I det generelle opgør med den ældre vestlige kultur kritiseres det nu også, at prinsen i Disneys Snehvide og de syv dværge kysser Snehvide uden dennes samtykke for at vække hende til live igen…

Bortset fra, at det i handlingen ikke er muligt at give samtykket, der redder hende, er kritikken jo også udtryk for en mentalitet, der helt fjerner romantik og mandighed fra kulturen og enhver spontanitet fra livet, når alt skal indordnes i et nøje afvejet system af magtforhold. Med historiens pendullogik bliver den konsekvente modreaktion, at voldtægt bliver fremtidens symbol på en oprørsk frihedshandling…

Men det, der skærer mest i øjnene med al denne misforståede millimeterretfærdighed er jo, at der er visse sammenhænge, hvor den absolut ikke gælder. Kravet om samtykke og til ikke at blive voldtaget gælder således ikke europæerne over for masseindvandringen, hvor retten til selv at vælge, hvad man identificerer sig som, desuden privilegeret tilkommer de politisk korrektes definitionsret: Vil man beskytte sine landsmænd mod de overgreb, indvandringen med matematisk sikkerhed medfører, er man ikke bare nationalsindet, som man selv mener, men sættes i bås som ”islamofob”, ”fremmedhader”, ”racist”…

Netop fordi bivirkningerne af indvandringen er så sikre, må de betragtes som, at overgrebene udøves eller blåstemples direkte af egen statsmagt. Vesteuropa har således strengt taget ikke noget at lade fx Hviderusland høre. Folket er aldrig blevet bedt om samtykke i det, man udsættes for. Indvendingen vil være, at man selv har valgt politikerne og dermed politikken, men det hænger jo ikke sammen med, at man også selv vælger kæreste eller ægtefælle, som dog af den grund heller ikke bare må begå overgreb uden samtykke fra gang til gang.

Så det er på tide, at folket søger om skilsmisse fra sin egenrådige husherre (m/k). Desværre findes der jo også parforhold, hvor den ene tilsyneladende nærmest nyder at være offer for den andens perverse luner, fordi man trods alt føler en slags tryghed i de nuværende rammer. Det gør dog ikke forholdet mere fair, og det rette vil være at søge terapeutisk hjælp, som flere nationale bevægelser da heldigvis også står rede til at give.