskel. Han ville ikke kun flytte rundt på nogle få procent af budgettet, men vel at mærke gik afskaffelsen af indkomstskatten ifølge hans forslag ikke ud over de svageste. “At tage sig af dem var den betydeligste samfundsopgave i hans optik,” fastslår datteren. Det var for Glistrup for nemt bare at ville dele ud af samfundskagen, det svære var at gøre den stor nok, og under alle omstændigheder var det politikeres første pligt at sætte tæring efter næring i statsbudgettet. Glistrups program lignede også her Grundtvigs.   

Glistrups datter hævder i øvrigt, at det økonomiske var hovedargumentet mod indvandringen for ham, det kulturelle det sekundære.  Sådan var det måske i starten, men efterhånden som Glistrup studerede islam, er der for mig, som har læst alle hans tusindvis af upublicerede sider fra hans forsvar i de senere års racismesager, ingen tvivl om, at “civilisationernes sammenstød” blev det altoverskyggende hovedtema. Det fremgår egentlig også af Anne-Maries Glistrups gennemgang af faderens kritik, der vel at mærke så længere frem end blot de nærmeste valgperioder. Glistrups dedikation til datteren og hendes søn i hendes eksemplar af Glistrups bog De fremmede i landet (1991) lød sigende: “Mon det bliver dig eller Thomas, der som oldinge fatter alvoren i dette skrift? Fra din forfatterfar.” Der er ingen tvivl om, at Glistrup mente, hvad han sagde, ganske oprigtigt og bogstaveligt.

Kultursociologen Mehmet Necef kritiserede Glistrup for at “skære alle muslimer over en kam”. Hertil svarede Glistrup, at han udmærket vidste, at muslimerne er forskellige, men at det er danske politikeres opgave at se dem som en sikkerhedsrisiko, og at se væk fra den mulighed, at det “måske” ikke går så galt, så at muslimerne rotter sig sammen imod os, hvilket er naivt set i lyset af de foregående 1370 års islam-historie. Som det altid havde været Glistrups kernepunkt, er de danske politikeres opgave danskernes interesser, og her er det en fordel af koncentrere sig om at afværge det værst tænkelige. Glistrups gennemgang af forskellene i dansk og muslimsk verdenssyn mere end antyder dog også en uforenelighed, som er en realitet også uden bevidste muslimske erobringsplaner. Og logikken bag Glistrups barske retorik var, at den var nødvendig for at skabe opmærksomhed. Man kunne ikke ved at tale om alle mulige detaljer mht. “integrationsproblemer” pludselig en dag også tale om de nødvendige hjemsendelser. Dette ville stadig være tabu (alle andre steder end i folks hverdagssnak). Nogen måtte bryde tabuerne så markant, at der blev skabt luft for andre med samme tema. Han fastholdt sit princip: “Det er oftest sundest at tale åbent og bramfrit om ømfindtlige emner.”

For mange politikere blev Glistrup en undskyldning til at undgå debatten (både skatte- og indvandringspolitisk). Men hvad andre siger, giver ikke nogen undskyldning for selv at tie. Der er ingen sammenhæng. Det er imidlertid også uhyggelig lidt, der nu refereres til Glistrup i den “etablerede” indvandringskritiske debat, men så meget desto mere populær er han på de folkelige, ucensurerede fora på internettet og i hverdagens snak. Der er et svælg mellem selv de “stuerene” indvandringskritikere og de store dele af folket, der mener indvandringsmodstand og velfærd bogstaveligt. Glistrup ville have været stolt af denne forskel, fordi hans så sig som underklassernes forkæmper mod de privilegeredes korrupte system. Men samtidig var det vigtigt for ham at tale fra Folketingets talerstol, fordi hans ord her blev bevaret for eftertiden i Folketingstidende. Dét er kilden, man må søge hen til for at finde inspiration til at komme ud af den nærværende suppedas – tillige med hans mange artikler i bladet Fremskridt.

Ved Mogens Glistrups død var den herskende dom over hans stormfulde levned, at hans politiske budskab har fået succes, men selv blev han en fiasko, der ikke forstod at gøre den politiske medvind frugtbar. Sandheden er dog den stik modsatte. Det er svært at se en tilnærmelse til et ”muhamedanerfrit Danmark” nu, hvor muslim-andelen af landets befolkning har passeret ti procent, og politikerne lader sig handlingslamme stadig mere af de internationale menneskerettigheds-papirnussere, som var den egentlige skurk i den ældre Glistrups verdensbillede (han kunne aldrig drømme om at klandre muslimerne, at de følger deres koran). De demografiske perspektiver gør den fjerne horisont sortere end nogen sinde – og Glistrup fokuserede netop på den fjerne horisont, modsat de folketingspolitikere og kommentatorer, der prædiker, at vi nu har ”verdens strammeste udlændingelov”, som ikke kan strammes yderligere. Men så Glistrup ikke selv strømmen vende, har han dog mere end nogen anden pletfrit-retlinet og klart leveret ammunition til den virkelige kamp, der må komme før eller siden, og derved opnåede han den succes, han realistisk sigtede mod som den højeste udmærkelse: At blive ”Den Første Advarer”.

Lige så forhastet som det er at proklamere sejr i Glistrups politiske kamp, lige så bundurigtig er som nævnt påstanden om, at han ”kammede over” eller blev en indædt og knækket sur, gammel mand. Han var efter alt at dømme den samme gennem 30 år i offentlighedens søgelys, fra sin første til sin sidste valgkamp, skønt ingen dansk politiker er blevet forfulgt som han. Hvor er det herskende offentlige omdømme dog forkvaklet! For hvilken verden til forskel er der ikke mellem fx en Georg Metz, såkaldt ”humorist” fra de politisk korrektes lejr, og en såkaldt ”ekstremist” som Glistrup? Den første snerpet, forarget, sur og moraliserende over for anderledestænkende, i særdeleshed nationale dissidenter, mens Glistrup var vennesæl, rar og humoristisk over for hele verden, selv om den overdængede ham med rådne tomater. At tage verden sådan kaldte man engang ”at have format”, hvilket Metz & Co. så vist ikke har…

Glistrup forenede humoren med en uforlignelig saglighed og konkret viden, hvor hans modstandere bare har deres ”meninger”. I den politiske kamp gik Glistrup altid efter bolden, mens de andre sparkede efter manden. De accepterer kun et stadig smallere spektrum af hele den mulige politiske menings-regnbue, mens en statsminister Glistrup havde givet større spillerum for selv sine argeste modstandere, end mainstream-politikerne nogen sinde har givet ham. Med rette udtalte Dirch Passer en gang, at der ikke var andet at gøre end at håbe og vente på, at Glistrup fik magten. Var det sket, var et tusindfoldigt blomsterflor sprunget ud i Danmarks have i en frihed og velfærd, som nu er ved at blive undergravet af ny-puritanisme, EU-love, fremmedes menneskerettigheder og islamisering.

For at føje spot til skade blev der ved hans død talt pænt om den nyligt afdøde fra mange af dem, der havde forbandet ham, da han var i levende live og farlig. Så meget desto mere blev det dog fremhævet, at hans meningsfæller, særlig i de senere år, var dårligt selskab selv for ham, og selvfølgelig underlødige og helt uden politisk relevans. Stemplingen af Glistrups politiske hjertesager fortsatte kort sagt med mildest talt uformindsket styrke, og som altid uden saglig argumentation eller belysende indsigt, men personligt nedgørende og ondskabsfuldt, lysår fra Glistrups egen fremfærd. Glistrupianere er idioter og landsbytosser, sådan er det bare.

Mens danskhedsforsvarere kan blive klogere af at studere Glistrups efterladte skrifter, kan alle blive klogere af hans menneskelige eksempel. I en tid, hvor personlig succes er største målestok, var Glistrup hævet over sin egen skæbne og ubekymret om sit eftermæle. Hans eneste bekymring var åbenbart egen familie og så Sagen: Danskernes vel og Danmarks fremtid.